Erhvervsforum ser muligheder i øget skole-virksomhedssamarbejde og brug af voksenlærlinge
Egedal Erhvervsforum mødtes i sidste uge for at diskutere, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet, og hvordan man kan øge interessen for bl.a. faguddannelser og lærlingepladser i de lokale virksomheder.
Ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings beregninger fra DREAMs uddannelsesfremskrivning forventes antallet af faglærte at falde med 150.000 frem mod 2035. Da der allerede er en betydelig mangel på medarbejdere med faglig baggrund, risikerer denne mangel at blive endnu større i fremtiden.
Med disse beregninger i baghovedet blev temaet for mødet i erhvervsforummet “lokale medarbejdere og sammenhæng mellem skole og erhvervsliv”. På mødet blev der især lagt vægt på samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet, herunder hvordan man kan øge synligheden om muligheden for at komme i erhvervspraktik og evt. arbejde hos de lokale virksomheder. Derudover blev voksenlærlingeordningen gennemgået som en mulig løsning på at skaffe mere arbejdskraft til de lokale virksomheder.
Øget samarbejde mellem skoler og erhvervsliv
Et godt samarbejde mellem skolerne og det lokale erhvervsliv kan være med til at øge de unges interesse for faguddannelser og få de unge til at se muligheder for at arbejde i de mange, lokale virksomheder, der er her i kommunen. Samarbejdet hjælper de unge til at vælge uddannelsesvej efter folkeskolen, og for de lokale virksomheder giver det en mulighed for at tiltrække nye lærlinge. Deltagerne på mødet var alle enige om vigtigheden af et godt samarbejde, og drøftede at dette samarbejde sagtens kunne forbedres gennem yderligere tiltag og faglige aktiviteter på virksomhederne, der integreres i skoleundervisningen, og ved mere information og andre spændende arrangementer, der fokuserer på de unges og erhvervslivets muligheder i samarbejdet.
Blandt nogle af de nuværende aktiviteter, der foregår i skole-virksomhedssamarbejder her i kommunen, er kravet om, at alle elever på både 8. og 9. årgang skal deltage i én uges sammenhængende erhvervspraktik. Virksomhedsrepræsentanterne viste stor interesse i at tage imod unge i erhvervspraktik, og på mødet diskuterede alle derfor muligheden for at udbrede denne information og synliggøre overfor Egedals mange unge, at der er stor interesse blandt de lokale virksomheder (herunder detailhandlen).
Derudover drøftede deltagerne muligheden for at give endnu bedre støtte til de unge i at søge jobs, f.eks. via Ung Egedal, hvor de kan få tips til at søge lærepladser mv. Ønsker din virksomhed at indgå i et samarbejde med skolerne, så tag gerne fat i vores erhvervspartnere Jon Bjergfelt på 7259 6259 eller Thomas Birger Hansen på 7259 7207, som sidder klar til at hjælpe jer godt på vej.
Voksenlærlingeordningen kan skaffe mere lokal arbejdskraft
Virksomhedsrepræsentanterne viste stor interesse for voksenlærlingeordningen, og flere fortalte om deres gode erfaringer, da det både er en god måde for virksomheder at få lærlinge på og for voksne at få en uddannelse eller skifte spor i deres arbejdsliv. Samtidig var der enighed blandt deltagerne i erhvervsforummet om, at kendskabet og udbredelsen til ordningen med fordel kan forbedres til gavn for både lokale virksomheder og Egedal Kommune.
Er du interesseret i at lære mere om voksenlærlingeordningen? Kontakt venligst Jobcentret på telefon 7259 7167 eller via mail på virksomhedskonsulenter@egekom.dk. De står klar til at hjælpe din virksomhed godt i gang.
Om voksenlærlingeordningen
- Voksenlærlingeordningen giver personer over 25 år mulighed for at blive uddannet inden for et bestemt fagområde gennem en lærepladsordning.
- Ordningen er designet til at give voksne en mulighed for at skifte karriere eller opkvalificere sig gennem praktisk arbejde og teoretisk undervisning.
- Formålet er at imødekomme behovet for kvalificeret arbejdskraft inden for forskellige brancher.
- Tilbyder økonomisk støtte og fleksibilitet.
- Målgruppen for voksenlærlingeordningen er:
- Ledige ufaglærte og ledige faglærte med forældet uddannelse.
- Ledige faglærte med mere end 6 måneders ledighed.
- Beskæftigede ufaglærte.
- Virksomheder kan få tilskud til voksenlærlingens løn på mellem 30-45 kr. i timen.
Kontakt
Ring til:
Erhvervspartner Thomas B. Hansen Tlf.: 7259 7207
Kontakt
Jobcenter og ydelse
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke