Fra skolebænk til praksis: HF-elever i lærerig uge
I uge 3 fik omkring 50 HF-elever fra Egedal Gymnasium & HF mulighed for at komme i praktik forskellige steder i Egedal Kommune. Formålet var at give de unge en smagsprøve på arbejdslivet og samtidig skabe interesse for velfærdsfagene.
Indblik i SOSU-faget
Blandt praktikstederne var Plejecenter Egeparken, hvor Malue og Celina fra 1. HF fik mulighed for at opleve arbejdet tæt på. ”Det var virkelig rart at have en person, man kunne følge og lære af. Det gjorde det nemmere at forstå opgaverne og blive en del af dagligdagen,” siger de.
Billede: Malue Wienmann og Celina Jensen, HF-elever i praktik på Plejecenter Egeparken.
En overraskende oplevelse
Inden start var de begge lidt nervøse, men fik hurtigt indblik i de mange facetter af SOSU-jobbet. De blev bl.a. overraskede over, hvor vigtig hygiejne og rengøring er i arbejdet. Pigerne føler at praktikken har givet dem en endnu større respekt for SOSU-medarbejdernes arbejde og fortæller: ”man skal være god til mange ting og have mange forskellige kompetencer for at klare jobbet – fra viden om sygdomme og hygiejne til evnen til at kommunikere godt med både beboere og pårørende”.
Praktik som en vigtig del af rekrutteringen
Gruppeleder Rikke Mai Møller Pedersen understreger vigtigheden af at modtage praktikanter: “Vi har gjort os umage for at inddrage praktikanterne i hverdagen og sikre, at de fik et realistisk billede af jobbet og håber, at deres oplevelser her måske kan inspirere dem til at tænke over mulighederne i SOSU-faget”.
Billede: Gruppeleder Rikke Mai Møller Pedersen fra Plejecenter Egeparken.
Lærerige dage i Børnehuset Langekær
Et andet praktiksted var Børnehuset Langekær, hvor eleverne fik indblik i det pædagogiske arbejde.
Praktikanter giver ny energi
Leder Katrine Jensen ser praktikanterne som en stor gevinst: “De unge mennesker tilfører huset ny energi og syn på vores egen praksis, og de er samtidig med til at tiltrække nye til faget”.
Mere end bare pasning
Emilie, Amanda og Liv fra Egedal Gymnasium & HF blev hurtigt en del af børnenes hverdag. Amanda fortæller, at hun synes det er hyggeligt at være i praktik og være sammen med børnene. Hun har opdaget, at arbejdet handler om meget mere end blot “pasning”. “Selv det at spise frokost er læring. Vi hjælper børnene med at sidde pænt, tale om maden og prøve nye ting,” forklarer hun.
Læring i hverdagen
Emilie fortæller, at hun ser arbejdet med mennesker og relationer som lærerigt og relevant for mange aspekter af livet. Liv fortæller om nogle oplevelser, hun har gjort sig. “Små børn siger tingene ligeud og skal lære mange nye ting. De har ikke altid lært at tage hensyn til hinanden. Vi kan lære dem om empati og sociale spilleregler, som for eksempel at sige tak eller dele legetøj,” fortæller hun.
Praktikken giver større forståelse
Alle tre elever er enige om, at praktikken giver dem en større forståelse for, hvad det vil sige at arbejde med pædagogik. De nævner, hvordan de hver dag lærer noget nyt – om både sig selv og børnene. ”Man skal være opmærksom hele tiden, fordi der hurtigt kan opstå konflikter, som vi skal hjælpe dem med at løse,” fortæller de.
Praktikanter skaber refleksion
Gitte er pædagog i Langekær. Hun fortæller om personalets oplevelser, når huset har praktikanter. ”De bringer ny energi til huset og får os til at reflektere over, hvorfor vi gør, som vi gør,” siger hun.
Pædagogfaget handler om mere end praktiske opgaver
Gitte forklarer, at det er vigtigt at vise, hvordan pædagogfaget handler om meget mere end de praktiske opgaver som bleskift og putning: “Vi går meget op i, at vise, at vores arbejde ikke blot handler om pasning af børnene, men om udvikling af det enkelte barn.”
Billede: Pædagog Gitte Axholm Kristensen og Katrine Jensen fra Børnehuset Langekær.
Steder, hvor eleverne var i praktik:
På flere af kommunens plejecentre og i hjemmeplejen:
Plejecenter Egeparken
Plejecenter Hyrdevænget
Smørum Hjemmepleje
Ølstykke Hjemmepleje
På Egedal Rådhus og Sundhedscenter
Sundhed og Træning og Døgnpladser
Hos kontoreleverne på rådhuset
Rådhusbetjentteamet
Idrætsfaciliteter
Ølstykke Hallen
I flere af kommunens børnehuse:
Børnehuset Jordbærvangen
Børnehuset Langekær
Børnehuset Blåmejsen
Børnehuset Degnebakken
Børnehuset Bækkegården
Børnehuset Boelholm
Børnehuset Vandfaldet
Børnehuset Eventyrhuset
Børnehuset Paletten
På skoler og i SFO’er:
Stenløseskole (Lærkeskolen – SFO)
Ådalskole (Ganløse)
Ådalskole (Slagslunde)
Ølstykke skole – Søhøj inkl. SFO
Ølstykke skole – Maglehøj inkl. SFO
I fritids- og ungdomsklubber:
Fritidsklubben- og Ungehuset Hampen
Fritids- og Ungdomsklubben Byggeren
Sødalen Fritids- og Ungdomsklub
Springbrættet
Kontakt
Egedal Kommunes kommunikationsafdeling kan kontaktes gennem kommunens hovednummer på tlf. 7259 6000