Skip til hoved indholdet

Flot opbakning fra foreningerne til møde om handleplan

Mere end 70 repræsentanter for Egedals foreningsliv mødte tirsdag den 21. november op på Egedal Rådhus for at være med til at drøfte status på handleplanen for idræts-, kultur- og fritidsområdet. Foreningerne tilkendegav på mødet, at det generelt er blevet lettere at være forening i Egedal kommune.

Mødet tirsdag var en opfølgning på den handleplan, som blev besluttet i februar 2022 for at opfylde en række af foreningernes ønsker. Siden er der bl.a. kommet (enkelte) nye faciliteter, dagligdagen er blevet lettere med et nyt bookingsystem og foreningerne er blevet tættere involveret i, hvordan pengene bruges. Det var tydeligt at mærke en markant fremgang i samarbejdet og de fælles indsatsområder siden første møde i 2022.

Nogle af de konkrete indsatser, der blev fremhævet på mødet, var:

  • øget fokus på involvering af foreningerne i anlægs- og renoveringsprojekter, herunder også i prioriteringen af anlægsmidler.
  • promovering af foreningslivet på sociale medier.
  • øget fokus på partnerskaber.
  • et nyt Folkeoplysningsudvalg.
  • et nyt booking- og tilskudssystem.

Foreningerne ønsker fortsat, at Egedal Kommune fokuserer på privat medfinansiering af anlæg, forbedring af bookingsystemet og udvikling af idræts- og fritidsområderne.

Et nyt koncept for fejring af frivilligheden fik stor opmærksomhed på mødet. Hovedtanken er en kultur- og fritidsmesse, hvor alle kommunens frivillige foreninger fylder Egedal Rådhus med stande, aktiviteter og fællesskab. Arrangementet skal give alle borgere i Egedal indblik i kommunens fritidsliv. Samtidig skal kommunes mange frivillige og deres indsats for lokalsamfundet markeres. Første fejring efter det nye koncept bliver den 7. september 2024.

Stor tilfredshed fra borgmester og udvalgsformand

Foreningerne sagde om mødet, at det i høj grad var oplysende, involverende og med gode dialoger ved bordene. Flere var dog kede af, at der ikke havde været tid nok. De deltagende politikere var også glade for at møde nogle meget engagerede foreninger, som kom med mange spændende og brugbare bidrag:

”Jeg synes foreningsmødet viser, at vi har fået gang i en konstruktiv dialog. Vi er godt i gang med at opbygge et godt samarbejde mellem Egedal Kommune og vores lokale foreningsliv”, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen (S). ”Først og fremmest er jeg glad for det flotte fremmøde til et forenings- og dialogmøde som dette. Mange foreninger deltog for knap to år siden, da vi lagde grundstenene for vores fælles handleplan. Det er dejligt, at der igen i aften kommer så mange aktive frivillige for at tage del i dialogen om fremdrift og prioriteringer.” 

Formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget Charlotte Haagendrup supplerer: ”Vi vil gerne dialogen med foreningslivet, og det er dejligt at se, at de også prioriterer dialogen med os. Fritidslivet skabes jo netop af kommunes frivillige ildsjæle, der hver dag bidrager til, at kommunens borgere har et stort og alsidigt udbud af fritidsaktiviteter. Hvis vi skal skabe de bedst mulige rammer for et godt fritidsliv i Egedal Kommune, skal vi derfor også gøre det i samarbejde. Jeg synes, vores fælles handleplan har vist sig at være et godt fælles redskab, der sikrer synlighed over fremdriften i de indsatsområder, vi sammen har defineret og prioriteret.

Direktør i Kulturens Analyseinstitut, Esben Danielsen, rundede mødet af med et inspirationsoplæg om aktuelle tendenser i forenings- og fritidslivet, hvilket blev utrolig godt modtaget af foreningerne. Her var fokus bl.a. på, hvad gode rammer er for foreningerne, at fællesskabet er foreningernes styrke, og hvad der skal til for at tiltrække flere nye foreninger.

Følg med i status på handleplanen

Det er muligt at læse mere om handleplanen for idræt-, kultur- og fritidsområdet på Egedal Kommunes hjemmeside, hvor der løbende er et statusoverblik over indsatserne i planen.

Kontakt

Kultur og Fritid

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

Ring til os

Hold dig opdateret

Tilmeld dig nyt fra Egedal Kommune

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Ugedag Tidspunkt
Mandag  8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

 

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Ugedag Tidspunkt
Mandag - Torsdag  8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier