---
title: "Stort fremmøde ved årets nytårskur for erhvervslivet: Beatræ A/S vinder Egedal Erhvervspris 2025"
description: "Næsten 100 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv var samlet på rådhuset tirsdag den 21. januar til Egedals årlige nytårskur. Blandt højdepunkterne var fejring af årets gazellevirksomheder og uddeling af Egedal Erhvervspris, der gik til Beatræ A/S."
date: "2025-01-22"
created: "2025-01-22"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Stort fremmøde ved årets nytårskur for erhvervslivet: Beatræ A/S vinder Egedal Erhvervspris 2025](https://egedalkommune.dk/nyheder/stort-fremmoede-ved-aarets-nytaarskur-for-erhvervslivet-beatrae-as-vinder-egedal-erhvervspris-2025)

# Stort fremmøde ved årets nytårskur for erhvervslivet: Beatræ A/S vinder Egedal Erhvervspris 2025

Næsten 100 repræsentanter fra det lokale erhvervsliv var samlet på rådhuset tirsdag den 21. januar til Egedals årlige nytårskur. Blandt højdepunkterne var fejring af årets gazellevirksomheder og uddeling af Egedal Erhvervspris, der gik til Beatræ A/S.

## **Tak for det gode samarbejde**

Igen i år bakkede virksomhedsejere, selvstændige
erhvervsdrivende og repræsentanter fra virksomhederne flot op om årets
nytårskur, der som noget nyt var arrangeret af Egedal Kommune og Egedal Erhverv
i fællesskab. På programmet var der både taler, netværk, fejring af de lokale
gazelle-virksomheder og ikke mindst kåringen af dette års vinder af Egedal
Erhvervspris.

Borgmester Vicky Holst Rasmussen indledte med at takke for
det gode samarbejde og fremhæve nogle af de områder, der er fokus på for at
forbedre betingelserne for at drive virksomhed i Egedal. Herunder blandt andet,
at virksomhederne i Egedal har plads til at vokse, og at skole- og
virksomhedssamarbejdet styrkes med den nye juniormesterlæreordning. Derudover
fremhævede hun vigtigheden af et godt samarbejde mellem kommunen og
virksomhederne:

Når vores samarbejde er godt, og I oplever en smidig kontakt med kommunen, får I også bedre forudsætninger for at investere, være innovative og skabe gode jobs.

                Vicky Holst Rasmussen, borgmester

Også formand for Egedal Erhverv, Rie
Skovgaard, bød velkommen og fortalte om det berigende og stærke fællesskab, som Egedal Erhverv har, og om det tætte samarbejde med Egedal Kommune, som er med til at sikre de bedste rammer for det lokale erhvervsliv.

## **Fejring af gazeller**

I slutningen af 2024 blev Dagbladet Børsens Gazelle-priser uddelt til Danmarks
hurtigst voksende virksomheder. I alt blev der kåret 3011 gazellevirksomheder i
Danmark, og ikke færre end [23 af dem var fra Egedal.](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/d23d082f-40a9-4907-baf9-a98481a32aa0 "23 af dem var fra Egedal.")

De blev fejret ved nytårskuren, hvor udvalgsformand
Charlotte Haagendrup gav dem flotte ord med på vejen:

*"* *At b* *live udnævnt til gazellevirksomhed kræver ikke bare en stærk økonomi i virksomheden, det kæver også en enorm indsats og vedholdenhed af både virksomhed og medarbejdere. I Egedal har vi oplevet en helt fantastisk udvikling, I 2024 kunne vi fejre 23 gazellevirksomheder, i 2023 hyldede vi 16, i 2022 14 styks og i årene før var det henholdsvis syv, ni og seks virksomheder. Det vidner om, hvor imponerende udviklingen har været. Flere har endda opnået gazellestatus år efter år. Det er beundringsværdigt."*

Charlotte Haagendrup glædede sig samtidig over, at gazellevirksomhederne i Egedal spænder bredt, både hvad angår brancher og geografisk placering:

*"Det er virksomheder, der skaber dynamik og vækst over hele linjen, og jeg vil gerne udtrykke min allerdybeste respekt og tak til de virksomheder. Det kræver mod, innovation og hårdt arbejde at opnå de resultater."*

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/0421aafa-c0d7-4251-e819-08dd3173c5cb?width=800)

*En stor del af Egedals gazellevirksomheder var mødt op til nytårskuren den 21. januar på Egedal Rådhus.*

## **Beatræ A/S tildelt Egedal Erhvervspris**

Aftenens
højdepunkt var uddelingen af Egedal Erhvervspris 2025. I alt var ti lokale
virksomheder indstillet til prisen: Beatræ A/S, Ølstykke Bageri, Café Egedal,
Rema 1000 i Veksø, Café Hjaltes i Ganløse, Der ud af Service, Jeanette
Heckscher Sjølin fra Knowledge Partners, Restaurant Kongemosen, Boguglen og HØJ
Håndbold.

