---
title: "Store navne til Klubfestival i Egedal"
description: "Egedals Klubfestival i Ølstykke har tradition for besøg af store musiknavne. Den 19. juni i år er det Vincent Wood og KIDD, der kommer forbi Hampen i Ølstykke. Borgmesteren glæder sig."
date: "2026-06-10"
created: "2026-06-10"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Store navne til Klubfestival i Egedal](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/store-navne-til-klubfestival-i-egedal)

# Store navne til Klubfestival i Egedal

Egedals Klubfestival i Ølstykke har tradition for besøg af store musiknavne. Den 19. juni i år er det Vincent Wood og KIDD, der kommer forbi Hampen i Ølstykke. Borgmesteren glæder sig.

Klubfestivalen er en årligt tilbagevendende begivenhed, som afholdes omkring fritidsklubben Hampen i Ølstykke. Udover musikprogrammet er der masser af underholdning og aktiviteter.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod, holder åbningstale kl. 14. Hun glæder sig til festivalen:

”Klubfestival er en dejlig tradition i Egedal med glade børn, fællesskab og en masse aktiviteter. Det er et flot program og et imponerende stykke arbejde fra klubbernes dygtige og engagerede medarbejdere, der ligger bag.”

Et festivalarmbånd koster 50 kr. for medlemmer af klubberne og dækker alle aktiviteter. Søskende, forældre, bedsteforældre og andre er også meget velkomne til festivalen og kan købe et aktivitetsarmbånd til 75,- kr.

Fra scenen vil der dagen igennem være underholdning fra klubbernes egne bands, dansere, modeshow med mere. Vincent Wood og KIDD optræder om aftenen.

Der vil være boder med flere forskellige slags mad til fornuftige priser - også glutenfri. Med et armbånd kan man få gratis frugt i frugtboden, saft og kage i kageboden samt bage sin egen pandekage eller snobrød over bål. I år går overskuddet fra kaffe- og kageboden til BørneTelefonen.

Man kan kun betale med kontanter eller MobilePay til festivalen.

Alle klubber er lukket på dagen. Børnene får tidligere fri fra skole, så de kan deltage i hele festivalen. Aktiviteterne vil være bemandet af klubbernes medarbejdere. Der er busser, der transporterer børn fra klubberne udenfor Ølstykke til pladsen og hjem igen.

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
