---
title: "Gratis Spil Dansk-koncerter i Stenløse og Smørum"
description: "I uge 44 fejrer alle kommuner og en lang række koncertsteder Spil Dansk Ugen, som sætter fokus på dansk musik. I Egedal kan man opleve tre vidt forskellige koncerter, som alle er gratis."
date: "2026-02-26"
created: "2024-10-24"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Gratis Spil Dansk-koncerter i Stenløse og Smørum](https://egedalkommune.dk/nyheder/gratis-spil-dansk-koncerter-i-stenloese-og-smoerum)

# Gratis Spil Dansk-koncerter i Stenløse og Smørum

I uge 44 fejrer alle kommuner og en lang række koncertsteder Spil Dansk Ugen, som sætter fokus på dansk musik. I Egedal kan man opleve tre vidt forskellige koncerter, som alle er gratis.

## Fællesskab gennem dansk musik

Formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune,
Charlotte Haagendrup, glæder sig over, at Egedal også i år er engageret i Spil Dansk Ugen:

Spil Dansk Ugen er en stærk tradition, som er med til at skabe fællesskab gennem dansk musik. Jeg er rigtig glad for, at vi også tilbyder nogle spændende og meget forskellige koncerter her i Egedal. Bl.a. kan vi igen i år se frem til en af de populære aftener med fællessang fra Højskolesangbogen.

                Charlotte Haagendrup, formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget i Egedal Kommune

## Fællessang fra højskolesangbogen

Tirsdag den 29. oktober fra kl. 19.00 i Stenløse Kulturhus kan
man netop synge med på sange fra Højskolesangbogen. Guitarist og sanger Nikolaj
Muldkjær spiller og synger for på både klassikere, glemte sange og nye
sange. Nikolaj Muldkjær har i flere år rejst landet rundt med Sangskatten,
som udforsker og opdaterer klassiske, danske sange. Hans store
inspirationskilde er Grundtvig og hans syn på mødet mellem mennesker med
fællessangen i højsædet.

## Intimkoncert med Daniel Jul

Onsdag
den 30. oktober kl.11.00 er der intimkoncert med Daniel Jul i Smørum Kulturhus.
Koncerten er handicapvenlig med dæmpet lys og lyd og henvender sig til et
voksent publikum, der ellers kan have svært ved at deltage i koncerter. Daniel
Jul er en erfaren kunstner, hvor anekdoter og musik går hånd i hånd, og der er
både plads til at blive rørt og til at grine. Dørene åbner kl. 10.30.

## Koncert med elever fra Egedal Musikskole

Torsdag
den 31. oktober kl. 18.00 giver elever fra Egedal Musikskole koncert i Smørum
Kulturhus. Der bliver spillet musik af bl.a. Carl Nielsen, Sebastian og Fini
Henriques. Blandt de medvirkende vil være EMUSO, Sinfonietta, Orkester Mester
samt elever fra Fokus Linien. Dørene åbner kl. 17.45, og koncerten varer ca. en time. Koncerten er for alle.

Alle koncerter er gratis, men kan kræve pladsreservation. Læs mere og reserver plads via linket nedenfor. Der kan også hentes billetter på
[Egedalbibliotekerne.dk](https://egedalbibliotekerne.dk/ "Egedalbibliotekerne.dk") eller på Smørum og Ølstykke Bibliotek i den betjente
åbningstid.

## Spil Dansk Ugen 2024

Spil Dansk Ugen 2024 afholdes over hele landet i uge 44,
fra den 28. oktober – 3. november.

Spil Dansk Ugen er Danmarks største
musikbegivenhed i kraft af bredden, mangfoldigheden og det landsdækkende
kommunenetværk.

Spil Dansk Ugen arrangeres af Foreningen Spil Dansk, som ejes af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist
Forbund, Danske Populær Autorer, Musikforlæggerne og Koda.

Læs mere på [Spildansk.dk](https://spildansk.dk/10-fakta-om-spil-dansk-ugen/ "Spildansk.dk")

## Kontakt

### Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

### Ring til os

[7259 7656](tel:7259%207656)

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/0d54c00a-ba00-4bb7-a687-4eecef23d413/)
