Bekæmpelse af kæmpebjørneklo
Nu er indsatsplanen for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2023 sendt i 8 ugers høring. Kom gerne med dit svar.
Egedal Kommune godkendte i 2012 en indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo 2012-2022. Denne indsatsplan er udarbejdet, da man i Egedal har udbredt forekomst af den invasive art. Arten breder sig på bekostning af hjemmehørende arter og truer dermed den biologiske mangfoldighed. Desuden er planten giftig at komme i berøring med.
Da der stadig er mange bestande af kæmpebjørneklo i Egedal, er det nødvendigt, at fortsætte arbejdet med bekæmpelsen og dette kræver en indsatsplan, der forpligter både private og offentlige grundejere til at bekæmpe arten på egne arealer.
Forpligtelse til at bekæmpe kæmpebjørneklo
En indsatsplan mod kæmpebjørneklo forpligter både offentlige og private ejere med forekomst af kæmpebjørneklo, til at bekæmpe planterne effektivt i overensstemmelse med planen.
I indsatsplanen er opstillet fire tidsfrister;
- bekæmpelse senest 1. maj,
- bekæmpelse senest 15. juni og
- bekæmpelse senest 15. juli
- Sidste bekæmpelse senest 1. august
Bekæmpelsen skal endvidere udføres på en sådan måde at den enkelte plante på intet tidspunkt i indsatsperioden sætter spiringsdygtige frø.
Forslaget til indsatsplanen indeholder vejledning til bekæmpelsesmetoder, sikkerhed ved bekæmpelse, og oplysning om plantens biologi mv.
Høringsperioden er 8 uger og løber fra 2. december til og med 27. januar 2023.
I høringsperioden modtager vi gerne bemærkninger, indsigelser mv. Efter høringen kan Egedal Kommune vedtage og offentliggøre indsatsplanen endeligt. Hvis du ønsker at sende et høringssvar skal du sende det til bjorneklo@egekom.dk.
Vil du vide mere?
Kontakt Naturgruppen i Egedal Kommune på Klima_natur_miljoe@egekom.dk, eller ring på 7259 6000.
Kontakt
Klima, natur og miljø
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke
Skriv til os
Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.