---
title: "Flagdagen i Egedal - en dag for taknemmelighed, respekt og fællesskab"
description: "Lørdag den 5. september markerede vi Flagdagen i Egedal. Sammen med veteraner, pårørende og andre deltagere hejste vi Dannebrog ved Egedal Rådhus for at ære og takke de mænd og kvinder, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark."
date: "2026-09-07"
created: "2026-09-07"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Flagdagen i Egedal - en dag for taknemmelighed, respekt og fællesskab](https://egedalkommune.dk/nyheder/flagdagen-i-egedal-en-dag-for-taknemmelighed-respekt-og-faellesskab)

# Flagdagen i Egedal - en dag for taknemmelighed, respekt og fællesskab

Lørdag den 5. september markerede vi Flagdagen i Egedal. Sammen med veteraner, pårørende og andre deltagere hejste vi Dannebrog ved Egedal Rådhus for at ære og takke de mænd og kvinder, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark.

Flagdagen begyndte tidligt foran Egedal Rådhus, hvor Dannebrog blev hejst, reveillen lød, og de fremmødte sang \*I østen stiger solen op\*. Herefter fortsatte markeringen i byrådssalen med morgenkaffe, taler, musik og fællessang.

Flagdagen er en anledning til at sige tak til dem, der har repræsenteret Danmark i verdens brændpunkter – og til deres familier. Samtidig mindes vi dem, der mistede livet under deres udsendelse, og anerkender dem, der er kommet hjem med fysiske eller psykiske skader.

I sin tale satte borgmester Birgitte Neergaard-Kofod ord på den taknemmelighed og respekt, som dagen er udtryk for:

"Vi hejser Dannebrog og ærer med stolthed, respekt og taknemmelighed jer, som har repræsenteret Danmark og tjent under vores flag i verdens brændpunkter. Vi hylder jeres mod og engagement i at skabe fred og sikkerhed i Danmark og internationalt."

Borgmesteren fremhævede samtidig, at Flagdagen minder os om, at den fred og tryghed, vi kender i Danmark, ikke kan tages for givet. Mange udsendte har sat deres eget liv og deres hverdag på spil og har måttet sige farvel til familie og venner uden at vide med sikkerhed, hvornår – eller hvordan – de ville vende hjem.

## Fra soldat til leder i det civile

Årets gæstetaler var tidligere kaptajn Stefan Walter Sørensen, der fortalte under overskriften "Fra soldat til leder i det civile – de samme værdier, men en anden uniform".

Stefan Walter Sørensen var en del af Den Kongelige Livgarde fra 2003 til 2018 og har blandt andet været udsendt til Kosovo og Afghanistan samt deltaget i Operation Inherent Resolve. I dag har han skiftet uniformen ud med en civil karriere og arbejder som Director Regional HR i Lidl Danmark.

Med sin egen historie satte han fokus på overgangen fra Forsvaret til det civile arbejdsliv - og på, hvordan erfaringer og værdier fra tiden som soldat kan tages med videre og bruges i en helt anden hverdag.

## En særlig tak til familierne

Flagdagen er også de pårørendes dag. For bag enhver udsendelse står familier, som har måttet undvære et menneske, de holder af, og leve med både stolthed og bekymring.

Borgmesteren rettede derfor en særlig tak til familierne - og ikke mindst til de børn, der har haft en mor eller far udsendt:

"I dag er også jeres dag, og I fortjener også tak for at have undværet dem, der betyder allermest for jer."

## Veterancaféen har fået nyt hjem

Siden sidste års Flagdag er der også sket noget nyt for veteranerne i Egedal. I april fik Veteran Café Egedal sit eget faste hjemsted i den tidligere spejderhytte på Tørveslettevej i Smørum.

Her kan veteraner fra både Egedal og nabokommunerne mødes i rolige og naturnære omgivelser. Veterancaféen er samtidig et samlingspunkt for veteranernes familier og har åbent hver mandag kl. 19-21.

Ved Flagdagen takkede borgmesteren Veterancenteret, Veterancafé Egedal og kommunens veterankoordinator Jesper Søeberg for deres arbejde med at rådgive og støtte veteraner og pårørende.

Flagdagen blev afsluttet med fællessang og en sidste tak til de udsendte og deres familier - for deres mod, deres afsavn og den indsats, de har ydet på Danmarks vegne.

[Veterancafé Egedal](https://www.facebook.com/veterancafeegedal)

                            [Veterankoordinator](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/cd2a0dcf-28d1-448f-87ba-b4fd1461c377)

                            [Læs talen af borgmester Birgitte Neergaard-Kofod](https://egedalkommune.dk/p/MOLIRIMEDIA/c85e42ca-aa15-450e-b191-4d09a94e295e)

![Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/d5edb7da-c61e-4c55-ba66-b6a64813875d?width=800)Flagdag 2026

![Mange folk var samlet for at hylde veteranerne til Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/130218fd-e8f9-48c3-b166-cca58484a96c?width=800)Mange folk var samlet for at hylde veteranerne til Flagdag 2026

![Til lyden af I &#xD8;sten stiger solen op blev flaget hejst Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/2d7cc072-713e-4dcf-9ac8-7fee034adcd7?width=800)Til lyden af I Østen stiger solen op blev flaget hejst Flagdag 2026

![Generationer samles for at hylde veteraner til Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/9d1a34aa-3732-4ace-b319-d9c9fc713365?width=800)Generationer samles for at hylde veteraner til Flagdag 2026

![Flaget hejses til Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/e118df6b-217e-4481-8bb5-80ef079569de?width=800)Flaget hejses til Flagdag 2026

![Ogs&#xE5; formand Bo Br&#xF8;ndum Pedersen (B) for Klima-, Teknik og Milj&#xF8;udvalget deltog som tidligere udsendt i Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/17707945-e932-4a2e-a565-95d028489ad9?width=800)Også formand Bo Brøndum Pedersen (B) for Klima-, Teknik og Miljøudvalget deltog som tidligere udsendt i Flagdag 2026

![Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod taler til Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/2d5b2976-da6f-43a5-9c77-f9b7c941dfbd?width=800)Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod taler til Flagdag 2026

![ Tidligere kaptajn Stefan Walter S&#xF8;rensen holdte tale til Flagdag 2026](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/7a1eb23c-bb1f-408a-a037-2ce708cc6e68?width=800) Tidligere kaptajn Stefan Walter Sørensen holdte tale til Flagdag 2026

## Kontakt

### Kommunikation

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

kommunikation@egekom.dk

Egedal Kommunes kommunikationsafdeling kan kontaktes gennem kommunens hovednummer på tlf. 7259 6000
