---
title: "Frank Jæger Land"
description: "Novellesamlingen ’Hverdagshistorier’, enhjørningen, snedkeren, baronen er i Frank Jæger Land \"personificeret\" i tre landartskulpturer"
date: "2026-02-11"
created: "2023-12-04"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Mit liv](https://egedalkommune.dk/mit-liv)

                    [Oplev Egedal](https://egedalkommune.dk/mit-liv/oplev-egedal)

                    [Kunst i Egedal](https://egedalkommune.dk/mit-liv/oplev-egedal/kunst-i-egedal)

                    [Kunst i natur, landskab og åbne rum](https://egedalkommune.dk/mit-liv/oplev-egedal/kunst-i-egedal/kunst-i-natur-landskab-og-aabne-rum)

                [Frank Jæger Land](https://egedalkommune.dk/mit-liv/oplev-egedal/kunst-i-egedal/kunst-i-natur-landskab-og-aabne-rum/frank-jaeger-land)

# Frank Jæger Land

Besøg Frank Jæger Land, der består af tre landartværker i den nordlige ende af kommunen ved Buresø, Myrestenen i Ganløse Eged og ved Bastrup Sø. Det er kunsterduo'en Søren Brynjolf og Henrik Dyreborg Wagner, der har lavet de tre landartværker.

## Værd at vide om Frank Jæger Land

###

                                    Frank Jæger Land levendegør novellesamlingen ’Hverdagshistorier’

I 1951 udgav Frank Jæger (1926-1977) novellesamlingen ’Hverdagshistorier’, som udspiller sig i Nordsjælland, herunder i Egedal Kommune, hvor Frank Jæger havde sin daglige gang. I autentiske geografiske rammer udfolder novellerne et eventyr-univers, hvor enhjørninger, hekse, engle og trolde optræder side om side med tilsyneladende virkelige personer såsom skovhuggeren fra Ganløse, postbæreren i Farum m.m. De tre landartværker, der udelukkende er skabt af naturens materialer, fletter sig ind i kultur- og naturlandskabet. Til hver af værkerne hører en af Frank Jægers historier, oplæst af skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen. En QR-kode på hver af de tre værker leder lytteren hen til historierne.

###

                                    Hvem var Frank Jæger

Frank Jæger var en populær forfatter, der levede fra 1926 til 1977. Området omkring Ganløse var et af hans foretrukne vandringssteder, og det er da også her, hans historier fra novellesamlingen ”Hverdagshistorier” nu virkeliggøres med tre landartværker med tilknyttede lydfortællinger til. I Ganløses natur fandt Frank Jæger både enhjørninger, hekse, engle og trolde, men også tilsyneladende virkelige personer såsom snedkeren og baronen.

De tre landartværker; Snedkeren, Baronen og Enhjørningen er skabt af naturens materialer og fletter sig ind i kultur- og naturlandskabet. Det er kunsterduo'en Søren Brynjolf og Henrik Dyreborg Wagner, der har lavet de tre landartværker.

###

                                    Enhjørningen

Historien omhandler forårets komme. En magisk forløsning, hvor kun en jomfru kan tæmme enhjørningen. Hun lader foråret flyde ud af enhjørningens horn. Det er en sælsom og sensuel fortælling. En beskrivelse af dualitet mellem jomfruen, som er det ultimativt feminine og enhjørningehornet, som er et billede på maskulinitet. Dette ønskes afbilledet i en sensuel skulptur af en smuk kvinde som sammen med det falliske horn undfanger foråret, som flyder ud af hornet.
Værket er ca. 4 meter højt og udelukkende udført med motorsav.

###

                                    Snedkeren

Snedker Svante er samfundets syndebuk og prygelknabe. Og det viser sig, at uden ham i byen falder folk i fordærv og undergang. Han bygger sig en luft gondol som henleder tankerne til Noahs ark. En mægtig gondol som beskrives som værende:
300 alen = 188 meter lang | 50 alen = 31 meter bred | 30 alen = 18 meter høj. Vores gondol bliver 470 cm lang | 77 cm bred | 45 cm høj.
Snedker Svante byggede gondolen af antik “gofertræ”, det samme træ Herren befalede Noah at bygge hans ark af.
Gondolen svæver en halv meter over jorden hævet op på pæle. Og luftballonen symboliseres via et piletræ, der vokser op gennem midten af båden. Snedker Svante skal ses kiggende ud af vinduet i stævnen. På rælingen sidder en due med en olivengren i næbbet, og spejder efter land.

Se video fra opførelsen her: https://youtu.be/fIQKFNYalt4

###

                                    Baronen

Som det er med rigmænd, er det med Baronen – han akkumulerer. Dragen som flytter ind på det kunstige bjerg er modsat Baronen frimodig og nærmest kærlig, på trods af at det er en drage med alt, hvad det betyder. Vores vision for denne historie er at udforme den oppustede Baronen siddende på ryggen af dragen.

Dragen skal ligge med det kæmpe gab vidt åbent med gigantiske tænder som inviterer beskueren til at fodre den. Kroppen udformes af træstubbe der former den slyngende krop. Dragen bliver ca 5 meter lang og den skal stå på bakken ved Buresø og skue ud over søen.

