Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nu starter budgetforhandlingerne i Egedal Kommune

De fleste kommuner begynder i disse dage forhandlinger om det kommende års budget. Også i Egedal sendes materialet til byrådets forhandling om budgettet for 2026 nu i offentlig høring, så borgerne kan komme med forslag og bemærkninger.

Budgettet er den overordnede ramme for kommunens økonomi det kommende år. Det er i forbindelse med budgettet, at partier og lister i byrådet afklarer de vigtigste politiske prioriteringer for årene fremover. Som forberedelse til forhandlingerne har administrationen i kommunen fremlagt et administrativt budgetforslag og nogle forslag til økonomiske omprioriteringer.

Kommunaldirektør i Egedal Kommune, Jonatan Schloss, forklarer: ”Administrationen har fremlagt et administrativt budgetforslag, hvor vi har tilpasset budgettet, som vi kender det, ift. fx flere børn og ældre. Budgetforslaget bygger således på et uændret serviceniveau. Vi har herudover lavet et katalog af forslag til besparelser, som byrådet kan vælge til eller fra, hvis de vil prioritere andre indsatser.”

Også i år har Egedal Kommune i modsætning til mange andre kommuner en fornuftig økonomi. Der er derfor ikke behov for store besparelser, men der kan i stedet laves mindre udvidelser på prioriterede områder. Det hører dog med til billedet, at udsigterne for de kommende år er knap så gunstige, da bl.a. en række store reformer på beskæftigelses- og sundhedsområdet forventes at komme til at presse kommunens økonomi.

”Egedal Kommune har fortsat en sund økonomi. Vi er ikke tvunget til at spare eller reducere i service til borgerne. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og vi er nødt til at være ansvarlige for også i de kommende år at have en økonomi i balance. Når vi tager stilling til de forslag, som administrationen har fremlagt, er det fordi, vi vil have mulighed for at prioritere politisk. Hvis vi skal vælge nye ting til, skal vi også se på, om andet skal vælges fra”, siger borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S).

Som borger har man mulighed for at bidrage til processen og komme med forslag til budgettet. Derfor afholdes tirsdag den 9. september kl. 19:00-20:30 borgermøde om budgettet i byrådssalen på Egedal Rådhus. Her kan man høre mere om budgettet og komme med forslag. Man kan også indsende høringssvar skriftligt til Egedal Kommune. Og borgernes input har stor betydning:

Sidste år fik vi mere end 60 svar i høringsperioden. Det viser, at Egedals borgere er meget engagerede i deres kommune og deres hverdag. Høringssvarene er et vigtigt bidrag til de videre budgetforhandlinger, og er med til at give en god og oplyst debat”, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen (S).

Fredag den 29. august afholdt byrådet budgetseminar. Her blev de overordnede rammer for processen for de kommende forhandlinger aftalt. Det er forventningen, at byrådet bliver enige om en budgetaftale i løbet af september.

Budgetmaterialet, inkl. kataloget over forslag til ændringer, kan læses her: https://egedalkommune.dk/om-kommunen/oekonomi/budgetforslag-2026-2029

Administrationen har fremlagt et administrativt budgetforslag, hvor vi har tilpasset budgettet, som vi kender det, ift. fx flere børn og ældre. Budgetforslaget bygger således på et uændret serviceniveau. Vi har herudover lavet et katalog af forslag til besparelser, som byrådet kan vælge til eller fra, hvis de vil prioritere andre indsatser.

Jonatan Schloss, kommunaldirektør

Egedal Kommune har fortsat en sund økonomi. Vi er ikke tvunget til at spare eller reducere i service til borgerne. Træerne vokser dog ikke ind i himlen, og vi er nødt til at være ansvarlige for også i de kommende år at have en økonomi i balance. Når vi tager stilling til de forslag, som administrationen har fremlagt, er det fordi, vi vil have mulighed for at prioritere politisk. Hvis vi skal vælge nye ting til, skal vi også se på, om andet skal vælges fra

Vicky Holst Rasmussen, borgmester

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Egedal Rådhus er åbent

Mandag - torsdag 8-19
Fredag 8-15

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Mandag 8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Mandag - Torsdag 8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier