To Egedal-skoler med i nationalt forsøg med skolemad
Mandag efter juleferien fik elever på Stengårdsskolen og Veksø Skole frokosten serveret af skolen. Menuen stod på henholdsvis chili con carne og boller i karry. Skolerne er ved lodtrækning blevet udvalget til et nationalt forsøg med skolemad, der løber frem til 2028.
Børnene på Veksø Skole syntes, at maden smagte fantastisk – flere mente, at den var bedre end derhjemme. På Stengårdsskolen var hele udskolingen samlet i kantinen ved fællesborde for klasserne. Også her var der stor kulinarisk begejstring.
For at gøre skolemaden til en rar oplevelse har Veksø Skole lavet en måltidspædagogik. Udover at sikre sundhed og trivsel er måltidet en fælles oplevelse for eleverne. Lærerne spiser sammen med børnene og er med til at tegne en tryg ramme om måltidet.
Med skolemad får alle skolebørn sund kost. Det understøtter både trivsel og faglighed. Skolemad kan også være med til at give eleverne et nyt fællesskab omkring måltiderne.
Birgitte Neergaard-Kofod (C), borgmesterSund mad af høj kvalitet
Maden leveres af en ekstern leverandør. Skolerne har besluttet, at maden skal være sund, varieret og af høj kvalitet og samtidig være indbydende og appellere til sanserne.
Formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Egedal Kommune, Lars Winther Andersen (L), glæder sig også over, at de to Egedal-skoler er en del af forsøget:
Vi ved, hvor meget mad og måltider betyder for livskvalitet uanset alder. Jeg er ikke i tvivl om, at et sundt og inspirerende måltid i skolen understøtter elevernes sundhed, læring og trivsel.
Lars Winther Andersen (L), formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Egedal KommunePengene til forsøget kommer fra aftalen om finansloven for 2025, hvor der er afsat 854 millioner kroner til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028. Udskolingen på Stengårdsskolen og indskolingen på Veksø Skole er blevet udvalgt til forsøget ved lodtrækning.
Stengårdsskolen har modtaget et tilskud på 3,1 mio. kr. fra Børne- og Undervisningsministeriet til skolemaden, og Veksø Skole har modtaget 3,9 mio. kr. Skolemaden er gratis for børn og forældre.
Forsøgsordningen skal indsamle viden om og erfaringer med forskellige måder at organisere skolemad på og få mere viden om skolemads betydning for elevernes sundhed, læring og trivsel.
Kontakt
Dagtilbud og skole
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke
Skriv til os
Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.