---
title: "Foredrag om dyr på anklagebænken"
description: "Rotter, der blev indkaldt til retten i en dansk landsby – og grise, der blev dømt for mord. Bliv klogere på en for mange ukendt del af retshistorien, når Egedal Arkiver og Museum inviterer til et tankevækkende foredrag torsdag den 19. marts 2026 kl. 19."
date: "2026-03-03"
created: "2026-03-03"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Foredrag om dyr på anklagebænken](https://egedalkommune.dk/nyheder/foredrag-om-dyr-paa-anklagebaenken)

# Foredrag om dyr på anklagebænken

Rotter, der blev indkaldt til retten i en dansk landsby – og grise, der blev dømt for mord. Det var virkeligheden i Danmark i middelalderen og helt frem til omkring 1850. Bliv klogere på en for mange ukendt del af retshistorien, når Egedal Arkiver og Museum inviterer til et tankevækkende foredrag torsdag den 19. marts 2026 kl. 19.

Hvordan kan det være, at rotter i 1711 blev indkaldt til retten i en dansk landsby? Og hvorfor blev grise i middelalderens Europa dømt for mord og hængt i galger?

Torsdag den 19. marts 2026 kl. 19 inviterer Egedal Arkiver og Museum til et tankevækkende fortælle-foredrag i byrådssalen på Egedal Rådhus. Her vil museumsinspektør Ragnhild Clod Pedersen tage publikum med ind i en fascinerende og for mange ukendt del af retshistorien: Retssager mod dyr i perioden 1250-1850.

## **Dyr for retten**

I 1711 var rotter, mus og mosegrise blevet så ødelæggende for markerne ved landsbyen Als, at de blev indkaldt for retten. Den 19. august skulle de møde op ved bystævnet, høre anklagen og forsvare sig, før dommen blev afsagt.

Sagen var langt fra enestående. Med inspiration fra Mellemeuropa blev der i flere hundrede år ført retssager mod dyr. Grise blev anklaget for mord. Skadedyr fik beskikket en forsvarsadvokat og kunne risikere bandlysning – at blive udelukket fra det kirkelige fællesskab. I Danmark kunne man stævne dyrene ved at læse indkaldelsen højt fra gårdene eller ved at lægge små papirer med stævningen ned i rottehullerne.

## **En anden verdens logik**

Foredraget dykker ned i den juridiske og teologiske logik, der gjorde retssager mod dyr meningsfulde i samtiden.

“For at forstå retssagerne mod dyr må vi sætte os ind i en helt anden tids verdensbillede. Det handler om datidens syn på ret, ansvar, Gud og menneskets forhold til naturen,” fortæller Ragnhild Clod Pedersen.

Publikum får indblik i, hvordan middelalderens og den tidlige moderne tids mennesker forstod dyr – ikke blot som skadedyr eller husdyr, men som væsener, der kunne indgå i et moralsk og juridisk fællesskab.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/d25c0230-6a8a-4af3-112b-08de784b619b?width=800)

## Praktisk information

**Foredrag:** Et fortælle-foredrag om retssager mod dyr 1250-1850
**Ved:** Ragnhild Clod Pedersen, formidler og museumsinspektør ved Egedal Arkiver og Museum
**Tid:** Torsdag den 19. marts 2026 kl. 19.00
**Sted:** Byrådssalen, Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke

**Billetter:** Kr. 25,- [købes via Place2Book](https://place2book.com/da/sw2/sales/ikw1gk3t88 "købes via Place2Book")

## Kontakt

### Egedal Arkiver og Museum

Rådhustorvet 2

                                    3660

                                    Stenløse

arkiver-museum@egekom.dk

### Ring til os

[7259 7770](tel:7259%207770)
