Skolernes Skakdag i Egedal: 1.100 elever spiller hjernen stærk
Der står mental sundhed, tænksomme fællesskaber og nye veje til læring på skemaet, når eleverne fredag inden vinterferien skifter bøgerne ud med skakbræt og brikker.
Skak som metode
Egedal er godt repræsenteret ved Skolernes Skakdag, hvor der er fokus på en god gang hjernegymnastik på skoler landet over. Således skal 1.100 elever fra fire skoler i Egedal bruge den sidste dag inden ferien på at træne koncentration og evnen til at tænke fremad.
- I Egedal bruger vi systematisk skoleskak som en vej til at styrke elevernes trivsel, koncentration og matematiske kompetencer. Vi ved, at det er med til at udvikle alle elever fagligt, også dem, som har brug for ekstra faglige udfordringer og elever i særlige udfordringer, forklarer Lone Kvist, centerchef for Skole og Dagtilbud.
65 lærere og pædagoger er uddannet i skoleskak
Som led i en systematisk indsats har 65 lærere og pædagoger i Egedal derfor taget skoleskaklærer-uddannelsen, sådan at der nu er medarbejdere på alle skoler med kompetencer og viden om skoleskak som pædagogisk, specialpædagogisk og didaktisk metode.
Gode rammer for fællesskabet
Ud over at understøtte færdigheder som fordybelse, tålmodighed, kreativ og kritisk tænkning er skoleskak i høj grad også med til at styrke elevernes sociale kompetencer og fællesskaber. Det gælder også for elever med fx autismespektrum-forstyrrelser, som får trænet deres personlige kompetencer og samtidig får nogle succesoplevelser i fællesskabet. Her er adfærds- og spillereglerne nemlig helt klare, og alle kan være med. Så nu skal der bare spilles!
Fakta
- 1.100 elever fra Ganløse Skole, Søhøjskolen, Balsmoseskolen xx-skole deltager i skakdagen. På landsplan deltager 31.000 elever
- Dagen arrangeres i samarbejde med Dansk Skoleskak, Spar Nord Fonden, Det Obelske Familiefond og en række lokale fonde.
Kontakt
Egedal Kommunes kommunikationsafdeling kan kontaktes gennem kommunens hovednummer på tlf. 7259 6000