Skip til hoved indholdet

225-timersreglen for ugifte, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp

Gå til borger.dk
Modtager du kontanthjælp mv., skal du opfylde et krav om 225 timers arbejde

Læs mere om selvbetjeningsmulighederne

Du skal opfylde et arbejdskrav på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, hvis du er ugift og fortsat skal kunne modtage fuld uddannelseshjælp eller fuld kontanthjælp. Kravet gælder, uanset om du er enlig eller samlevende.

Reglen betyder, at hjælpen til dig bliver nedsat, hvis du har modtaget hjælp i sammenlagt mindst 1 år inden for 3 år, og du ikke har haft mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder.

Hvis du ikke opfylder arbejdskravet, bliver din hjælp nedsat med 561 kr. (2024) eller 1.125 kr. (2024) pr. måned – det afhænger af, hvor stor din hjælp er.

Hvis din hjælp er blevet nedsat som følge af 225-timersreglen, får du igen ret til fuld hjælp, når du har haft 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder. Alle arbejdstimerne skal ligge efter det tidspunkt, hvor hjælpen blev nedsat.

Almindeligt lønnet arbejde tæller med til at opfylde arbejdskravet på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde. Det vil sige arbejde, der er baseret på opgjorte løntimer i et sædvanligt ansættelsesforhold. Støttet beskæftigelse, fx ansættelse med løntilskud, tæller ikke med.

Selvstændig virksomhed kan også regnes med, hvis du kan dokumentere, at virksomheden har et omfang, der svarer til lønarbejde i mindst 20 timer pr. uge. For at tælle med må der ikke være ydet kontanthjælp mv., mens virksomheden er drevet.

Hvis du vil undgå at få nedsat din ydelse, skal du finde et eller flere job, hvor du kan arbejde det nødvendige antal timer.

Jobcentret i kommunen kan hjælpe dig med at finde og søge konkrete job, fx via jobnet.dk. Ved siden af hjælpen fra jobcentret er der en del, du selv kan gøre for at finde job. Sørg fx for, at dit cv er opdateret og præcist beskriver din erfaring og dine kvalifikationer. Brug også dit netværk – både på de sociale medier og i din omgangskreds.

Den periode på 12 kalendermåneder, hvor du skal opfylde arbejdskravet, forlænges med perioder, hvor:

  • du ikke har kunnet arbejde på grund af dokumenteret sygdom
  • du har haft ret til fravær ved graviditet, barsel, adoption eller sorgorlov
  • du har fået støtte efter lov om social service til pasning af barn med handicap, voksen med handicap eller døende nærtstående eller efter barselsloven til pasning af alvorligt sygt barn
  • du har aftjent værnepligt
  • kommunen har vurderet, at din arbejdsevne har været så begrænset, at du ikke har kunnet opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked
  • du har været under ordinær uddannelse eller anden uddannelse eller opkvalificering til uddannelse, hvor du ikke skulle udnytte dine arbejdsmuligheder. Det drejer sig fx om, at du deltager i den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU), eller hvis du har modtaget SU eller anden offentlig forsørgelsesydelse, der ikke er betinget af, at du udnytter dine arbejdsmuligheder.

Hvis du ikke opfylder arbejdskravet på 225 timer, har det betydning for den hjælp, du modtager. Betydningen afhænger af, hvor stor hjælpen er, nemlig om du modtager det, der svarer til voksensatsen. Voksensatsen er størrelsen af det beløb, der udbetales i kontanthjælp til en voksen, som er fyldt 30 år. Voksensatsen afhænger af, om man har forsørgelsespligt over for børn eller ikke. Voksensatsen for forsørgere er på 16.382 kr. (2024) pr. måned. Voksensatsen for ikke-forsørgere er på 12.326 kr. (2024) pr. måned.

Hjælpen nedsættes med 1.125 kr. om måneden (2024) 

Hvis din uddannelseshjælp eller kontanthjælp beregnes på grundlag af voksensatsen for forsørgere eller ikke-forsørgere – inklusive evt. barsels- eller aktivitetstillæg – får du nedsat din hjælp med 1.090 kr. (2023) og 1.125 kr. (2024) om måneden.

Hjælpen nedsættes med 561 kr. om måneden (2024)

Hvis din uddannelseshjælp eller kontanthjælp beregnes på grundlag af en sats, der er lavere end 16.382 kr. (2024) pr. måned for forsørgere eller 12.326 kr. (2024) pr. måned for ikke-forsørgere, får du nedsat hjælpen med 561 kr. (2024) om måneden.

Hvis du modtager uddannelseshjælp på SU-niveau, får du ikke nedsat hjælpen.

Du bliver undtaget fra arbejdskravet på 225 timer, hvis kommunen vurderer, at din arbejdsevne er så begrænset, at du ikke kan opfylde et arbejdskrav på 225 timers arbejde inden for 12 kalendermåneder.

Hvis du er gift og senere bliver skilt, vil perioden, hvor du og/eller din tidligere ægtefælle har modtaget hjælp som gift, tælle med i opgørelsen af et år med hjælp inden for de seneste 3 år i forbindelse med 225-timersreglen for ugifte personer.

I forhold til 225-timersreglen bliver du betragtet som ugift, indtil I som ægtepar har modtaget hjælp i sammenlagt 1 år inden for de seneste 3 år.

Kommunen skal løbende beregne din bortfaldsdato. Bortfaldsdatoen er det tidspunkt, hvor din hjælp kan blive nedsat på grund af 225-timersreglen.

Kommunen skal sende et varslingsbrev til dig senest 6 måneder før bortfaldsdatoen.

Hvis din situation ikke har ændret sig, siden varslingsbrevet blev sendt, skal kommunen senest en måned før bortfaldsdatoen meddele dig, at kommunen agter at træffe afgørelse om, at hjælpen bliver nedsat. Kommunen vil samtidig opfordre dig til at oplyse, om der er grunde til at udskyde bortfaldsdatoen – grunde, som ikke allerede fremgår af kommunens sag

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse om nedsættelse af kontanthjælp eller uddannelseshjælp, kan du klage over afgørelsen. Du skal sende klagen til kommunen.

Du skal klage over afgørelsen, inden der er gået 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Kommunen skal så genvurdere afgørelsen, inden der er gået 4 uger, fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Lovgivning

Læs også

Andre sider

Kontakt

Jobcenter og ydelse

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier