---
title: "Lokale virksomheder og Egedal Kommune i tæt dialog om juniormesterlære"
description: "Tirsdag den 25. marts samledes Egedal Erhvervsforum for at styrke samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet. Et af de centrale emner var den nye juniormesterlæreordning."
date: "2025-04-03"
created: "2025-04-03"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Lokale virksomheder og Egedal Kommune i tæt dialog om juniormesterlære](https://egedalkommune.dk/nyheder/lokale-virksomheder-og-egedal-kommune-i-taet-dialog-om-juniormesterlaere)

# Lokale virksomheder og Egedal Kommune i tæt dialog om juniormesterlære

Tirsdag den 25. marts samledes Egedal Erhvervsforum for at styrke samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet. Et af de centrale emner var den nye juniormesterlæreordning.

## Meningsfuldt samarbejde

Der er mange fordele i et tæt samarbejde mellem de lokale
virksomheder i Egedal og kommunens skoler og uddannelsesinstitutioner. Et
væsentligt tiltag er juniormesterlæreordningen, der var hovedtemaet på mødet.

Her bidrog repræsentanter fra det lokale erhvervsliv med
værdifulde perspektiver på, hvordan juniormesterlæreordningen bedst kan rulles
ud i kommunen, og hvordan man kan sikre lokal opbakning og engagement, når
ordningen træder i kraft til august.

## **Nytænkning i stor skala**

Borgmester Vicky Holst Rasmussen glæder sig over det store engagement:

 *"Jeg er rigtig glad for at se erhvervslivets engagement i skole-virksomhedssamarbejdet i Egedal og for, at repræsentanterne i Erhvervsforum tager sig tid til at dele deres erfaringer og bidrage med input til udviklingen af juniormesterlæreordningen i Egedal Kommune”*, siger hun og fortsætter:

Juniormesterlæreordningen er nytænkning i stor skala og vil give de unge en anerkendt og solid praktisk vej ind i erhvervsuddannelserne og videre på arbejdsmarkedet – samtidig med, at den forhåbentlig kan bidrage til bedre trivsel.

                Vicky Holst Rasmussen, borgmester

Rie
Skovgaard, der er formand for Egedal Erhverv samt medejer af MB Fundament ApS
og Forlaget Aksel, glæder sig også over det givende samarbejde mellem
erhvervslivet og de unge:

*”I erhvervslivet er vi glade for at bidrage til at bane vejen for fremtidens unge og motivere dem til at udforske de spændende udviklingsmuligheder, som Egedals virksomheder tilbyder."*

Hun håber, at mange af de lokale virksomheder vil tilslutte sig
juniormesterlæreordningen:

I forhold til juniormesterlæreordningen vil vi fra Erhvervsforum gerne opfordre Egedals virksomheder til at undersøge mulighederne og overveje at tilmelde sig. På den måde kan de være med til at skabe flere dygtige unge talenter i Egedals erhvervsliv. Kvalificeret arbejdskraft er en mangelvare i Egedal, og både virksomhederne og samfundet har brug for flere faglærte.

                Rie Skovgaard, formand for Egedal Erhverv

## **Åben Skole**

Erhvervsforum slog på mødet også et slag for Åben Skole-initiativet, hvor
skolerne åbner sig mod det omgivende samfund og gør undervisningen mere
praksisnær. Det er et af Egedal Kommunes initiativer, der er med til at styrke
samarbejdet mellem skoler og virksomheder. Deltagende virksomheder kan modtage
tilskud.

Kommunen afsætter årligt 100.000 kr. til forløb, der bl.a.
involverer mindre virksomheder. Tilskuddet kan dække kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste og materialeomkostninger.

## **EXP-uddannelsen til Stenløse?**

Endelig blev der lejlighed til at drøfte muligheden for en kommende
EXP-uddannelse, da Egedal Gymnasium og HF er blandt kandidaterne til at
tiltrække uddannelsen til gymnasiet i Stenløse. EXP-uddannelsen er en mere
praksisnær og erhvervsrettet uddannelse for unge, der vil supplere gymnasiet og
være perfekt placeret i Egedal. Blandt erhvervsrepræsentanter og politikere i
Egedal Erhvervsforum var der fuld opbakning til Egedal Gymnasium og HF med
dette arbejde.

## Yderligere information

- [Læs mere om Egedal Erhvervsforum](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/002122b3-0f05-4b65-9bd9-bae14acef996 "Læs mere om Egedal Erhvervsforum")
- [Læs mere om juniormesterlæreordningen](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/a8ff7e97-3f9f-4d28-b5c0-ea2c8d8b9369 "Læs mere om juniormesterlæreordningen")

## Spørgsmål?

Kontakt erhvervspartner Thomas Birger
Hansen på

E-mail: thomas.b.hansen@egekom.dk
mailto:%20Thomas.B.Hansen@egekom.dk%0dTlf. 7259 7207

## Kontakt

### Erhvervsteamet

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

Erhverv@egekom.dk

### Ring til os

72597207

### Bemærk

                            På dette nummer træffes Thomas Birger Hansen. Hvis han ikke når telefonen, kan du lægge en besked. Så vender han tilbage hurtigst muligt.
