Vigtigt fodboldfællesskab i Egedal efterlyser frivillige
Som en del af velfærdsalliancen med DBU Sjælland starter Egedal Kommune nu fodboldfællesskabet FC Demens. Derfor efterlyses nu frivillige, der vil hjælpe spillere på holdet til og fra træning.
FC Demens er et motionstilbud til mennesker med demenslignende symptomer eller demens i tidligt stadie.
Det skræddersyede fodboldtilbud kan forebygge sygdommens følgevirkninger for de ramte ved at styrke mental sundhed, fysisk aktivitetsniveau og livskvalitet i trygge rammer gennem fodbold og socialt samvær.
For at aflaste de pårørende, efterlyses der nu frivillige kræfter til at hjælpe deltagerne i FC Demens i Egedal. Der er brug for hjælp til to vigtige opgaver:
- At køre deltagerne til og fra træning én gang om ugen
- At brygge kaffe og te og skabe en hyggelig stemning i klubhuset efter træningen.
Der vil være en demenskonsulent til stede ved alle træninger. Som frivillig bliver man del af en engageret gruppe, der brænder for at hjælpe. Man får en grundig introduktion til, hvordan man bedst hjælper de demensramte borgere.
Demenskonsulent i Egedal Kommune, Mette Nørregaard, fortæller: ”FC Demens er en ny og positiv mulighed for mennesker med demens. Ved at hjælpe kan man gøre en kæmpe forskel i livskvaliteten for mennesker, der har virkelig brug for det. Som frivillig behøver man ikke at have særlige forudsætninger på forhånd. Vi sørger for, at man får den nødvendige introduktion.”
Der afholdes et uforpligtende introduktionsmøde torsdag d. 1. februar 2024 kl. 10:00 i klubhuset ved Ølstykke Stadion. Her kan man møde de andre interesserede frivillige og høre mere om FC Demens.
Træningen i FC Demens starter op i uge 10, 2024. Man mødes i klubhuset ved Ølstykke Stadion. Der er fodboldtræning hver torsdag fra kl. 10-11. Som frivillig skal man medregne kørsel til og fra træning, og at der er socialt samvær i klubhuset efter træning.
Hvis man vil vide mere om at være frivillig, kan man kontakte Demenskonsulent i Egedal Kommune, Mette Nørregaard, på Tlf.: 72 59 97 33 eller via mail på mette.norregaard@egekom.dk
