---
title: "Millioner fordelt til nye idræts- og fritidsanlæg i Egedal Kommune"
description: "Onsdag aften fordelte Byrådet i Egedal Kommune 3 mio. kr. til nye anlæg til idræt, fritid og kultur. 18 projekter fik midler fra puljen. Det største beløb på 490.000 kr. gik til nye faciliteter til omklædning til Ølstykke Skytteforening."
date: "2026-10-28"
created: "2026-10-28"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Millioner fordelt til nye idræts- og fritidsanlæg i Egedal Kommune](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/millioner-fordelt-til-nye-idraets-og-fritidsanlaeg-i-egedal-kommune)

# Millioner fordelt til nye idræts- og fritidsanlæg i Egedal Kommune

Onsdag aften fordelte Byrådet i Egedal Kommune 3 mio. kr. til nye anlæg til idræt, fritid og kultur. 18 projekter fik midler fra puljen. Det største beløb på 490.000 kr. gik til nye faciliteter til omklædning til Ølstykke Skytteforening.

Blandt de øvrige godkendte projekter er en udvidelse af petanquebanen i Veksø, renovering af Stenløse boldklubs Klubhus og renovering af omklædningsrummene ved Boesagerskolens svømmehal. Projekterne skal realiseres i løbet af 2026 og 2027.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), glæder sig over, at midlerne kommer foreningerne til gode:

”Det er foreningerne, som har størst indsigt i behovet for nye faciliteter på vores idrætsanlæg. Derfor fordeles midlerne i dialog med dem. De frivillige i foreningerne skaber så mange positive aktiviteter for børn og voksne i Egedal. Derfor skal vi som kommune hjælpe dem, hvor vi kan.”

Egedal Byråd har afsat 3 mio. kr. årligt i årene 2024-2027 til nye anlæg eller forbedringer af eksisterende anlæg, som foreningerne i Egedal Kommune har mulighed for at ansøge om. Formålet med midlerne er at styrke fællesskaber og aktivitet og skabe plads til nye måder at dyrke motion eller at være kreativ på.

Foreningerne indsender ønsker til anlægsinvesteringer, som efterfølgende drøftes i Folkeoplysningsudvalget. Herefter tager byrådet endeligt stilling til fordelingen.

Formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig (DF), er meget tilfreds med, at foreningerne har indflydelse på fordelingen af midlerne:

”I Byrådet har vi ønsket at fordele midlerne til alle områder i kommunen og til forskellige grupper af brugere. Hvis man ikke har fået midler til et projekt i år, kan jeg kun opfordre til, at man søger midler fra næste års pulje.”

Anlægspuljen åbner for nye ansøgninger den 2. november 2027. Fristen for ansøgning er 1. februar, hvor der igen er 3 mio. kr. til fordeling. Man kan læse mere på Egedal Kommunes hjemmeside.

## Følgende projekter har fået tildelt midler:

- Ølstykke Skytteforening – Omklædningsfaciliteter: 490.000 kr.
- Ølstykke FC - Etablering af opbevaring af to pavilloner: 460.000 kr.
- Administrativt forslag - Foldevæg Sandbjerghallen: 350.000 kr.
- Administrativt forslag - Musik og speakeranlæg til Hal 1 i Smørum Idrætscenter: 275.000 kr.
- Administrativt forslag - Højttaler på stadion Stenløse: 250.000 kr.
- DDS Ølstykke spejderne og DUI Leg & Virke Ølstykke - Energioptimering af spejderhytterne: 200.000 kr.
- LSI Svømmeklub - Renovering af omklædningsrum ved Boesagerskolen svømmehal: 230.000 kr.
- Local Skate - Belysning til skaterpark: 180.000 kr.
- Stenløse Boldklub - Renovering af el i klubhus: 150.000 kr.
- Ganløse Skytteforening - Istandsættelse af skydekælder: 74.663 kr.
- DDS Ebbe Skjalmssøn Ganløse - P-plads og varmeforsyning til spejderhytte: 65.000 kr.
- Ledøje-Smørum Badminton - To styrketræningsstationer: 54.500 kr.
- Ledøje-Smørum Historisk forening - Av udstyr til Smørum gamle skole: 50.000 kr.
- Stenløse Boldklub - Container til opbevaring: 50.000 kr.
- Foreningen Den Gamle Bydel Slagslunde - Borde- bænkesæt til gadekær: 39.000 kr.
- Veksø Idrætsforening - Udvidelse af petanquebane: 30.000 kr.
- Kildeholm Orienteringsklub - Opdatering af ”Find vej projekt”: 12.225 kr.
- FDF Ganløse - Opbevaringssystem til skur og depot: 9.560 kr.

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
