Skip til hoved indholdet

Efterlysning: Vil du være en del af Kunstrådet?

Har du en mening om kunst og kultur i Egedal Kommune? Så er det måske dig, der skal være en del af Egedal Kunstråd. Lige nu er der plads til 3 nye medlemmer, der brænder for kunst og kultur.

I Egedal Kommune er kunst en strategisk satsning. Kunsten binder vores bysamfund sammen, understøtter lokale fællesskaber og bidrager til at højne livskvaliteten. Kunstrådet har med dette for øje realiseret poetisk trappe i Egedalcentret, skulpturer der inviterer til bevægelse og lys der skaber glæde og tryghed – og meget mere. Vil du være med?
Kunstrådet består af 3 politikere samt 3 Egedal-borgere, der er interesserede i eller ved noget om kunst og kultur. Sammen tegner de linjerne for udviklingen af kunst i Egedal Kommune.
Siden 2020 har 3 pladser i Kunstrådet været reserveret til borgerrepræsentanter, så Kunstrådet bliver bredere repræsenteret og kan trække kulturelle kræfter ind i beslutningerne. Og nu skal der igen vælges borgerrepræsentanter:
- Det er vigtigt, at vores Kunstråd er bredt sammensat. Sådan sikrer vi de bedste diskussioner og den bedste kunst til Egedal Kommune. Vi vil lave meget mere borgerinddragelse i Egedal Kommune og jeg glæder mig til at være en del af Kunstrådet, hvor man nu i to år har prøvet kræfter med netop denne disciplin. Det er dejligt at se, at Kunstrådet har virket så godt og fået realiseret så meget kunst rundt omkring i kommunen, siger Vicky Holst Rasmussen, der som borgmester er ”født” formand for Kunstrådet.

Kunstråd med gang i

Nu er de 3 borgerrepræsentanters tid i Kunstrådet forbi, og der skal vælges tre til en ny periode.
Det afgående Kunstråd har haft travlt. I rådets to-årige virke er en ny Kunststrategi formuleret, vedtaget og godt i gang med at blive til virkelighed: 14 kunstværker er igangsat, hvoraf de 13 allerede er realiseret, hvilket har resulteret i 26 fysiske skulpturer og 20 lyd-, litteratur- og billedkunstworkshops for borgere i alle aldre. (Læs mere og find vej til kunsten med kunstkortet her)

Borgerrepræsentanterne, der har siddet i Kunstrådet indtil nu, har haft nok at se til:
- Det har været rigtig spændende at komme med ind i maskinrummet. Jeg har følt mig lyttet til og mærket, at mine betragtninger blev taget til indtægt. Jeg glæder mig over at have været med til at udvide kunstbegrebet til også at indeholde den levende kunst. Hvis man brænder for kunsten, så vil jeg absolut opfordre andre til at deltage, siger skuespiller Marianne Mortensen, der har været borgerrepræsentant i Kunstrådet.

Kulturformidler Louise Meltz, har også været en del af Kunstrådet.
- Jeg er særligt stolt af, at vi fik realiseret Søren Nellemanns små bronzefigurer. De er stedsspecifikke men samtidig meget forskellige. Fordi de er sat op rundt omkring, inviterer de til at tage rundt og opdage kommunen. De knytter Egedal sammen.

Også keramiker Allan Hytholm har været en del af Kunstrådet og synes det har været spændende at forholde sig til de kunstforslag, der har været sendt ind. De tre politikere er Borgmester Vicky Holst Rasmussen, Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalgsformand Charlotte Haagendrup og Plan- og Byudviklingsformand Ulrik John Nielsen.

Vil du være med?

Kunstrådet mødes 3-6 gange om året. Har du lyst til at være med til at lægge linjerne for kunst og kultur i Egedal fremover? Så skriv en kortfattet ansøgning (max ½ side), hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil med i Kunstrådet. Vedhæft eventuelt dit CV (max 1 side). Ansøgningsfrist: 23. februar. 
Læs mere om Kunstrådets arbejde her. 

Kunstrategi

Nu opdateret med dokumentation fra de realiserede værker

SE KUNSTRÅDETS STRATEGI

Kontakt

By, Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
By-kultur-fritid@egekom.dk

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier