Kunsten i Egedal trodser Corona
Fire markante kunstværker popper op i Egedal. For mens Corona har lukket for mange oplevelser, så blomstrer kunsten på offentlige steder og skaber oplevelser midt i en Corona-tid.
Du kan ikke gå på museum, i biografen eller til koncert. Men du kan stadig opleve kunst og kultur. Netop nu er fire nye kunstværker på vej i Egedal Kommune – og der kommer i løbet af foråret flere værker til.
Kunstrådet er nemlig i gang med at realisere kunstværker fra forårets Open Call, hvor der blev afsat 250.000 kr. øremærket til at hjælpe lokale kunstnere og kunstneriske erhvervsdrivende og realisere otte projekter for borgere og gæster i alle aldre.
Kunstrådet arbejder for at realisere Kunststrategien og med kunsten skabe den lim, der binder kommunens bysamfund sammen og som bidrager til at højne livskvaliteten for borgere og gæster. Kunsten i Egedal skal understøtte fælleskaber og skabe et levende, dynamisk og sprudlende miljø via originale, ikoniske og skæve værker og projekter.
Som sprunget ud af Kunststrategien kan nu opleves: 2 træskulpturer ved Ølstykke og Ganløse bibliotek af Sean McKenna, en golfstatue udført af skulptør Peer Rubin rejst i rundkørslen ved Smørum samt et gavlmaleri ”Sol over Ungdommens Energi” af Søren Parmo der er hængt op på Boesagerskolens Gymnastiksal her i januar.
På tur med kunsten
De nye kunstværker kan opleves når du vil, for de er alle offentligt tilgængelige. Vil du opleve mere kunst kan du bruge Egedal Kommunes kunstkort der viser vej til 37 eksisterende og primært udendørs kunstværker og som fortæller dig mere om hvert enkelt kunstværk.
- Med kunstkortet i hånden kan man tage på oplevelse i sin egen kommune og blive inspireret. Tit glemmer man at udforske sit eget område, men i corona-tider er det oplagt at besøge vores Panoptikon, fraktalerne eller de To Søstre. Hvis du ikke ved, hvad jeg snakker om, så kig på kunstkortet, fortæller Karsten Søndergaard, der som borgmester er ”født” medlem af Kunstrådet. Kunstrådet blev i 2020 som noget nyt udvidet med tre borgere, der dagligt lever med, af og i kulturen og består i alt af seks medlemmer tre borgerrepræsentanter og tre politikere.
Kunstrådet udvalgte i alt otte værker af lokale kunstnere og kunstneriske erhvervsdrivende, der skal realiseres i løbet af 2020 og 2021. På grund af Corona er de planlagte ferniseringer aflyst – men det er selve kunsten ikke. På kunstkortet kan du se de 7 værker, der kommer i løbet af året.
Fakta:
Kunstrådet blev oprettet af Byrådet i 2013 og køber kunst via kunstpuljen: Når Egedal Kommune sælger grunde og ejendomme overføres 2% af salgsindtægterne til en kunstpulje. Kunstrådet består af tre politikere og tre borgere.
Har du spørgsmål, så skriv til Kultur- og Fritidskonsulent Catja Thystrup på catja.thystrup@egekom.dk eller ring på 7259 7601.