Julehygge på Egedals plejehjem
Julen er hjerternes fest – også på plejehjemmene i Egedal Kommune. Her fejres julen blandt andet med besøg af børnehaver og skoler til pandekager, teater og Luciaoptog.
Mødet mellem de yngste og de ældste borgere i Egedal er til inspiration og glæde for begge parter – også når aldersforskellen i nogle tilfælde er mere end 90 år. Julen er en særlig højtid, og derfor er der planlagt ekstra aktiviteter med generationsmøder på alle plejehjem.
Juleteater og pandekager på Damgårdsparken
Den 8. december mødes beboere på Damgårdsparken og børn fra børnehuset Boelholm til juleteater. Efterfølgende vil de sammen nyde en lun pandekage fra en pandekagevogn. Teatret fremføres af Signe Gravlund Thomsen, som vil forbinde generationerne i sang, dans, leg og fortælling.
Luciaoptog på Egeparken og Hyrdevænget
Den 12. december går børn fra Børnehaven Bækkegården Luciaoptog på alle etagerne på Egeparken. Bagefter spiser børn og beboere pandekager sammen.
Den 15. december går elever fra Privatskolen Luciaoptog igennem Hyrdevænget og synger for beboerne i de enkelte dagligstuer. Sammen med personalet har beboerne dækket fine juleborde og hygger med julelækkerier undervejs.
Julepynt og julemusik på Porsebakken
Porsebakken og Boesagerskolen har i forvejen et stærkt bånd. Her kommer elever fra 4. en klasse og laver julepynt med beboerne. Sammen med frivillige hjælpere fra lokalsamfundet pynter børn og beboere vinduespartiet i fællessalen og spiser julefrokost sammen. Pynten er en del af den lokale tradition i Ledøje med åbning af julekalenderlåger.
Samme 4. klasse har vundet 5000 kr. i forbindelse med ”Demokratisk medborgerskabsdag” på Boesagerskolen med et forslag om at skabe julehygge på Porsebakken. Derfor har eleverne besluttet at købe julegaver til beboerne, som de deler ud den 2. december.
Den 10. december kl. 17:00 er lokalsamfundet inviteret til kalenderåbning på Porsebakken, hvor der vil være live-julemusik og julegodter til de besøgende. Her kan man se det vinduesparti, som beboere og elever har pyntet.
Sammen om livsglæde og nærvær
Mødet mellem generationerne er et led i et styrket samarbejde mellem plejecentre og civilsamfund for at øge livsglæde, nærvær, selvbestemmelse og valgfrihed blandt beboerne på kommunens fire plejehjem.
I Egedal Kommunes budget for 2025 er der sat 5,1 mio. kr. af til ældreplejen. Af dem er 0,8 mio. kr. sat af til aktiviteter på plejehjemmene i samarbejde med civilsamfundet, så de plejehjemmene kan lave aktiviteter, bl.a. i samarbejde med de lokale skoler og børnehuse.
Egedal Kommune fik ved udgangen af 2024 desuden 2,5 mio. kr., fordelt over tre år fra Social- og Boligstyrelsens pulje ”Plejehjem med livsglæde og nærvær” - se: Stor donation til plejehjem i Egedal. Også disse penge skal gå til at styrke livsglæden for de ældre gennem samarbejde mellem plejecentre, hjemmeboende ældre og lokalsamfundet.
Kontakt
Sundhed og omsorg
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke