Kunne ikke få billetter til Royal Run: Botilbud arrangerer stor, fælles gåtur for alle
Da billetterne til Royal Run glippede, tog beboerne på Skelhøj og Søvænge sagen i egen hånd. Nu inviterer de hele Egedal med på deres egen festlige gåtur den 24. august ved Ølstykke Fritidsområde. Det er gratis at være med – og der er både medaljer, T-shirts og pølser til alle deltagere.
Tilmelding
Et af årets højdepunkter
Beboerne fra Egedal Kommunes botilbud Skelhøj og Søvænge deltog ved Royal Run i København i både 2023 og 2024. Det har været et stort ønske fra beboerne og et af årets absolutte højdepunkter, ikke mindst fordi de her kunne deltage i et arrangement på lige vilkår med alle andre – uafhængigt af handicap.
Skuffelsen var derfor stor, da det – trods flere timers kø i billetsalget – ikke lykkedes at få billetter til dette års Royal Run. Alle billetter til ”gå-ruten” var udsolgt, da de nåede igennem.
Det var ikke nogen sjov opgave at skulle fortælle det til beboerne, fortæller Emilie
Jensen, der er socialpædagog og faglig koordinator på Skelhøj:
Det krævede et langt tilløb at overbringe den nedslående besked til beboerne om, at vi ikke kommer til Royal Run i 2025. Men det gav anledning til at overveje, hvordan vi kunne skabe en lignende oplevelse. Vi gik derfor i dialog med brugerrådene, som består af beboere fra bostederne. Det er deres idé og ønske at være arrangører for en begivenhed, der inkluderer alle – ikke kun mennesker med handicap.
Emilie Jensen, socialpædagog og faglig koordinator på Skelhøj![]()
På billedet ses forrest fra venstre: Leif Graversen og Mie Søsted, begge medlemmer af Skelhøjs Brugerråd.
Bagerst fra venstre: Emilie From Jensen, faglig koordinator på Skelhøj, og Tina Nielsen, botilbudsleder Skelhøj og Søvænge.
Ligeværdig del af fællesskab
Beboernes ønske er, at gåturen bliver et ligeværdigt fællesskab for alle borgere i kommunen, hvor den enkelte uanset alder, baggrund, funktionsnedsættelse eller andre særlige behov, kan deltage og bidrage på eget niveau og samtidig få oplevelsen af at være en del af et større fællesskab.
Emilie Jensen tilføjer:
”Der er stor entusiasme blandt
beboerne om, at de nu får samme rolle som de kongelige, da de er arrangører af
begivenheden. Vi håber, at f.eks. børnefamilier med barnevogne, plejehjem,
daginstitutioner, skoler og foreninger vil være med.”
Imponeret borgmester
Det er borgmester Vicky Holst Rasmussen, som byder velkommen og sætter gåturen i gang. Hun er imponeret over beboernes store engagement og de fine tanker bag initiativet, som er til glæde for alle Egedals borgere:
Jeg er så stolt af både beboere og medarbejdere, som skaber en fantastisk begivenhed, hvor alle kan være med på deres egne præmisser. Jeg håber, at rigtig mange vil deltage og være med til at skabe en fantastisk dag i fællesskab.
Vicky Holst Rasmussen, borgmesterGå for fællesskabet
Gå-eventen, der har fået navnet "Gå for fællesskabet", starter kl.11.00 fra pladsen foran Ølstykke-Hallen, og så går man en 1,5 km tur rundt i den smukke natur ved Ølstykke Fritidsområde. Der er en gratis T-shirt til alle deltagere, som uddeles ved ankomst til hallen. Efter gåturen er der også en medalje og en gratis pølse eller hotdog.
Lev Egedal har støttet arrangementet med 25.000 kr.
Af hensyn til bestilling af T-shirts, medaljer og pølser, skal man tilmelde sig på forhånd her.
Fakta: Om Skelhøj og Søvænge
Botilbuddene Skelhøj, beliggende i Veksø, og Søvænge, beliggende i Ølstykke, er Egedal Kommunes to botilbud til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsniveau.
Læs mere om Egedal Kommunes Botilbud til personer med handicap.