Høstløjer på Skenkelsø Mølle – en dag med grøntsager, jazz og honning
Tag familien med til en hyggelig efterårsdag på Skenkelsø Mølle lørdag den 6. september kl. 10-14. Her venter friskhøstede grøntsager, swingende jazz, smagsoplevelser og kreative aktiviteter for både børn og voksne.
Efteråret står næsten for døren, og på Skenkelsø Mølle fejres høsten på traditionel vis med en festlig dag for hele familien. Lørdag den 6. september kl. 10-14 inviteres alle til Høstløjer på Skenkelsø Mølle – en dag fyldt med musik, mad og aktiviteter for både børn og voksne.
Hele dagen igennem kan besøgende gå på opdagelse blandt friske grøntsager fra Egedals Høst, et fællesskabsbaseret jordbrug, hvor man i fællesskab dyrker lokale råvarer med respekt for naturen. Her er det ikke blot salget, der er i fokus – man får også mulighed for at møde folkene bag, høre om deres arbejde og blive klogere på, hvordan de med økologiske og regenerative metoder skaber alternativer til det moderne landbrug.
Biavlerne Per og Anita Jung vil fortælle om biernes forunderlige arbejde, der er så vigtig for bestøvning af alle planter.
Der er lagt op til hygge med mulighed for at varme sig på en smagsprøve af gammeldags ærtesuppe eller nyde en kop kaffe eller saft med hjemmebagt kage. For børn – og alle med lyst til at lege – byder dagen på kreative aktiviteter som at rulle deres egne bivokslys, lære om biernes fascinerende verden, bygge små træskibe, binde farverige høstkranse eller lave sjove garnslanger. Og så kan man naturligvis også købe frisk, lokal honning eller lokalt dyrkede grøntsager med hjem.
Musik og stemning
Senere på dagen kan man læne sig tilbage og nyde en musikalsk oplevelse, når Stardust Swingband under ledelse af dirigent Erling Bille fylder pladsen med swingende toner. De spiller klassikere inspireret af jazzlegender som Duke Ellington, Count Basie og Glenn Miller – musik der med garanti skaber god stemning og inviterer til både smil og rytmiske fodtap.
Et kig ind i historien
De frivillige ved møllen står som altid klar til at tage imod gæsterne med åbne arme. Her kan man gå på opdagelse i den gamle mølles krinkelkroge, købe friskmalet mel eller besøge særudstillingen Besat og Befriet – for 80 år siden, som giver et indblik i, hvordan besættelsestiden satte sit præg på lokalområdet.
Program
10:30-11:30 – Hør om Egedals Høsts regenerative og økologiske landbrug fra Mette Marie Nielsen, Egedals Høst
11:30-12:30 – Koncert med Stardust Swingband
Praktisk info
Skenkelsø Mølle, Maglehøjvej 42, 3650 Ølstykke
Lørdag den 6. september kl. 10-14
Pris: Gratis