---
title: "Nye skilte skal lokke flere ud i Naturpark Mølleåen"
description: "Naturpark Mølleåen bliver nu endnu mere synlig i landskabet. 13 nye skilte ved indfaldsvejene skal guide både lokale og besøgende ind i parken og inspirere til at gå på opdagelse i naturen."
date: "2025-03-14"
created: "2025-03-14"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Nye skilte skal lokke flere ud i Naturpark Mølleåen](https://egedalkommune.dk/nyheder/nye-skilte-skal-lokke-flere-ud-i-naturpark-moelleaaen)

# Nye skilte skal lokke flere ud i Naturpark Mølleåen

Naturpark Mølleåen bliver nu endnu mere synlig i landskabet. 13 nye skilte ved indfaldsvejene skal guide både lokale og besøgende ind i parken og inspirere til at gå på opdagelse i naturen.

## Festlig indvielse

Fredag den 14. marts blev skiltene officielt indviet på
Klokkekildevej i Slagslunde med deltagelse af politikere fra de fire
naturparkkommuner: Egedal, Frederikssund, Allerød og Furesø.

## **En vejviser til naturen**

Naturpark Mølleåen er ét af Hovedstadsområdets mest elskede naturområder, som benyttes af borgere fra hele regionen. Naturparken dækker den vestlige del af Mølleåen og strækker sig fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, fra Ganløse i syd til Lynge i nord.

Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen, glæder sig over, at
naturparken nu bliver nemmere at finde for både naturelskere og nysgerrige
forbipasserende:

Naturpark Mølleåen bliver mere synlig i landskabet, når vi opsætter 13 naturparkskilte ved indfaldsveje til naturparken. Og det vil forhåbentligt betyde, at endnu flere borgere og besøgende får kendskab til naturparken og kommer ud og oplever dens smukke natur og flotte landskaber.

                Vicky Holst Rasmussen, borgmester

Også
Bo Brøndum Pedersen, formand for Naturparkrådet, ser stor værdi i initiativet:

I Naturparkrådet er vi begejstrede for de nye naturparkskilte. Vi håber, at vi sammen med kommunerne kan gøre Naturparken større og bedre og få mere sammenhængende natur. Debatten om Ring 5 er desværre stadig relevant. Hvis Ring 5 bliver til noget, vil den skære sig midt igennem Naturpark Mølleåen. Jeg drømmer om, at Ring 5 bliver ændret til en biodiversitetskorridor.

                Bo Brøndum Pedersen, formand for Naturparkrådet

Også repræsentanter fra bl.a. Friluftsrådet, Danske
Naturparkers Nationalkomité og Naturstyrelsen deltog i markeringen.

Det er håbet, at de nye skilte vil friste endnu flere til at
trække i vandrestøvlerne, pakke termokanden og nyde den storslåede natur i
Naturpark Mølleåen.

## Om Naturpark Mølleåen

Naturpark Mølleåen er et unikt
istidslandskab, der er præget af storslåede tunneldale, søer og skove.
Naturparken rummer en række beskyttede naturtyper og er hjemsted for flere sjældne dyr og planter. Desuden er naturparken rig
på kulturhistoriske fortidsminder som gravhøje, stendysser og
Bastruptårnet, opført i 1100-tallet.

Mange lokale ildsjæle og
frivillige i Danmarks Naturfredningsforening og Naturpark Mølleåens Venner har
ydet et kæmpe arbejde for at realisere naturparken, der blev indviet i 2016 og benyttes
af borgere fra hele regionen. Naturparken strækker sig over et areal på næsten
50 km^2^og ind i fire kommuner; Egedal, Furesø, Allerød og
Frederikssund. Den rummer hele tre store søer (Farum Sø, Bastrup Sø og Buresø)
og ni større skove.

## **Yderligere information**

Jacob Nøhr Schubart, naturvejleder i Naturpark
Mølleåen

Tlf. 20 31 25 01

E-mail: jacob.schubart@egekom.dk
[Naturpark Mølleåens hjemmeside](https://npmaa.dk/ "Naturpark Mølleåens hjemmeside")

## Kontakt

### By, teknik og miljø

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.
