---
title: "Inspirationstur giver borgersamling nye indsigter om klimatilpasning"
description: "Borgersamlingen om klimatilpasning af Ølstykke og Stenløse kommer længere og længere ind i arbejdet. Lørdag den 8. marts blev anden samling afholdt. Deltagerne var bl.a. på ekskursion for at få inspiration til mulige løsninger."
date: "2025-03-14"
created: "2025-03-13"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Inspirationstur giver borgersamling nye indsigter om klimatilpasning](https://egedalkommune.dk/nyheder/inspirationstur-giver-borgersamling-nye-indsigter-om-klimatilpasning)

# Inspirationstur giver borgersamling nye indsigter om klimatilpasning

Borgersamlingen om klimatilpasning af Ølstykke og Stenløse kommer længere og længere ind i arbejdet. Lørdag den 8. marts blev anden samling afholdt. Deltagerne var bl.a. på ekskursion for at få inspiration til mulige løsninger.

## Faglig indsigt og gennemgang af scenarier

Dagen startede med, at medlemmerne af borgersamlingen dykkede
ned i konkret viden fra forskning om klimatilpasning, byer og landskaber,
håndtering af regnvand og kommunale processer og diskuterede, hvad det er
vigtigt at arbejde videre med.

Novafos, som er spildevandsselskab for bl.a. Egedal
Kommune, og konsulentvirksomheden Rambøll præsenterede to scenarier for,
hvordan man kan håndtere regnvandet. Scenarierne er er udarbejdet på baggrund
af viden om Ølstykke og Stenløse og analyser af det eksisterende afløbssystem. Formålet
er at undersøge en bred vifte af muligheder for klimatilpasning af
afløbssystemet og forbedring af vandmiljøet.

Medlemmerne vurderede fordele og ulemper ved scenarierne,
som er en del af det faglige grundlag, når borgersamlingen skal rådgive byrådet
i Egedal Kommune om klimatilpasningen af Ølstykke og Stenløse.

## Inspiration fra udstilling om vand

Senere på dagen gik turen med bus til Dansk Arkitektur
Center, hvor deltagerne så udstillingen *”Vandet kommer”*. Udstillingen handler
om forholdet mellem vand, mennesker og natur i en verden, hvor stigende
havniveauer og hyppigere skybrud kræver radikale ændringer af byernes design. Udstillingen
peger på såvel risici som håb og muligheder.

 Guiderne på turen og i udstillingen var to af
ekspertgruppens medlemmer, formand for ekspertgruppen og direktør i Dansk
Byplanlaboratorium Tina Saaby og Lars Jørgensen, seniorkonsulent i Dansk
Teknologisk Institut.

## Løsninger i praksis - besøg i Bagsværd

På vej mod København gjorde medlemmerne holdt i Bagsværd
for at se et boligkvarter, hvor almindelige villaveje rummer forskellige
muligheder for at håndtere regnvandet i vejbede, parkeringspladser og en lille
boldbane. Turen gik ad Søborg Hovedgade, som er indrettet til at håndtere regn
og samtidig løser andre udfordringer, f.eks. få folk til at gå og cykle mere
samt styrke butikslivet.

Medlemmerne observerede, hvad der gjorde kvarterets udtryk særligt.
Projektet i Bagsværd mødte modstand dengang, da forandringerne blev planlagt. I
dag er der stor tilfredshed, og man er lykkedes med de udfordringer, der skulle
løses.

## Borgerinddragelse skaber værdi

Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S),
glæder sig over borgersamlingen:

Det er enormt inspirerende at følge borgersamlingens arbejde. Det er dejligt, at deltagerne får nye perspektiver på klimatilpasningen, som har betydning for alle borgere i Egedal. Samtidig kan borgersamlingen blive model for fremtidig borgerinddragelse.

                Vicky Holst Rasmussen, borgmester

## Om Borgersamlingen

36 borgere er udvalgt til Egedal Kommunes første borgersamling, som skal hjælpe politikerne med at tage stilling til klimatilpasningen af Ølstykke-Stenløse.

Følg med i borgersamlingen og find materialer på https://egedal-borgersamling.dk/

## Kontakt

### By, teknik og miljø

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

[Skriv til os via digital post (virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/526ed0e5-dbcf-43bf-b610-641e742ca24d/)

Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.
