---
title: "Sæt kryds i kalenderen: Kultur- og fritidsmessen vender tilbage den 12. september"
description: "Egedals store kultur- og fritidsmesse afholdes i år lørdag den 12. september 2026. Glæd dig til en dag fyldt med fællesskaber, aktiviteter, inspiration og frivilligt engagement, når foreninger fra hele kommunen samles på Egedal Rådhus."
date: "2026-06-17"
created: "2026-06-17"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Sæt kryds i kalenderen: Kultur- og fritidsmessen vender tilbage den 12. september](https://egedalkommune.dk/nyheder/saet-kryds-i-kalenderen-kultur-og-fritidsmessen-vender-tilbage-den-12-september)

# Sæt kryds i kalenderen: Kultur- og fritidsmessen vender tilbage den 12. september

Egedals store kultur- og fritidsmesse afholdes i år lørdag den 12. september 2026. Glæd dig til en dag fyldt med fællesskaber, aktiviteter, inspiration og frivilligt engagement, når foreninger fra hele kommunen samles på Egedal Rådhus.

Selvom der stadig er nogle måneder til, kan du allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen.

Lørdag den 12. september 2026 kl. 10-15 inviterer Egedal Kommune endnu en gang til kultur- og fritidsmessen ’Sammen om frivilligheden’ på Egedal Rådhus. Her får borgere i alle aldre mulighed for at opleve det mangfoldige foreningsliv, møde lokale ildsjæle og få inspiration til nye fritidsinteresser og fællesskaber.

Sidste års messe samlede omkring 50 foreninger og mere end 500 besøgende, og ambitionen er igen at skabe en festdag for både borgere, frivillige og foreninger.

## **Noget for alle interesser**

I 2026 deltager mere end 55 stadeholdere fra foreningsliv og lokale kultur- og fritidsinstitutioner, ligesom fire lokale madboder sælger mad og lokale musikere leverer underholdning på scenen.

Uanset om du leder efter en ny hobby, ønsker at blive frivillig eller blot er nysgerrig på de mange muligheder i Egedal, er kultur- og fritidsmessen en oplagt anledning til at gå på opdagelse.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod, glæder sig til dagen:

Kultur- og fritidsmessen er en fantastisk mulighed for at opleve Egedals rige foreningsliv. Messen er samtidig foreningernes mulighed for at vise alle i Egedal, hvad de laver. Jeg håber, at mange borgere vil kigge forbi og blive inspireret. Foreningslivet styrker fællesskabet, skaber sammenhæng og livskvalitet for mange borgere og er med til at gøre Egedal til noget særligt.

                Birgitte Neergaard-Kofod, borgmester

## **Vi hylder også dem, der gør en forskel**

Kultur- og fritidsmessen er ikke kun en dag med aktiviteter og oplevelser. Det er også dagen, hvor Egedal Kommune hylder de mange frivillige kræfter, som gør en forskel for andre.

Som en del af arrangementet uddeles kommunens frivilligpriser, hvor borgere får mulighed for at indstille både enkeltpersoner og foreninger, der har gjort en særlig indsats for fællesskabet.

I år bliver de unge frivillige også hyldet med den nye ungepris. Den nye pris gives til en person under 25 år, der går forrest og inspirerer andre gennem sit frivillige engagement.

Formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig, ser frem til at hylde modtagerne af priserne:

Kultur- og fritidsmessen er en fejring af Egedals stærke foreningsliv og det store frivillige engagement, der ligger bag. Det er en hyldest til de frivillige, der skaber aktiviteter, sammenhold og gør en forskel for andre og for fællesskabet i Egedal. Jeg glæder mig til at hylde dem med uddelingen af Ildsjæleprisen, Kulturprisen, Initiativprisen, Fællesskabsprisen og Ungeprisen.

                Allan Bøwig, formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget

Du kan stadig nå at nominere en frivillig, som du synes, gør et godt stykke arbejde. Det gør du via linket nedenfor.

Deadline for indstilling er den 24. august 2026.

                            [Læs mere og indstil kandidater til frivillighedspriserne](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/8866055a-ba5e-442e-b6a8-4dec76598348)

## Kontakt

### Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

### Ring til os

[7259 7656](tel:7259%207656)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/0d54c00a-ba00-4bb7-a687-4eecef23d413/)
