Skip til hoved indholdet

Naturscience og performance med hele kroppen i Ganløse Ore

Der var fotosyntese, energistafet og kommunikation mellem dyr og planter på programmet, da natur- og kulturformidler Nanna Bugge rykkede 260 elevers skolegang til Ganløse Ore.

Fra kunst og kultur til natur og bevægelse

Helt efter planen blev forårets store kunstprojekt, Voks skoV, omsat til naturscience i Ganløse Ore, og humøret var højt, da 5.B fra Lærkeskolen mødtes med Natur- og kulturformidler Nanna Bugge i den forårsgrønne skov i strålende solskin.  

Eleverne glædede sig med rette, for i løbet af et veltilrettelagt forløb på fire timer lærte natur- og kulturformidleren dem både at se sammenhænge i naturen og at skelne dyrs, planters og svampes levevis og grundlæggende at forstå, hvordan de arbejder sammen. 

Samarbejde og energistafet

Der blev bl.a. undervist i fotosyntese og respiration, kommunikation og udveksling, mykorrhiza, cyklussen liv-død-liv og sammenhængen i det hele. Der var et godt miks af lytteundervisning, feltundersøgelser, indsamling af objekter, diskussion og filosofi – og så en meget populær energistafet.  

Stafetten handlede om samarbejde om energiudveksling mellem planter og dyr, hvor børnene i to hold spænede rundt og konkurrerede mod hinanden. På den måde kom der også leg og tempo i undervisningen og – meget apropos – ny energi til børnene. 

Det er sjovere at lære i naturen, for det giver et bedre billede i hovedet

Ida Drejer og Elvira Sass Rasmussen, 5.B

Ida Drejer og Elvira Sass Rasmussen går i 5.B og syntes, at forløbet var rigtig sjovt. 

– Det er dejligt at være ude, og skoven her er et fedt sted. Nanna var god til at fortælle ude ved planterne, så nu har vi lært noget om f.eks. fotosyntese, svampe og dyr, og hvordan træer lever. Det var spændende at samarbejde om at finde forskellige ting i naturen og at undersøge dem i mikroskop. 

Klamt eller spændende?

Natur- og kulturformidler Nanna Bugge var også godt tilfreds, selvom naturen viste sig at være en udfordring for nogle.  

– For en enkelt klasse var næsten alt adr-badr-klamt! Men så fik vi en snak om, at i stedet for at se på tingene som klamme kunne man se på dem som spændende, og så gik det pludselig meget bedre! Og de søde og nysgerrige børn i de forskellige klasser var gode til at løse opgaverne med at indsamle objekter i naturen og studere dem i mikroskop, hvilket gav både et mikro- og makroperspektiv på f.eks. ”blodårer”, der transporterer energi via forgreninger. 

Med mikroskopet kunne eleverne se, at de fine små mønstre på undersiden af et blad ligner blodårer og vener i en menneskekrop, forgreningssystemet i lungerne, et vejnet eller et floddelta. Og med energistafetten gik børnene ind i læringen med hele kroppen. Tanken er, at undervisning på denne vis giver eleverne en fysisk læring og hukommelse om fotosyntese og respiration. 

En helstøbt og bred naturforståelse

Nanna Bugge er optaget af, at eleverne tilbydes et fuldt læringsforløb. Med Voks skoV bliver eleverne rullet ind i det naturunivers, de er en del af, men der skal også være et passende højt naturfagligt niveau i læringsforløbet, så børnene tilbydes en helstøbt og bred naturforståelse sammen med deres oplevelse og læring i forbindelse med kunst- og performanceforløbet. 

Formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune, Bo Brøndum Pedersen, er også begejstret: 

– Vi skal afmystificere naturen og tage de naturforskrækkede børn i hånden. Vi lever i en tid, hvor fokus er meget på skærme, og som Nanna beretter, er der børn, som desværre er bange naturen. Vi skal lære eleverne at sætte pris på naturen. Børnene skal forstå deres udvekslinger og forbindelser med naturen, f.eks. med de organismer, der laver ilt, og at vi giver CO₂ til f.eks. træerne. Det er vores opgave at skabe medborgere, der respekterer og værner om naturen i vores fælles fremtid. 

Eleverne formidler natur igennem performance

Med Voks skoV har 260 elever fået en unik chance for at udvikle sig selv og opnå viden inden for flere fag på samme tid: De har haft naturfag i Egedals smukke natur i Ganløse Ore, og samtidig har de haft workshops med professionelle performancekunstnere fra Seidlers Sensorium, ud fra hvilke de efterfølgende selv har skabt forestillinger med og for hinanden. 

Jens Skov, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, siger:

- Voks skoV er i min optik et smukt eksempel på at realisere Åben Skole: at have undervisning om naturen i skoven stimulerer sanserne. Og jeg er stolt af, at vi i Egedal tør give en masse af vores elever en kunst- og læringsoplevelse, som er de færreste forundt. Når de to dele smelter sammen som i dette forløb, bliver resultatet helt enestående. Samtidigt har eleverne fået en fælles omverdensforståelse af klimaets økosystem, og hvorfor bæredygtighed og naturen er så vigtig. Forløbet vil givetvis sætte sig som et godt minde i eleverne og indgå i deres mere almene dannelse, tilføjer Jens Skov.

OM VOKS SKOV

Kunstprojektet Voks skoV er støttet af Statens Kunstfond (250.000 kr.), Kunstrådet i Egedal (150.000 kr.) og Teaterrefusion fra Staten (100.000 kr.). Projektet er skabt specifikt til Egedal Kommune af performancegruppen Seidlers Sensorium, der har stor erfaring i at udvikle og afholde tværfaglige huskunstnerforløb i samarbejde mellem børn, naturvejledere, kulturforvaltninger og forskellige kunstnertyper. 

Egedal Kommunes skoler og afdelingerne for henholdsvis natur og kultur har været med til at skabe det specifikke forløb i og om Ganløse Ore. 

LÆS MERE 

Kontakt

Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Ring til os

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier