Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Skoleindskrivning 2026: Nu skal dit barn skrives op

I dag er der åbnet for den digitale skoleindskrivning. Husk, at du skal registrere dit valg af skole, uanset om du vælger folkeskole i Egedal eller i en anden kommune eller privatskole. Sidste frist for indskrivning er den 24. november 2025

Der er undervisningspligt i Danmark, og derfor skal du - uanset om du vælger, at dit barn skal gå i folkeskole i Egedal, i en anden kommune eller privatskole - registrere dit valg i den digitale skoleindskrivning.

Mange forældre i Egedal Kommune vælger en af kommunens folkeskoler, og på nogle skoler kan der være rigtig mange ansøgere. Det er derfor vigtigt, at du kun søger en plads, du reelt ønsker at gøre brug af.

Hvilken skole hører jeg til?

Her på vores hjemmeside kan du indtaste din adresse og se, hvilket skoledistrikt du hører til.

Vær opmærksom på, at der er sket en ændring i skoledistrikterne i den nordlige del af Smørum. Der er derfor mulighed for, at din bopæl ligger i et andet skoledistrikt end tidligere.

Vilkår for skoleindskrivning

Dit barn er altid sikret en plads på en af skolerne i det skoledistrikt, du bor i. Hvis du ikke vælger en af skolerne i det skoledistrikt, hvor du bor, skal du registrere et 1. og 2. skoleønske. Foretager du ikke et 2. skoleønske, vil administrationen i kommunen træffe et valg for dig, hvis der ikke er plads på dit 1. skoleønske. Du skal også tage stilling til, om dit barn skal gå i SFO, når du laver indskrivningen. Vær også opmærksom på, at indmeldelse i en bestemt børnehave ikke automatisk sikrer plads på en bestemt skole.

Skoleindskrivningen er åben i perioden 3. til 24. november 2025

Det er muligt at skrive dit barn ind i skole fra i dag og frem til d. 24. november 2025. Du skal bruge dit MitID for at logge på.

Når du skal indskrive dit barn, oplistes der tre valgmuligheder:

  1. Distriksskolen - Vælg denne, hvis du vil indskrive dit barn på en skole, der hører til dit skoledistrikt.
  2. Anden folkeskole end distriktsskolen - Vælg denne, hvis du ønsker en folkeskole i et andet skoledistrikt i Egedal Kommune eller i en anden kommune. Du kan også vælge en skoleafdeling i dit eget skoledistrikt som 1. eller 2. prioritet.
  3. Privatskole - Vælg denne, hvis du vil indskrive dit barn på en privatskole.

Overvejer du en privatskole eller en skole udenfor Egedal Kommune?

Når du søger en privatskole eller en skole i en anden kommune, betragtes det som et fravalg af en folkeskole i Egedal Kommune. Får dit barn ikke plads på den ønskede skole, har dit barn stadig ret til en plads på folkeskolen i dit skoledistrikt i Egedal. Vær dog opmærksom på, at vi ikke kan garantere en bestemt skoleafdeling.

Sådan søger du skole uden for kommunen eller privatskole

  1. Du skal indskrive dit barn via Egedal Kommunes indskrivningssystem og markere, at du søger privatskole eller udenbys skole.
  2. Samtidig skal du indskrive dit barn direkte hos den ønskede skole – enten i en anden kommune eller på en privatskole.

Husk: Egedal Kommune sørger ikke for at melde dit barn til skolen uden for kommunen eller privatskole. Du skal derfor selv sørge for at kontakte den skole, du ønsker.

Hvad sker der, hvis dit barn får plads på privatskole eller en skole uden for Egedal?

Egedal Kommune indhenter information fra andre kommuner og privatskoler om børn fra Egedal Kommune, der er optaget hos dem. Hvis vi får at vide, at dit barn har fået plads på en privatskole eller en skole uden for kommunen – også selvom du ikke selv har givet os besked – vil vi derfor ikke længere tilbyde en plads på en folkeskole i Egedal.

På den måde sikrer vi, at der er plads til alle børn, som ønsker at gå på en folkeskole i Egedal.

På kommunens hjemmeside kan du læse mere om vilkår og konsekvenser, når du søger en udenbys skole eller privatskole.

Bor du på en anden adresse end din folkeregisteradresse?

Hvis vi under skoleindskrivningen bliver i tvivl om, hvorvidt en forælder eller et barn faktisk bor på den adresse, de er registreret på, vil vi undersøge det nærmere. Det kan for eksempel ske ved, at vi spørger ejeren eller lejeren af boligen, hvem der bor på adressen. Vi vil derfor bede ejeren eller lejeren om at skrive under på tro og love på, at forælderen eller barnet virkelig bor der, som oplyst.

Udmeldelse af børnehave

Går dit barn i dagtilbud i en anden kommune, er indmeldt i privat dagtilbud eller skal starte på en privatskole eller en skole udenfor Egedal Kommune, skal du selv sørge for udmeldelse i børnehaven. Udmeldelse skal ske via Den Digitale Pladsanvisning med mindst en måneds varsel til den 15. eller den sidste dag i en måned.

Overflytning til mini-SFO pr. 1. april

Går dit barn i offentligt dagtilbud i Egedal Kommune, sker automatisk overflytning fra børnehave til mini-SFO. Du skal derfor ikke lave en digital indmeldelse til mini-SFO.

Går dit barn i privat dagtilbud eller dagtilbud i en anden kommune, skal du selv tilmelde dit barn til mini-SFO via Den Digitale Pladsanvisning.

Hvornår får jeg besked om, hvilken skole mit barn skal begynde på?

Mandag den 12. januar 2026 får du besked fra skolen om, hvilken skoleafdeling og mini-SFO dit barn er indskrevet på.

Kontakt

Dagtilbud og skole

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Egedal Rådhus er åbent

Mandag - torsdag 8-19
Fredag 8-15

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier