---
title: "Oldtidsdag og åbning af ny udstilling på Skenkelsø Mølle Museum"
description: "Hvordan har menneskets syn på naturen ændret sig fra istiden til i dag? Dét spørgsmål er omdrejningspunktet, når Skenkelsø Mølle Museum lørdag 2. maj kl. 10–14 inviterer til en dag med historie, aktiviteter og oplevelser for hele familien."
date: "2026-04-21"
created: "2026-04-21"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Oldtidsdag og åbning af ny udstilling på Skenkelsø Mølle Museum](https://egedalkommune.dk/nyheder/oldtidsdag-og-aabning-af-ny-udstilling-paa-skenkelsoe-moelle-museum)

# Oldtidsdag og åbning af ny udstilling på Skenkelsø Mølle Museum

Hvordan har menneskets syn på naturen ændret sig fra istiden til i dag? Dét spørgsmål er omdrejningspunktet, når Skenkelsø Mølle Museum lørdag 2. maj kl. 10–14 inviterer til en dag med historie, aktiviteter og oplevelser for hele familien.

Dagen markerer samtidig åbningen af den nye udstilling ”Naturen fortæller – fra istid til Egedal”, som gennem genstande og lokale spor giver indblik i, hvordan mennesker i området har forstået, brugt og levet med naturen gennem historien. Udstillingen kan opleves frem til den 31. oktober 2026.

## Prøv livet i oldtiden på egen krop

I forbindelse med åbningen afholdes der samtidig Oldtidsdag, hvor både børn og voksne kan prøve livet i fortiden på egen krop. Gæsterne kan blandt andet bage fladbrød over åben ild, smage byggrød med tranebær og opleve flintesmeden i arbejde. Der vil også være mulighed for at lave sit eget oldtidsinstrument, gå på “jagt” med spyd, forme smykker i bronze og tegne helleristninger.

Der er plads til både fordybelse, leg og nysgerrighed, og dagens aktiviteter giver mulighed for at komme helt tæt på oldtidens natursyn – et syn, der adskiller sig markant fra vores i dag, og som måske kan inspirere til nye perspektiver i dag.

## Oplev møllens faste udstillinger

Skenkelsø Mølle Museums faste udstillinger vil også være åbne, og hvis vinden tillader det, kan gæsterne opleve møllen i funktion. Derudover er det muligt at male mel eller havregryn og gå på opdagelse i den lokale landbrugshistorie.

Arrangementet er gratis og åbent for alle. Der vil være mulighed for at købe kaffe, te og kage på dagen.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/32eae8b7-4b41-45ac-677d-08dde06fea35?width=800)

## Oltidsdag

Dato: lørdag 2. maj 2026

Tid: kl. 10–14

Sted: Skenkelsø Mølle Museum, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke.

Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.

Oldtidsdagen markerer samtidig åbningen af den nye udstilling ”Naturen fortæller – fra istid til Egedal”, som kan opleves frem til den 31. oktober 2026.

## Kontakt

### Egedal Arkiver og Museum

Rådhustorvet 2

                                    3660

                                    Stenløse

arkiver-museum@egekom.dk

### Ring til os

[7259 7770](tel:7259%207770)
