Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Vi hylder de seje skolepatruljer

Når morgenerne er kolde, mørke og våde, står de klar i gule veste ved vejkanten. Skolepatruljerne i Egedal Kommune skaber tryghed på skolevejen - og deres frivillige indsats fortjener både respekt, anerkendelse og et stort skulderklap.

Det er tidligt, og vinden bider i kinderne. Morgenen er grå, og trafikken er allerede tæt, da Emily, Liva og Matilda fra Lærkeskolen tager deres gule veste på og stiller sig ved vejen. Med trafik-slikkepindene i hånden holder de øje - ikke kun med bilerne, men med de mindre børn, der stille og roligt samler sig for at komme sikkert over vejen.

For pigerne handler det ikke kun om trafik. Det handler også om fællesskab og om at gøre noget godt for andre. De fortæller, at de meldte sig som skolepatruljer, fordi det er hyggeligt at hjælpe de mindre børn - og fordi det føles meningsfuldt at have et ansvar. Emily fortæller med et smil, at hun længe havde glædet sig til at komme i 6. klasse, så hun endelig kunne få lov at være skolepatrulje.

De oplever, at langt de fleste bilister sænker farten og viser hensyn. Et venligt nik, et smil gennem forruden - små tegn på respekt, der betyder meget. Samtidig fortæller de, at der også er enkelte bilister, som kører meget tæt på, fordi de har travlt. Netop derfor er det ekstra vigtigt at blive stående, holde fokus og passe på - både på sig selv og på de andre.

Fototekst: Liva, Emily og Matilda er nogle af de seje elever i Egedal, der har valgt at melde sig som skolepatrulje.

Tryghed på skolevejen - hver eneste dag

Skolepatruljerne spiller en afgørende rolle for trafiksikkerheden omkring kommunens skoler. Særligt i vintermånederne, hvor sigtbarheden er dårlig, og vejene er glatte, er deres indsats med til at forebygge ulykker og skabe tryghed - ikke kun for børnene, men også for forældrene.

Når elever fra 6.–8. klasse frivilligt møder tidligt op og tager ansvar for andres sikkerhed, er det et stærkt eksempel på fællesskab og ansvarsfølelse i praksis.

Den Sureste Uge: Fokus på respekt og anerkendelse

I uge 5 sætter kampagnen 'Den Sureste Uge' fokus på netop skolepatruljernes indsats. Kampagnen gennemføres i samarbejde mellem Rådet for Sikker Trafik, LB Foreningen, kommunerne og Politiet og har til formål at minde bilister om at vise ekstra hensyn og respekt.

Egedal Kommune bakker naturligvis op om kampagnen og hylder skolepatruljerne – ikke kun i denne uge, men året rundt.

Hyldest og morgenmad på rådhuset

Som en del af markeringen var skolepatruljerne fra Bækkegårdskolen og Lærkeskolen mandag den 26. januar inviteret til morgenmad på rådhuset. Her takkede borgmester Birgitte Neergaard-Kofod eleverne for deres store indsats og for det ansvar, de tager på sig hver morgen.

Den lokale betjent Peter kiggede også forbi og delte bolsjer og refleksbrikker ud. Han fortalte, at skolepatruljerne er en stor hjælp for politiet og en tryghed for forældrene. Peter sagde bl.a.: "I hjælper os i politiet meget ved at stå derude hver morgen - og det endda når det er røvsygt og dårligt vejr."
Selv var han skolepatrulje som ung - og det var netop her, tanken om at blive betjent første gang opstod.

Efter morgenmaden var der god stemning og grin, da eleverne dystede i en sjov konkurrence om at samle guldstykker, som kunne byttes til slik. Alle gik hjem med guldbarrer - og med en følelse af at være blevet blot en enkelt eller to centimeter højere.

God oplæring og fællesskab i hverdagen

Lærer Lena har været ansvarlig for skolepatruljeordningen på Lærkeskolen de seneste otte år. Hun fortæller, at eleverne bliver grundigt oplært sidst i 5. klasse af de afgående skolepatruljer og følges ad på de første vagter, så de nye føler sig trygge i rollen.

I år er 15 elever fra Lærkeskolen blevet tildelt rollen som skolepatrulje. For Lena er det vigtigt, at eleverne forstår betydningen af opgaven: at de mindste skolebørns forældre stoler på dem, og at deres indsats gør en reel forskel for andre. Derfor opfordrer hun også forældre til at tage en snak med deres børn allerede i 3.–4. klasse om muligheden for at blive skolepatrulje i 6. klasse og om, hvordan man gennem ordningen kan tage ansvar og gøre noget godt for fællesskabet.

Som ekstra motivation belønnes skolepatruljerne med en fælles tur i Tivoli til foråret - en tradition, der gennem årene har været en stor succes.

En tradition med stærke rødder

Skolepatruljer har været en del af trafiksikkerheden i Danmark i mere end 75 år. Ordningen opstod for at beskytte børn på skolevejen og bygger på frivillighed, ansvar og fællesskab.

Selv efter mere end syv årtier er skolepatruljerne stadig lige så relevante. De er et synligt bevis på, at børn og unge kan tage ansvar og bidrage aktivt til et tryggere lokalsamfund.

Vis hensyn – det betyder noget

Skolepatruljerne er hverdagens helte. De står der, når det regner, blæser og er mørkt - for andres skyld.

Så næste gang du møder en skolepatrulje på din vej: Sænk farten, smil og vis din respekt. Det gør en forskel – for børnene, for forældrene og for vores fælles trafiksikkerhed.

Kontakt

Trafik og veje

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
vejmyndighed@egekom.dk

Ring til os

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Egedal Rådhus er åbent

Mandag - torsdag 8-19
Fredag 8-15

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier