Halloween for hele familien i Egedal Centret og Stenløse Kulturhus
Lørdag den 25. oktober 2025 kl. 11-14 inviterer Egedal Kommune og Egedal Centret til en (u)hyggelig Halloweenoplevelse for hele familien – helt gratis og uden tilmelding.
Optog, kåring og gys
Dagen begynder kl. 11.00 på Søløvetorvet foran Netto, hvor et sprudlende showband leder an i et festligt optog gennem centret til Centertorvet ved Kvickly. Kl. 12.00 kåres de bedst udklædte på Rådhustorvet foran Kulturhuset, hvor viceborgmester Charlotte Haagendrup overrækker præmierne. Umiddelbart efter følger en uhyggelig danseoptræden, der sikrer stemningen på pladsen.
Samtidig summer Stenløse Kulturhus af aktiviteter fra kl. 11-14. Her kan de modige besøge horrortunnellen og blive skræmt fra vid og sans, mens småbørnsfamilierne kan opleve “Det gode gys i hjemmet”. Der vil også være kreative værksteder, hvor man kan lave (u)hyggeligt halloweenpynt.
Sjov for hele familien
Udenfor på Centertorvet og pladsen ved Kulturhuset kan børn og voksne skære græskar, pynte med blomster, få glimmertatoveringer eller realistiske sår og flænger. De mest nysgerrige kan prøve kræfter med de skræmmende mystery boxe, mens Halloweenboden byder på kager, kaffe og salte popcorn – til fordel for BørneTelefonen, som får hele overskuddet. Hele dagen vil spooky pop-up teater dukke op, når man mindst venter det, og give et ekstra gys til de besøgende.
Et bredt samarbejde
Halloween-dagen er planlagt i tæt samarbejde mellem Egedal Centret, Ung Egedal, Klub Egedal, Egedal Bibliotekerne, Stenløse Kulturhus samt Egedal Musik- og Kulturskole, som alle bidrager til at skabe en oplevelsesrig dag for både store og små i Egedal.
Arrangementet er desuden muliggjort af en bevilling fra Ungdomsringen, som vi er meget glade og taknemmelige for. Støtten har været afgørende for, at vi kan gennemføre dagen og give hele familien Egedal en (u)hyggelig halloweenoplevelse.
Alle butikker i Egedal Centret holder åbent som normalt, og med 1000 gratis parkeringspladser og S-toget lige ved døren (Stenløse St.) er det nemt at være med.
Så tag familien under armen, kom gerne udklædt, og vær med, når Halloween i Egedal Centret og Stenløse Kulturhus byder på gys, grin og (u)hygge for hele familien.
Kontakt
Ung Egedal
Hindbærvangen 2242765 Smørum