---
title: "Sundheds- og omsorgspladser bliver i Egedal"
description: "De 20 sundheds- og omsorgspladser bliver i sundhedscenteret i Egedal, også efter 1. januar 2027. Det forventes sundhedsrådet i Københavns Omegn Nord at indstille på deres møde onsdag den 4. marts 2026."
date: "2026-03-24"
created: "2026-03-16"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Sundheds- og omsorgspladser bliver i Egedal](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/sundheds-og-omsorgspladser-bliver-i-egedal)

# Sundheds- og omsorgspladser bliver i Egedal

De 20 sundheds- og omsorgspladser bliver i sundhedscenteret i Egedal, også efter 1. januar 2027. Det forventes sundhedsrådet i Københavns Omegn Nord at indstille på deres møde onsdag den 4. marts 2026.

Udsigten til at beholde pladserne vækker tilfredshed hos Egedal Kommunes borgmester, Birgitte Neergaard-Kofod (C):

”Jeg glæder mig over, at det ser ud til, at sundheds- og omsorgspladserne bliver i Egedal, i hvert fald de næste to år. Vi har kæmpet for at beholde pladserne. Vi har moderne faciliteter, og er lykkedes med at opbygge et tilbud med høj kvalitet og et stærkt fagligt miljø, som tiltrækker og fastholder sundhedsprofessionelle medarbejdere.”

I alt skal der være 285 sundheds- og omsorgspladser i de ni kommuner, som udgør Sundhedsråd Københavns Omegn Nord. Beslutningen om fordeling af pladserne træffes formelt på mødet i det forberedende regionsråd i Region Østdanmark den 17. marts 2026.

Selvom sundheds- og omsorgspladserne bliver i sundhedscenteret i Egedal, overtager regionen driften af pladserne pr. 1. januar 2027. Det er en del af sundhedsreformen, som er besluttet af regeringen.

Birgitte Neergaard-Kofod siger:

”Sundhedsreformen er et politisk vilkår. Selvom regionen overtager pladserne, glæder jeg mig over, at borgerne i Egedal formentlig beholder pladserne tæt på. Den geografiske nærhed betyder meget for behandlingen og for muligheden for at få hjælp af pårørende.”

Sundheds- og omsorgspladserne benyttes blandt andet, når borgere, der bliver udskrevet fra hospitalet, har behov for genoptræning og pleje, inden de kan komme hjem i egen bolig.

Som led i Sundhedsreformen bliver sundheds- og omsorgspladserne en del af et fælles fagligt miljø under Herlev-Gentofte Hospital, som bindeled mellem hospital og eget hjem. Pladserne samles i større enheder for at understøtte et stærkt fagligt miljø og en stabil drift og en mere ensartet faglig kvalitet på tværs af kommunerne. Samtidig skal der være pladser tæt på borgerne.

 Oprindeligt var planen, at der skulle placeres sundheds- og omsorgspladser i Rødovre Kommune. Rødovre Kommune kunne dog ikke stille faciliteter til rådighed. Derfor placeres en del af Københavns Omegn Nords pladser i Egedal. Derudover bliver der pladser i Ballerup, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
