---
title: "Nu kan du bidrage til ny kampagne: Lad os stå sammen om at handle lokalt"
description: "Hvordan får vi endnu flere til at vælge de lokale virksomheder, når de skal købe en vare, finde en håndværker eller benytte en lokal service?"
date: "2026-09-18"
created: "2026-09-18"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Nu kan du bidrage til ny kampagne: Lad os stå sammen om at handle lokalt](https://egedalkommune.dk/nyheder/nu-kan-du-bidrage-til-ny-kampagne-lad-os-staa-sammen-om-at-handle-lokalt)

# Nu kan du bidrage til ny kampagne: Lad os stå sammen om at handle lokalt

Hvordan får vi endnu flere til at vælge de lokale virksomheder, når de skal købe en vare, finde en håndværker eller benytte en lokal service? Vi søger et slogan til en ny "Handl lokalt"-kampagne, der skal sætte ord og billeder på værdien af at handle lokalt. Derfor udskriver vi en konkurrence, hvor du kan være med til at sætte dit præg på kampagnen.

## **Vind 3.000 kr. til en lokal virksomhed**

Har du en god idé til et slogan, der kan inspirere flere til at handle lokalt? Så send dit forslag til os.

Det slogan, der bliver udvalgt som vinder, belønnes med et gavekort på 3.000 kr., som kan bruges hos en lokal virksomhed efter eget valg i Egedal Kommune.

 Har du samtidig en idé til et logo, der passer til sloganet, er du også velkommen til at sende det med. Det er dog ikke et krav for at deltage.

[Send dit forslag på mail til erhverv@egekom.dk.](mailto:erhverv@egekom.dk)

## **Derfor betyder det noget at handle lokalt**

Når vi vælger at handle lokalt, gør vi mere end blot at købe en vare eller en ydelse. Vi er med til at skabe liv i vores byer, understøtte lokale arbejdspladser og styrke de virksomheder, der hver dag er med til at gøre Egedal til et godt sted at bo og drive virksomhed.

Egedal Kommune har omkring 2000 virksomheder. Her finder du alt fra specialbutikker, gårdbutikker og restauranter til håndværkere, frisører, kulturtilbud og kreative iværksættere. Mange af de ting, vi har brug for i hverdagen, kan vi faktisk finde lige her i kommunen.

Når vi handler lokalt, investerer vi samtidig i vores eget lokalområde. Vi er med til at skabe aktivitet i handelsgaderne, udvikling i erhvervslivet og et stærkt lokalsamfund. Samtidig kan lokale indkøb ofte betyde kortere transport og dermed et mindre klimaaftryk.

## **Alle kan deltage**

Konkurrencen er åben for alle, og vi håber at modtage forslag fra både børn, unge og voksne. De bedste idéer kan komme fra alle, og vi glæder os til at se de mange kreative bud.

## **Sådan deltager du**

Send dit forslag på mail til [**erhverv@egekom.dk**](mailto:erhverv@egekom.dk).

## **Deadline**

Fristen for at deltage er **18. oktober 2026**.

Vinderen modtager et gavekort på 3.000 kr., som kan bruges hos lokale virksomheder i Egedal Kommune. Vinderen får direkte besked og offentliggøres på kommunens hjemmeside og Facebook.

Det vindende slogan udvælges af en bedømmelseskomité.

### **Deltagelsesbetingelser**

 Ansatte i Egedal Kommune, som har været involveret i planlægning, gennemførelse eller bedømmelse af konkurrencen, kan ikke deltage. Øvrige ansatte kan deltage på lige vilkår med alle andre deltagere.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/b7c57bd8-107b-4d46-9819-b14e0eb156ef?width=800)

## Kontakt

### Erhvervsteamet

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

Erhverv@egekom.dk

### Ring til os

72597207

### Bemærk

                            På dette nummer træffes Thomas Birger Hansen. Hvis han ikke når telefonen, kan du lægge en besked. Så vender han tilbage hurtigst muligt.
