---
title: "Fra elev til fastansat: Mette fandt sin plads på Slagslunde Skole"
description: "Mette er netop blevet færdiguddannet som pædagogisk assistent. Allerede under sin tid som elev på Slagslunde Skole mærkede hun, at hun var landet det rigtige sted. Nu fortsætter hun som fastansat skolepædagog på skolen."
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Fra elev til fastansat: Mette fandt sin plads på Slagslunde Skole](https://egedalkommune.dk/nyheder/fra-elev-til-fastansat-mette-fandt-sin-plads-paa-slagslunde-skole)

# Fra elev til fastansat: Mette fandt sin plads på Slagslunde Skole

Mette er netop blevet færdiguddannet som pædagogisk assistent. Allerede under sin tid som elev på Slagslunde Skole mærkede hun, at hun var landet det rigtige sted. Nu fortsætter hun som fastansat skolepædagog på skolen.

I Egedal Kommune ansætter vi både pædagoger og pædagogiske assistenter, som hver dag er med til at skabe trygge og udviklende rammer for kommunens børn og unge. Uddannelsen til pædagogisk assistent er en indgang til det pædagogiske fag for både unge og voksne, fortæller dagtilbudschef Line Rovelt:

– Vi prioriterer PAU-uddannelsen i Egedal, fordi den åbner for, at der er flere forskellige veje ind i det pædagogiske fag. Det er både en rigtig god mulighed for unge, der gerne vil uddanne sig og arbejde med børn og unge, og for erfarne pædagogmedhjælpere, der gerne vil bygge videre på deres erfaring med en uddannelse, siger Line Rovelt.

En af dem er Mette, der netop er blevet færdiguddannet som pædagogisk assistent.

Det var lidt af et drømmescenarie, da Mette kort efter sin sidste oplæringsperiode fik at vide, at der var en ledig stilling på Slagslunde Skole.

– Min vejleder skrev til mig, at der var blevet bevilget en ekstra stilling, og spurgte, om jeg kunne være interesseret i at søge den. Selvfølgelig kunne jeg det. Jeg var virkelig glad for at være her og håbede på, at jeg kunne få lov til at blive, fortæller hun.

Mette havde kun været på skolen i omkring en måned, da hun begyndte at mærke, at hun havde fundet det rette sted.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var glad for at være her, og at de også var glade for, at jeg var her. Jeg havde overskud, når jeg kom hjem, og jeg oplevede en rigtig god kontakt med mine kolleger.

## Ideerne blev taget alvorligt

Under uddannelsen havde Mette to længere oplæringsperioder. Først arbejdede hun i en daginstitution med både vuggestue- og børnehavebørn. Derefter kom hun til Slagslunde Skole, fordi hun gerne ville prøve kræfter med arbejdet i en skole og SFO.
Her oplevede hun fra begyndelsen, at hendes ideer blev mødt med åbenhed.

– Når jeg foreslog noget på et personalemøde, var reaktionen ofte: ”Ja, lad os prøve det.” Jeg blev taget imod som en ligeværdig kollega og ikke bare som eleven, der skulle løse de mindre spændende opgaver.

Blandt andet var Mette med til at etablere nye legezoner i SFO’en. Hun satte også et kreativt byggeprojekt i gang, hvor børnene ved hjælp af pap og andre genbrugsmaterialer lavede møbler og huse til dukker. Forældre og bedsteforældre bidrog med materialer, og projektet fik børn med meget forskellige interesser til at fordybe sig og samarbejde.

– Nogle af de børn, som normalt har meget krudt i måsen, sad pludselig helt koncentreret og byggede. Børnene hjalp hinanden og fandt selv på nye ting. Det var et virkelig dejligt projekt, som jeg godt kunne tænke mig, at vi laver igen.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/b7b0d589-2d5b-40ec-83f7-d322665caa75?width=800)

Billedtekst: Mette foran Huleby, som hun sammen med sine kollegaer og børnene på Slagslunde Skole har skabt af genbrugsmaterialer - et pædagogisk tiltag som medarbejderne er særlige stolte af.

## Et slag blev vendt til et kram

Det bedste ved arbejdet er ifølge Mette relationerne til børnene – og at ingen arbejdsdage er ens.

