---
title: "Stor erhvervsgrund på vej mod salg"
description: "Byrådet i Egedal Kommune besluttede på mødet den 25. marts 2026 at udbyde en erhvervsgrund på 10.000 m² i Kong Svends Park i Smørum. Det sker på baggrund af interesse fra en køber. Grunden udbydes med en mindstepris på 5,5 mio. kr. ekskl. moms."
date: "2026-05-05"
created: "2026-05-05"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Stor erhvervsgrund på vej mod salg](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/stor-erhvervsgrund-paa-vej-mod-salg)

# Stor erhvervsgrund på vej mod salg

Byrådet i Egedal Kommune besluttede på mødet den 25. marts 2026 at udbyde en erhvervsgrund på 10.000 m² i Kong Svends Park i Smørum. Det sker på baggrund af interesse fra en køber. Grunden udbydes med en mindstepris på 5,5 mio. kr. ekskl. moms.

Prisen svarer til den aktuelle valuarvurdering, og grunden sælges til højestbydende. Selvom der foreligger en konkret henvendelse fra en virksomhed om køb, er Egedal Kommune forpligtet til at gennemføre et offentligt udbud.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), glæder sig over interessen:

”Interessen for grunden afspejler, at vi kan tiltrække stærke virksomheder til Egedal Kommune. Også DLF åbner deres hovedkvarter i samme område senere i april. Interessen for Kong Svends Park viser, at noget af det vigtigste, vi kan gøre for erhvervslivet, er at skabe attraktive erhvervsområder, hvor der kan ligge nye virksomheder.”

Formand for Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalget i Egedal Kommune, Jonathan Kristensen (SF), glæder sig også over virksomhedernes interesse for Egedal:

"Kong Svends Park er et godt eksempel på et attraktivt erhvervsområde, der både giver gode vilkår til erhvervsdrivende og understøtter vores grønne ambitioner. Derfor er det positivt at se, at virksomheder efterspørger netop den type rammer, vi politisk har sat os for at skabe."

Grunden bliver udbudt med byggepligt. Økonomiudvalget besluttede desuden i april 2022, at der ved salg af kommunens ejendomme til beboelse og erhverv, som udgangspunkt, skal stilles bæredygtighedskrav om DGNB Guld. Det gælder også ved udbuddet af denne grund.

Ligeledes stilles der ved salg af kommunens ejendomme til beboelse og erhverv bæredygtighedskrav om grønne tage. Med vedtagelsen af Kommuneplan 2025 er der åbnet mulighed for, at bygherre som alternativ kan installere solceller eller opføre anlæg til opsamling af regnvand.

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
