---
title: "Frivillige hyldes i Egedal"
description: "Nu har borgerne mulighed for at indstille frivillige til én af årets frivillighedspriser i Egedal. I år er der en ny kategori: årets unge frivillige. Udvalgsformand håber, at mange vil benytte muligheden for at indstille en frivillig."
date: "2026-06-10"
created: "2026-06-10"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://egedalkommune.dk/om-kommunen)

                    [Presserum](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum)

                    [Pressemeddelelser](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser)

                [Frivillige hyldes i Egedal](https://egedalkommune.dk/om-kommunen/presserum/pressemeddelelser/frivillige-hyldes-i-egedal)

# Frivillige hyldes i Egedal

Nu har borgerne mulighed for at indstille frivillige til én af årets frivillighedspriser i Egedal. I år er der en ny kategori: årets unge frivillige. Udvalgsformand håber, at mange vil benytte muligheden for at indstille en frivillig.

Indstillingen er åben nu, og alle kan indstille en person, forening eller gruppe, der gør en forskel gennem frivilligt engagement. Priserne uddeles ved Kultur- og Fritidsmessen den 12. september 2026.

Formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig (DF), håber, at mange vil indstille kandidater til priserne:

“De frivillige gør en uvurderlig indsats for fællesskabet i Egedal. De skaber aktiviteter, sammenhold og muligheder for andre uden at forlange noget igen. Jeg håber, at mange vil benytte denne lejlighed til at anerkende det store frivillige arbejde ved at indstille én kandidat til årets frivillighedspriser.”

I år uddeles fem frivillighedspriser. Udover de fire priser, som er kendt fra tidligere år, indføres i år en ny pris til årets unge frivillige:

- **Ildsjæleprisen** – til den frivillige, der gør en ihærdig og vedvarende indsats: Prisen gik sidste år til Birgitte Knak-Nielsen, formand for Egedal Flygtningenetværk.
- **Kulturprisen** – til en forening eller gruppe, der skaber kulturelt liv og oplevelser: Prisen gik sidste år til Ledøje Revyen.
- **Initiativprisen** – til nye eller nyskabende indsatser, der har gjort en mærkbar forskel: Prisen gik sidste år til Leif Jensen og initiativet til Fejring af Danmarks Grundlov.
- **Fællesskabsprisen** – til en indsats, der styrker samvær, fællesskab og livskvalitet: Prisen gik sidste år til Nørkle Caféen i Smørum.
- **Årets unge frivillige** – til en person under 25 år, der går forrest og inspirerer andre.

Leif Jensen, der modtog Initiativprisen for Fejringen af Danmarks Grundlov, fortæller om prisens betydning:

”Initiativprisen var en god anerkendelse. Prisen var medvirkende til, at vi gentager arrangementet i år. Det handler ikke kun om Grundloven, men også om at skabe et større fællesskab i Stenløse og i hele Egedal Kommune i anledning af Grundlovsdag. Jeg synes, vi kom tættere på at opleve, hvad vi har til fælles.”

Man kan indstille én eller flere personer, foreninger eller grupper. Man behøver ikke selv at være frivillig for at indstille. Alle indstillede får besked om, at de er indstillet. Fristen for at indstille er den 24. august 2026.

Indstillingen sker via Egedal Kommunes hjemmeside.

Det er Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget, som udvælger vinderne af priserne på baggrund af indstillingerne.

## Kontakt

### Christian Frederik Mortensen

Pressekonsulent

Christian.Mortensen@egekom.dk

### Ring til os

72596442