Dragen og Baronen udformes af træ udelukkende med motorsav.

###

                                    Virkeliggør historien og vores område

### Virkeliggør historien og vores område

Freelancejournalist og kulturproducent Lone Nyhuus, er kvinden bag Frank Jæger Land: [Frank Jæger Land](https://admin.moliri.dk/MOLIRIPAGE/b69e239d-3494-4f94-86a2-f8757eaca24b "Frank Jæger Land")

- Jeg elsker Frank Jægers historier, og da jeg hørte ”Enhjørningen i Ganløse skovene” blev det her område, som jeg selv bor i, vakt til live for mig. Den oplevelse vil jeg gerne give andre, og derfor satte jeg gang i Frank Jægerland, der nu er blevet realiseret med hjælp fra fonde og Egedal Kommune, fortæller Lone Nyhuus.

Viceborgmester Ib Sørensen kan også se noget særligt i at virkeliggøre Frank Jægers historier i lokalsamfundet. Han var nemlig en del af Egedal Kunstråds jury, der valgte de tre kunstværker ud af 12 indsendte værker. Juryen bestod foruden medlemmer af Egedal Kunstråd også af Frank Jægers arvinger.

- Det er i sig selv meget imponerende at opleve de tre landartværker i naturen. Jeg er vild med, at dette projekt taler til flere sanser og samtidig gør os klogere på både vores område og en af vores bedste forfattere. Det bliver en attraktion for turister og giver ekstra kolorit på de mange gåture, som vi går i øjeblikket. Jeg tror også, at skoler vil kunne bruge det i undervisningen i for eksempel i dansk, billedkunst, idræt eller sløjd, siger Ib Sørensen.

###

                                    Tak til

FRANK JÆGER LAND er støttet af [Hartmanns Fond](https://www.hartmannfonden.dk/ "Hartmann Fonden"), Friluftsmidlerne fra [Friluftsrådet](https://friluftsraadet.dk/ "Friluftsrådet")og Egedal Kommune og udføres som et samarbejde mellem Egedal Kommune, [Naturstyrelsen](https://naturstyrelsen.dk/ "Naturstyrelsen"), [Egedal Kulturelt Samråd](https://www.egedalks.dk/ "Egedal Kulturelt Samråd"), lokale aktører inden for natur-, kultur-, kunst- og fritidssamarbejde.

FRANK JÆGER LAND er en del af det landsdækkende projekt, [Danske digterruter.](https://danskedigterruter.dk/ "Danske Digterruter")

![Logoer for samarbejdspartnerne Friluftsrådet, Miljøstyrelsen under Naturstyrelsen og Egedal Kulturelt Samråd](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/001c23a3-cd39-4cd0-5b76-08db919d58fe?width=800)

###

                                    Fakta

### Fakta

Frank Jæger Land er en del af et landsdækkende projekt Danske Digterruter og er realiseret som et samarbejde mellem Egedal Kulturelt Samråd, Egedal Kommune, Naturstyrelsen, Frank Jægers arvinger og en række lokale aktører. Ved at vække historierne til live er der sat fokus på vores natur og kulturlandskab, og der er skabt grobund for en stærk tilknytning til de lokale områder. Projektet vil, når det er færdigt, omfatte 18 installationer i Nordsjælland - alle sammen baseret på de 18 korte noveller i Frank Jægers bog Hverdagshistorier.
Projektet blev støttet af Egedal Kommune, udlodningsmidler til Friluftsliv og Brødrene Hartmanns Fond. Åbningen af Frank Jæger Land er støttet af Nordea Fondens lokale pulje.
14 Danske Digterruter åbnede i juni 2021 landet over med lokale ruter og vandringer og med hjemmesiden https://www.danskedigterruter.dk.

Frank Jægerland er en realisering af Egedal Kommunes kunststrategi, der sætter rammer og retning for Egedal Kommunes kunst- og kulturprojekter. Kunsten skal understøtte kommunens vision om: ”hverdag i fællesskab og bevægelse”. Landartværkerne, der inviterer til gåture og fordybelse i kulturen, er et godt eksempel på dette. Læs Egedal Kommunes [Kunststrategi 2020](https://admin.moliri.dk/p/Nyheder/kunststrategi_2020_a4_print.pdf "Kunststrategi 2020") og [Kunststrategi tillæg 2022 (pdf)](https://admin.moliri.dk/p/Mit-liv/Kultur-fritid-idraet/kunststrategi-tillaeg_2022_a4_print2.pdf "Kunststrategi tillæg 2022 (pdf)").

[Kort over Kunst i Egedal](https://app-moliripublic-egedalkommune-prod.azurewebsites.net/mit-liv/kultur-fritid-og-idraet/oplev-egedal/kunst-i-egedal/kort-over-egedals-kunst)

                            [Kunstrådet i Egedal](https://app-moliripublic-egedalkommune-prod.azurewebsites.net/demokrati-og-indflydelse/raad-og-naevn/kunstraadet)

## Kontakt

### Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

### Ring til os

[7259 7656](tel:7259%207656)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/0d54c00a-ba00-4bb7-a687-4eecef23d413/)