De fortjener alle en stor anerkendelse, men som bekendt kan der
kun være én vinder, og i år gik prisen til Beatræ A/S.

I indstillingen af Beatræ A/S blev der lagt særlig vægt på deres
indsats inden for en række områder, bl.a.:

- **Grøn omstilling og bæredygtighed:** Beatræ A/S har
et stort fokus på grøn omstilling og er miljøcertificeret med ISO 14001. De
målretter forretningen mod en bæredygtig udvikling og ønsker aktivt at
inspirere og hjælpe andre virksomheder med at lykkes på dette område.
- **Sociale initiativer:** Beatræ A/S arbejder
målrettet for en mangfoldig medarbejdersammensætning, der inkluderer
forskellige etniciteter.
- **Støtte til lokalsamfundet:** Beatræ støtter lokalsporten
i HØJ Håndbold og samarbejder med Ganløse Skole om projekter som fuglebursprojektet,
hvor lærlinge og svende engagerer sig i at inspirere unge til håndværk og
design.
- **Uddannelse og udvikling af næste generation:** Beatræ
A/S tager et stort fagligt ansvar for at uddanne næste generation af
håndværkere ved at ansætte lærlinge og have mange erhvervspraktikanter, ligesom
der er et tæt samarbejde mellem svende og byggeledere.
- **Innovation og medarbejdertrivsel:** Beatræ A/S har
løbende fokus på at optimere projekter, fastholde medarbejdere og styrke både
virksomhedens profil og eksterne samarbejder.

Beatræ A/S formår altså at balancere ansvar for miljø, sociale værdier og
lokalsamfundet med stærk forretningsmæssig udvikling, og de blev hyldet med store klapsalver af de fremmødte, da de blev tildelt Egedal Erhvervspris 2025 og fik overrakt blomster, diplom og et smukt keramisk kunstværk af den lokale kunstner Solveig Straarup.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/c5e5a983-a4db-4d26-e81a-08dd3173c5cb?width=800)

*Udvalgsformand Charlotte Haagendrup (t.v.), Torben Boskov Andersen og August Frøde, Beatræ A/S, og borgmester Vicky Holst Rasmussen.*

August Frøde og Torben
Boskov Andersen modtog prisen på vegne af Beatræ A/S, og de var naturligvis glade for anerkendelsen:

Det er fedt! Det er et kæmpe skulderklap til en lille lokal virksomhed. Det føles enormt rart at få, når man yder en indsats, der går ud over kerneområdet, og prøver at skubbe til en bæredygtig udvikling i branchen.

                August Frøde, Beatræ A/S

## Om Egedal Erhvervspris

Modtageren af Egedal Erhvervspris kan være en virksomhed
eller person, som i det forløbne år eller gennem en årrække har udmærket sig på
et eller flere af følgende kriterier:

- Har ydet en speciel indsats for lokalområdet ved
at igangsætte eller tage initiativ til tiltag, der har inddraget andre
virksomheder eller foreninger i kommunen.
- Har ydet en særlig indsats for det rummelige
arbejdsmarked, herunder fleksible arbejdsforhold, eller på anden måde vist
socialt ansvar.
- Gør en særlig indsats mht. virksomhedens
arkitektoniske fremtræden, der bidrager til at gøre området attraktivt for
virksomheder og borgere.
- Gør en særlig miljømæssig indsats.
- Er nyskabende, f.eks. teknologisk eller
ledelsesmæssigt.
- Støtte unge i en erhvervsuddannelse, bl.a. ved
tilbud om lokale praktikpladser samt jobs.
- Har igangsat tiltag, der fremmer grøn omstilling
og bæredygtighed i et forretningsmæssigt perspektiv.

## Få hjælp og rådgivning

Vi vil altid gerne vil hjælpe din virksomhed. Du kan tage kontakt til Erhverv på mail eller telefon (se nedenfor). Derudover kan du også få hjælp til forretningsudvikling hos Erhvervshus Hovedstaden, hvor man bl.a. via Virksomhedsprogrammet kan få inspiration til, hvordan man kan udvikle sin virksomhed og søge økonomisk støtte til rådgivning til det. Kontakt Erhverv i Egedal Kommune eller Erhvervshus Hovedstaden for at høre mere.

## Kontakt

### Erhvervsteamet

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

Erhverv@egekom.dk

### Ring til os

72597207

### Bemærk

                            På dette nummer træffes Thomas Birger Hansen. Hvis han ikke når telefonen, kan du lægge en besked. Så vender han tilbage hurtigst muligt.
