---
title: "Global frøgigant åbner hovedkvarter i Egedal Kommune"
description: "DLF, som blandt andet leverer græsfrø til nogle af verdens største fodboldstadions, er nu flyttet ind i sit nye hovedsæde på Kongebakken i Smørum."
date: "2026-05-06"
created: "2026-05-06"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Global frøgigant åbner hovedkvarter i Egedal Kommune](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/global-froegigant-aabner-hovedkvarter-i-egedal-kommune)

# Global frøgigant åbner hovedkvarter i Egedal Kommune

DLF, som blandt andet leverer græsfrø til nogle af verdens største fodboldstadions, er nu flyttet ind i sit nye hovedsæde på Kongebakken i Smørum.

DLF er én af de største leverandører af foder- og plænefrø på verdensplan og leverer bl.a. græsfrø til fodbold- og golfbaner og til private. DLF leverer desuden frø til forskellige afgrøder til landbruget.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), fremhæver byrådets dialog med virksomheden gennem flere perioder, og hilser DLF velkommen:

”Jeg glæder mig over, at en stor og innovativ virksomhed som DLF vil slå sig ned i Egedal Kommune. Det giver arbejdspladser og er med til at styrke synergien i det lokale erhvervsliv. Jeg ser frem til samarbejdet og til at følge virksomhedens udvikling.”

Også formand for Erhvervs- og Bæredygtighedsudvalget i Egedal Kommune, Jonathan Kristensen (SF), er tilfreds med, at DLF har valgt at slå sig i ned i Smørum:

"DLF er en spændende og bæredygtig virksomhed. Kong Svends Park er et godt eksempel på noget af det vigtigste, byrådet kan gøre for erhvervslivet: at skabe attraktive erhvervsområder. Det skal vi fortsætte med. Generelt ser vi en stigende interesse for Egedal fra virksomhederne.”

DLF er repræsenteret i fem verdensdele fordelt på 22 lande. På verdensplan har DLF ca. 2.000 medarbejdere. Heraf arbejder 130 på hovedsædet i Smørum. Koncernen afsætter frø til mere end 100 lande.

Administrerende direktør i DLF, Søren Halbye, er også tilfreds med det nye hovedsæde:

”Som ny virksomhed i Egedal Kommune har vi været glade for den konstruktive dialog og støtte, vi har oplevet i udviklingen af vores nye hovedkvarter. Vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde, og vi glæder os over at blive en aktiv del af det lokale erhvervsliv.”

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
