Regnskab 2023
Egedal Kommune har præsenteret et sundt regnskab for 2023, trods udfordringer som inflation og øgede udgifter på det sociale område. Den fortsatte konflikt i Ukraine har ført til markant højere priser, hvilket har påvirket både borgernes økonomi og kommunens budgetter. Alligevel afslutter Egedal Kommune året med et positivt resultat.
- Kommunens udgifter til service udgjorde 2.187 mio. kr. Det er 8 mio. kr. lavere end ved sidste budgetopfølgning, hvilket afspejler stor økonomisk tilbageholdenhed. Serviceudgifterne ligger dog fortsat ca. 30 mio. kr. over oprindeligt budgetteret. Det skal ses i lyset af merudgifter som følge af inflation, ukrainske flygtninge med behov for hjælp og udgiftspres på de store velfærdsområder.
- Overskuddet på driften i regnskabet var på 136 mio. kr., hvilket stort set svarer til målsætningen i den økonomiske politik, og er 15 mio. kr. bedre end oprindeligt budgetteret. Samlet set blev driftsresultatet derfor forbedret i 2023.
- Anlægsudgifterne udgjorde 155 mio. kr., hvilket er 16 mio. kr. højere end budgetteret. Der blev gennemført en række investeringer, som bidrog til forbedringer i de fysiske rammer for vores velfærdstilbud, bl.a. skoler. Samtidig kom der anlægsindtægter ind for ca. 80 mio. kr.
- Med regnskabet lagde vi 60 mio. kr. i kassen, hvilket er et tilfredsstillende resultat.
Du kan læse regnskabet, som består af del 1 og 2, ved at følge linket nedenfor