– Man ved aldrig helt, hvad man møder ind til. Nogle dage er der fuld fart på, og andre dage er der mere ro. Man skal hele tiden kunne omstille sig og mærke efter, hvad børnene har brug for.

En oplevelse fra oplæringsperioden står særligt tydeligt for hende. En pige slog hende næsten hver dag for at få kontakt.

– Til sidst sagde jeg til hende: ”Jeg vil faktisk hellere have et kram.” Fra den dag fik jeg et kram, hver gang hun så mig.

For Mette blev oplevelsen et tydeligt eksempel på, at børns handlinger ofte dækker over et behov, som de endnu ikke selv kan sætte ord på.

– Hun gjorde det ikke for at være ond. Det var hendes måde at søge opmærksomhed på. Da vi fik vendt den negative kontakt til noget positivt, fik vi en virkelig god relation. Når hun havde det svært, kunne hun komme og få et ekstra kram.

## At møde børnene i børnehøjde

Mette fremhæver især det relationelle arbejde som noget af det vigtigste, hun tager med sig fra uddannelsen og oplæringsstederne.
Hun har blandt andet arbejdet med samspilstemaerne i ICDP – en pædagogisk tilgang, der har fokus på at styrke relationen og det positive samspil mellem børn og voksne.

– Jeg bruger det meget i relationsarbejdet. Hvordan kan jeg se børnene på deres vilkår og møde dem i børnehøjde? Det er blevet en naturlig del af den måde, jeg arbejder på.

Hun lægger også vægt på at lytte til børnene og lade deres behov få betydning for dagens aktiviteter. En planlagt aktivitet må derfor nogle gange vige for en tur udenfor, en tegning eller en bog.

– Man kan godt have planlagt noget, men så må man mærke efter. Måske har børnene brug for noget helt andet den dag. Det er vigtigt, at de også oplever, at de bliver hørt.

## Uddannelsen blev en ny vej

Mette havde oprindeligt ikke forestillet sig, at hun skulle uddanne sig til pædagogisk assistent. Drømmen var at blive student og senere læse til socialrådgiver. Fordi hun er kraftigt ordblind, undersøgte hun sammen med sin mor forskellige muligheder. Valget faldt på den pædagogiske assistentuddannelse. Hun tog uddannelsen på EUX, hvor hun både kunne få en erhvervsuddannelse, praktisk erfaring og en gymnasial eksamen.

– Jeg fandt ud af, at mennesker er vildt interessante. Og selv om jeg stadig godt kunne tænke mig at læse til socialrådgiver en dag, er det rart først at have den her uddannelse og erfaring med mig.

På længere sigt vil hun fortsat gerne arbejde med børn og unge – særligt børn, som har brug for voksne, der ser dem, lytter til dem og tror på dem.

– Jeg vil gerne være med til at give børn en god start på livet. Især dem, der har det svært, skal opleve, at der er voksne, de kan stole på, og som tror på, at det nok skal gå.

Indtil videre glæder Mette sig dog over at være færdiguddannet og kunne fortsætte på Slagslunde Skole.

– Det er virkelig rart at være færdig. Nu skal jeg ikke hele tiden tænke på opgaver og dokumentation. Jeg kan være meget mere til stede i arbejdet og i nuet.

### **Kunne du også tænke dig at blive pædagogisk assistent?**

Er du glad for at arbejde med børn og unge, og kunne du tænke dig en uddannelse, hvor du veksler mellem skole og praktik?

Egedal Kommune søger hvert år nye pædagogiske assistentelever. Elevstillingerne bliver slået op i foråret med uddannelsesstart i august.

Som elev bliver du en del af et fagligt fællesskab og får en vejleder, der følger dig i dine praktikforløb. Du bliver også en del af et netværk med andre elever i Egedal Kommune.

Hold øje med ledige elevstillinger i foråret, eller læs mere om uddannelsen som pædagogisk assistent på Egedal Kommunes hjemmeside: [Pædagogisk Assistent Uddannelse (PAU)](https://egedalkommune.dk/job-og-uddannelse-i-kommunen/job-i-dagtilbud-og-skoler/paedagogisk-assistent-uddannelse-pau?term=pædagogisk%20assistent)

## Kontakt

### Dagtilbud og skole

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/b1229bc5-b35b-4da3-bcb5-f14d64e74759/)

Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.
