Skip til hoved indholdet

Patientsikkerhed

Hjælp os med at lære hvis noget er gået galt. Som patient eller pårørende er du ofte den første, der opdager når noget er tæt på at gå galt, eller hvis der er sket en fejl.

Utilsigtet hændelse

Det danske sundhedsvæsen behandler dagligt flere tusinde mennesker. For langt de fleste borgere betyder behandlingen, at de får det bedre.

Men nogle gange sker der fejl eller hændelser i en behandling, der ikke har været tilsigtet, og patienter bliver skadet eller udsat for en risiko for skade.

Sundhedsvæsnet vil gerne have kendskab til sådanne hændelser og fejl, så vi kan lære af dem og forebygge, at andre bliver udsat for det samme.

Du eller dine pårørende kan hjælpe Sundhedsvæsnet i dette arbejde ved at rapportere utilsigtede hændelser til DanskPatientSikkerhedsDatabase (DPSD) via www.dpsd.dk

Hvad er en utilsigtet hændelse?

En utilsigtet hændelse kan for eksempel være, at du: 

  • Får forkert dosis medicin, fordi der er sket en fejl
  • I forbindelse med genoptræning falder og brækker armen
  • Får en forsinket behandling, fordi blodprøverne er blevet væk
  • Bliver glemt på et toilet, fordi der er sket en misforståelse
  • Får noget medicin som du ikke kan tåle
  • Får forsinket behandling, fordi recept på lægemiddel ikke er nået frem til rette modtager
  • Er udskrevet fra sygehuset, men får ikke besøg af hjemmesygeplejen som aftalt, fordi der er sket et brist i kommunikationen
  • Får trukket den forkerte tand ud ved tandlægen
  • Efter en fødsel ikke får besøg af sundhedsplejersken som aftalt, fordi der er sket et brist i kommunikationen mellem sygehuset og kommunen

Du kan som patient eller pårørende rapportere en utilsigtet hændelse.

En utilsigtet hændelse kan rapporteres anonymt, men ofte kan det være en fordel, at du skriver navn eller telefonnummer på rapporten. Har du ikke angivet navn, telefonnummer eller e-mail, har vi ikke mulighed for at kontakte dig ved behov for eventuelle uddybende spørgsmål i forbindelse en afdækning af hændelsesforløbet.

Alt sundhedspersonale og personale, der handler på sundhedspersonalets vegne, har også pligt til at rapportere de utilsigtede hændelser som de bliver bekendt med i deres daglige arbejde. Ordningen omfatter derfor også personale ansat ved sygehuse, praktiserende læger, apoteket, Falck, sociale institutioner og kommunalt sundhedspersonale.

Du kan som patient eller pårørende rapportere utilsigtede hændelser, der er sket på sygehuset, på plejehjemmet, i hjemmeplejen, ved sundhedsplejen, hos den praktiserende læge, hos tandlægen, ved genoptræningen eller alle andre steder i Sundhedsvæsenet.
Det er underordnet om der er tale om en behandling hos det offentlige eller hos private.

Via www.dpsd.dk bliver din rapport sendt til den region, kommune eller privathospital, hvor hændelsen fandt sted. Kun de ansvarlige for rapporterings-systemet kan se din rapport. 

Rapporterer du således en utilsigtet hændelse vedrørende eksempelvis den kommunale tandpleje eller et plejehjem i Egedal Kommune (kommunalt eller privat) vil den blive sendt til Egedal Kommune som vil foretage sagsbehandlingen.

Sagsbehandleren vil undersøge:

  • Hvad der er sket
  • Hvordan det kunne ske
  • Hvordan kan det undgås i fremtiden

Egedal Kommune sender efter endt sagsbehandling din rapport i anonymiseret form til Patientombuddet. 

I Egedal  Kommune vil din rapport blive genstand for en intern iværksættelse af tiltag, der kan forbedre patientsikkerheden. Det kan f.eks. være ændrede interne arbejdsgange eller ændrede kommunikationsveje.

Du får ikke svar tilbage på, hvad der er sket af ændringer ud fra netop din rapport, men Patientombuddet, der indsamler og formidler viden på baggrund af hændelser fra hele landet, iværksætter nationale tiltag på baggrund af disse. Disse tiltag kan findes på www.dpsd.dk

Rapportering af utilsigtede hændelser er ikke en klage, så når du rapporterer en utilsigtet hændelse via www.dpsd.dk indgiver du altså ikke en klage.

Ønsker du at indgive klage, kan du henvende dig til den institution klagen vedrører.

Klager over den sundhedsfaglige virksomhed i det danske sundhedsvæsen og klager vedrørende patientrettigheder kan indgives til Patientombuddet. Endvidere kan klager over afgørelser fra de lokale psykiatriske patientklagenævn, vedrørende tvangsbehandling m.m., indgives til Patientombuddet. Du finder klageskemaer på www.patientombuddet.dk

Når du klager, får du vurderet, om der har været svigt i behandlingen, eller om dine rettigheder, som patient, ikke er blevet efterlevet.

På www.patientforsikringen.dk kan du læse om, hvordan du kan søge erstatning for en skade.

Kontakt

Sundhed og omsorg

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier