Lokale virksomheder viser vejen for de unge
Egedal Kommune samarbejder med det lokale erhvervsliv for at vække unges interesse for håndværks- og naturvidenskabelige fag, hjælpe dem med uddannelsesvalg og tiltrække lærlinge. Flere virksomheder opfordres til at deltage.
Sammen med det lokale erhvervsliv vil Egedal Kommune øge interessen for de håndværksmæssige og naturvidenskabelige fag blandt de unge i Egedal. Det skal være med til at hjælpe de unge med at vælge uddannelsesvej efter folkeskolen, og virksomhederne får mulighed for at lokke flere lærlinge til og derved sikre kvalificeret arbejdskraft til fremtiden.
Det sker blandt andet gennem forløbet ‘Kloge hænder’, som introducerer eleverne for forskellige rollemodeller fra lokale arbejdspladser. Arbejdet er i fuld gang, men vi vil gerne have flere virksomheder med.
Stor spørgelyst til de grønne gartnere
Syvende klasse fra Balsmoseskolen i Smørum viste for nylig deres interesse med stor spørgelyst for erhvervsuddannelserne og det praktiske arbejde, da den lokale Ølstykke-virksomhed De Grønne Smølfer lagde vejen forbi skolen.
Direktør Henrik Pedersen fra De Grønne Smølfer var på besøg sammen med sin lærling Andreas, for at fortælle om mulighederne som anlægsgartner og samtidig lave praktisk arbejde med at plante både en hindbær- og brombærbusk.
Eleverne havde virkelig forberedt sig og havde mange gode spørgsmål til Henrik og Andreas. Eleverne spurgte bl.a. ind til hvordan De Grønne Smølfer undgik brugen af giftige kemikalier, hvor mange træer virksomheden plantede hvert år, og hvilke lønforhold der kunne forventes – både under uddannelse og som færdiguddannet. Disse spørgsmål afspejlede ikke kun en interesse i virksomhedens drift, men også en dybere forståelse for bæredygtighed, samfundsansvar og personlig økonomi.
Jeg er altid glad, når jeg møder interesserede unge, som har sat sig ind i tingene på forhånd og viser en iver for at spørge løs, når vi kommer på besøg. På Balsmoseskolen var de hverken sky for at spørge eller få hænderne beskidte.
Direktør Henrik Pedersen fra De Grønne SmølferOverraskende mange fagligheder i golfklubben
8. klasserne fra Boesagerskolen i Smørum fik for nylig en større forståelse for, hvor mange forskellige fagligheder og jobfunktioner, der egentlig kan være i en virksomhed. Her besøgte de nemlig Smørum Golfklub, som har en bred vifte af forskellige typer medarbejdere herunder trænere, greenkeepere, butiksansatte, restaurationspersonale samt ansvaret for markedsføring og afvikling af internationale golfturneringer.
Smørum Golfklub arbejder målrettet på at være skånsom overfor naturen, om biodiversitet og den grønne omstilling – emner som eleverne viste stor interesse i.
Direktør Keld Østergaard Christensen fra Smørum Golfklub fortalte, at det er afgørende, at banerne er i topstand for at kunne tiltrække og fastholde de bedste spillere fra hele verden. Hele arbejdet med at tilbyde de bedste golffaciliteter kræver omhyggelig styring og planlægning, og derfor er alle jobfunktionerne i golfklubben vigtige.
En erhvervsuddannelse åbner mange døre
Begge virksomheder var imponerede over elevernes forberedelse, engagement og indsigt. Begge fremhævede de vigtigheden af erhvervsuddannelser som et springbræt til en mangfoldighed af karriereveje. En erhvervsuddannelse åbner døren til en verden af muligheder, hvor man kan starte som elev, opbygge færdigheder og erfaring, og senere vælge at videreuddanne sig inden for sit felt.
Samarbejde mellem skoler og virksomheder gavner alle parter
Samarbejdet mellem skoler og virksomheder som det De Grønne Smølfer, Smørum Golfklub og flere andre virksomheder indgår i, danner et forum, hvor alle parter kan høste fordele af hinandens viden og erfaringer. Lærerne får adgang til praksisnært undervisningsmateriale. Eleverne engagerer sig i virkelighedsnære opgaver og ser den mangfoldighed af karriereveje, der er tilgængelige inden for teknologi, naturvidenskab og erhvervslivet generelt. Virksomhederne får mulighed for at profilere deres virksomhed og fag over for unge talenter, samtidig med at de investerer i fremtidens arbejdskraft.
Jeg håber i sidste ende, at vi bl.a. kan være med til at give flere børn og unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse inden for det teknologi og naturfag.
Direktør Keld Østergaard Christensen fra Smørum GolfklubDeltagende virksomheder i Kloge hænder-forløbet:
- Citroen Stenløse
- De Grønne Smølfer
- Restaurant Kongemosen
- Smørum Golfklub
- Sternberg
- Sørisgaard
- TVH biler
- Skal din virksomhed ikke også være på denne liste?
Kontakt
Ring til os
Erhvervspartner Thomas B. Hansen Tlf.: 7259 7207
Erhvervspartner Jon Bjergfelt Tlf.: 7259 6259