Naturfagsmaraton - en fest for fællesskab, sammenhold og gode idéer
Naturfagsmaraton er et kreativt og innovativt undervisningsforløb for elever i 5. og 6. klasse, med spændende opgaver og en sjov, lokal konkurrencedag. Det giver elever og lærere mulighed for erfaring med undersøgende og praktisk undervisning på tværs af matematik, håndværk, design og natur/teknologi. Naturfagsmaraton er med til at øge elevernes interesse og motivation for de naturvidenskabelige fag.
Tirsdag den 21. april gik Naturfagsmaraton i gang i Ølstykke Hallen. Dagen startede ud med en tale fra Egedals borgmester, Vicky Holst Rasmussen. Så tog værterne over med stor entusiasme og fik gang i de morgentrætte elever. Herefter gik eleverne ellers i gang med at vise deres mange kreative og innovative projekter frem for dommerne.
Eleverne kom både til lands, til vands og i luften, da de skulle løse højaktuelle emner i årets seks opgaver i Naturfagsmaraton. Emnerne omhandlede upcycling, klimasikring, energi og isolering, naturen omkring os samt plastik i verdenshavene. I løbet af dagen fik eleverne også mulighed for at lave ekstra opgaver og dermed samle ekstra point.
Eleverne havde selv forberedt projekter hjemmefra. Herefter sad dommerpanelet, bestående af elever fra 1. år på Egedal Gymnasium, klar til at bedømme deres projekter. En af de opgaver, eleverne havde fået stillet, var at de skulle bruge upcycle-materialer, der ikke skulle bruges mere, til at udforme et produkt. Et hold af elever havde været kreative i deres brug af upcycle-materialer og lavet tasker af upcycle-plastik, som var blevet malet i flotte farver. Et andet hold havde valgt at udforme potteskjulere af materialet.
Til sidst på dagen blev der kåret en vinder for hvert af de emner, eleverne havde løst opgaver ud fra.
Konkurrencen fortsætter onsdag d. 22. april, hvor nye hold af elever skal igennem de samme opgaver som dagen før. Denne gang afholdes konkurrencen i Smørum Kultur- og idrætscenter.
Borgmester Vicky Holst Rasmussen åbner dette års naturfagsmaraton
Kontakt
Pressekontakt
Pressekonsulent
Christian Frederik Mortensen
E-mail: Christian.Mortensen@egekom.dk
Tlf: 7259 6442
HR- og kommunikationschef
Henrik Skovdal
E-mail: Henrik.Skovdal@egekom.dk
Tlf: 2016 6977