Skip til hoved indholdet

De ansatte har været fantastiske!

Her er en beretning om en borger, der er ovenud tilfreds med døgnafsnittet og Sundhed og træning.

Efter at Ole Stilling-Petersen fik sit ene ben amputeret har han været igennem et ophold på Egedal Kommunes døgnafsnit og er nu i gang med genoptræning i Sundhedscentret. Han roser det samlede tilbud og forløb i Egedal Kommune.

73-årige Ole tramper i pedalerne. Man bemærker straks to ting: Han har en benprotese, og cyklen er en specialcykel. I ca. 14 måneder har Ole nemlig gået til genoptræning i Sundhed og træning.

– Men lad os starte med begyndelsen, siger Ole. – Den 20. juli 2021 var jeg ude at bade fra min båd nær Greve. På et tidspunkt skrabede jeg mig på stigen bag på båden og fik en lille rift oven på venstre fod. Der kom én bloddråbe, som jeg blot tørrede væk uden at tænke nærmere over hændelsen.

– Om aftenen begyndte benet at gøre ondt og ændre farve til rødt/blåligt, men som ”en rigtig mand” ringede jeg ikke 112. Om natten fik jeg forfærdelige smerter, og næste dag kontaktede jeg derfor min læge, som straks ringede 112.

Kødædende bakterier

Uden at vide det var Ole blevet angrebet af kødædende bakterier, og han endte på Rigshospitalet, hvor man kunne konstatere, at bakterierne på 24 timer havde ædt alt i hans venstre ben op til låret bortset fra knogler og hud. Benet blev amputeret, men dermed var faren ikke drevet over, da bakterierne kunne være gået i blodbanerne. Først tre nervepirrende timer senere blev man klar over, at Ole ville overleve.

– Jeg lå på den intensive afdeling i tre døgn og derefter to døgn på en knap så intensiv afdeling, før jeg kom en uge på Herlev Hospital, fortæller Ole. – Jeg kunne intet; det var forfærdeligt. Men jeg fik tid til at tænke over, at livet ikke er slut, fordi man mangler et ben. Jeg spurgte derfor mig selv: Hvad vil jeg med livet, hvordan når jeg derhen, og hvilke hjælpemidler får jeg brug for derhjemme?

Døgnafsnittet var fantastisk

Ole bor i Smørum, og ved udskrivelsen fra Herlev Hospital blev han derfor kontaktet af Egedal Kommune, der tilbød en døgnplads med fuld pleje og daglig træning i Egedal Sundhedscenter.

– Jeg var superglad for tilbuddet og for at være i døgnafsnittet, for de ansatte var rigtig søde. Personalet havde 100 % travlt, alligevel gjorde de alt for at hjælpe, og for at jeg havde det godt. Om dagen tilbød de f.eks. at bringe maden op til mig, og om aftenen spurgte de eksempelvis, om de skulle slukke lyset. Og i weekenderne lukkede de mig ind i træningsrummet og lagde remedierne frem, så jeg kunne få ekstra træning, fortæller Ole med et smil.

– Alle var helt fantastiske og gjorde alt for at gøre både min hverdag og tankerne lettere. Jeg havde således mange samtaler om livet – også sent om aftenen – med bl.a. sygeplejersker, SOSU’er og terapeuter. Ja, selv rengøringsfolkene brugte tid på at tale med mig. Der må være en god leder i døgnafsnittet, for der var en rigtig god stemning blandt alle.

De professionelle i Sundhed og træning

– Med hensyn til, hvad jeg vil med livet, og hvordan jeg skal nå målene, har jeg en fysioterapeuts ord for, at mine planer kan lykkes, så jeg var og er meget motiveret for genoptræningen, siger Ole.

– Du snakker for meget og laver for lidt, Ole, hahaha! lyder det pludselig fra Christian Vest, fysioterapeut i Sundhed og træning. Under interviewet har de to flere gange joket med hinanden, mens Christian har givet anvisninger. Efter tre en halv uge i døgnafsnittet med daglig træning dér overgik Ole Stilling-Petersen nemlig til ambulant træning i Sundhed og træning hos Tina Friman og Christian.

– De er så dygtige, de to, pruster Ole på cyklen. – De ved nemlig, hvad de har med at gøre, og det er helt fantastisk, hvad de har gjort for mig. De forstår balancen mellem, at vi borgere får en positiv oplevelse ud af træningen, selvom det skal gøre lidt ondt. Samtidig lærer vi noget, og når jeg er alene ude med krykkerne eller rollatoren, tænker jeg altid, hvad ville Christian eller Tina have gjort. På den måde føler jeg mig sikker og er ikke bange for at falde. Og selvom de er professionelle, er der under træningen altid plads til vittigheder og et godt grin; det er næsten den bedste medicin.

Win-win

Mens Ole koncentrerer sig på cyklen, fortæller Christian: – Alle med en henvisning fra et hospital får genoptræning her hos os uanset diagnosen. Det er godt for både borgerne og kommunen, der derved sparer penge på hjemmehjælp. Især når vi hver dag i gennemsnit har hele 100 borgere til genoptræning. Det er altså ren win-win.

Så meget for kommunens vinkel, men med sved på panden får cyklende Ole det sidste ord: – Jeg er simpelthen så glad og taknemmelig over kommunens og de ansattes støtte til og indsats for at hjælpe mig. Det har været et helt fantastisk forløb.

FAKTABOKS

Kødædende bakterier

Hvert år bliver ca. 150 danskere ramt af nekrotiserende bløddelsinfektioner – også kendt som kødædende bakterier. De spreder sig i kroppen og ødelægger hud og væv.

Op mod en fjerdedel af patienterne overlever ikke. Op mod en femtedel ender med en amputation på grund af infektionen.

Tit kommer behandlingen for sent i gang.

Nogle bærer kødædende bakterier naturligt i kroppen, mens andre kan få dem udefra – bl.a. fra jord – via sår eller rifter.

FAKTABOKS

Lidt statistik

I 2021 var der 158 forløb på Døgnafsnittet. I 2021 var der 2.381 forløb i Sundhed og træning. Her kan du læse mere om, hvad Egedal Kommune tilbyder inden for sundhed og livsstil her: Sundhed og omsorg (egedalkommune.dk)

Kontakt

Egedal Sundhedscenter

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Ring til os

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier