---
title: "Nye regler for asbestarbejde"
description: "Fra 1. januar 2025 indføres der nye regler for asbestarbejde. Reglerne betyder, at private ikke selv må nedrive asbest. Det har alle husejere i Egedal med asbest i taget i denne uge fået brev om i e-boks."
date: "2024-12-09"
created: "2024-12-09"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Nye regler for asbestarbejde](https://egedalkommune.dk/nyheder/nye-regler-for-asbestarbejde)

# Nye regler for asbestarbejde

Fra 1. januar 2025 indføres der nye regler for asbestarbejde. Reglerne betyder, at private ikke selv må nedrive asbest. Det har alle husejere i Egedal med asbest i taget fået brev om i e-boks.

## Nye regler skal beskytte miljøet og borgernes sundhed

De nye regler træder i
kraft for at beskytte miljøet og sundheden for borgerne og indebærer, at privatpersoner fra 1. januar 2025 ikke selv må nedrive
asbest, medmindre der er tale om kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre
karakter, fx nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader.

Det
er dog Arbejdstilsynets klare anbefaling, at private altid får hjælp fra
professionelle firmaer til at fjerne asbest, da det kræver specialiseret viden
at gøre det på en forsvarlig og sikker måde.
De
nye regler skal sikre, at det sundhedsfarlige asbestmateriale håndteres korrekt
og forsvarligt. Overtrædelse
af reglerne kan medføre bødestraf.

### Anbefaling: Lad være at fremskynde nedtagningen af asbesttage

Det
er vigtigt at understrege, at reglerne ikke skal føre til, at borgerne
fremskynder nedtagningen af asbesttage. En forsvarlig udskiftning kræver
planlægning og skal udføres under kontrollerede forhold.

Når du
udskifter et helt asbesttag, har du pligt til at anmelde asbestaffaldet til
kommunen og opdatere oplysningerne i BBR (Bygnings- og Boligregistret). Dette
er afgørende for en korrekt registrering af ejendommen og bortskaffelse af
affaldet. Med MitID kan du anmelde affaldet på [Bygningsaffald.](https://www.bygningsaffald.dk/Default.aspx?ReturnUrl=%2f "Bygningsaffald.")

Det er fortsat fuldt
lovligt at have tagplader med indhold af asbest. Der er således ikke pligt til
at udskifte taget, selvom det indeholder asbest. Så længe pladerne er intakte,
frigives der ikke asbestfibre. Holdbarheden af eternitpladerne er dog ikke ubegrænset.
Jo ældre taget er, jo større er risikoen for, at der opstår brud i pladerne, så
der frigives asbestfibre til miljøet.

[Spørgsmål vedr. asbestaffald: bygningsaffald@egekom.dk](mailto:bygningsaffald@egekom.dk)

                            [Spørgsmål vedr. registreringen af din bolig i BBR: bbr@egekom.dk](mailto:bbr@egekom.dk)

## Fakta om asbest

- Asbest er et naturligt forekommende mineral, som tidligere var meget
     anvendt i især byggematerialer og til isolering. Asbeststøv er
     sundhedsskadeligt og årsag til kræft i blandt andet lungehinder, lunger og
     strube.
- Selvom asbest ikke er lovligt at anvende i dag, findes det stadig i
     store mængder i de danske husstande. Er din bolig bygget før 1990, kan der
     gemme sig asbest på badeværelset, i bløde loftsplader og i tagpladerne.
     Indendørs asbestarbejde skal både i dag og fra 1. januar 2025 udføres af
     en håndværker, der er uddannet i at fjerne asbest.
- Asbesten er ikke farlig, så længe den er indkapslet. Men begynder du
     at renovere dit hus, er der stor risiko for, at asbesten bliver frigivet.
     Der skal kun indåndes en smule asbeststøv for på sigt at skade organerne.
     Har man været udsat for asbest, bliver man ofte først ramt af kræft mange
     år senere.

## Kontakt

### By, teknik og miljø

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.
