---
title: "Elevråd gav forvaltning anbefalinger om trivsel"
description: "Omkring 90 elevrådsrepræsentanter fra Egedals skoler var samlet på rådhuset tirsdag den 3. marts, hvor Ung Egedal og Egedals Fælles Elevråd afholdt Elevrådsdag."
date: "2026-03-04"
created: "2026-03-04"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Elevråd gav forvaltning anbefalinger om trivsel](https://egedalkommune.dk/nyheder/elevraad-gav-forvaltning-anbefalinger-om-trivsel-2)

# Elevråd gav forvaltning anbefalinger om trivsel

Omkring 90 elevrådsrepræsentanter fra Egedals skoler var samlet på rådhuset tirsdag den 3. marts, hvor Ung Egedal og Egedals Fælles Elevråd afholdt Elevrådsdag. Eleverne drøftede, hvordan de ville løse udfordringer i ungelivet, hvis de styrede kommunen.

Der var ekstra meget liv og snak på rådhuset tirsdag, da 90 unge elevrådsrepræsentanter fra 7.-9. klasse på alle Egedal Kommunes skoler mødte ind til en fælles elevrådsdag fyldt med inspiration, samarbejde og fede aktiviteter.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod, bød velkommen. Hun var glad for at møde de unge:

*"Borgerinddragelse er vigtigt for byrådet. Jeg er rigtig glad for at se og mærke de unges engagement, og at opleve, at de bruger deres stemme aktivt til at gøre en forskel for alle unge i Egedal. og tager medansvar for at skabe trivsel i deres egen hverdag. Det skal vi understøtte som byråd."*

## Workshops og refleksionsrap

Elevrådsdagen var bygget op om tre workshops med hver deres tema:

- trivsel og fællesskab
- det gode fritidsliv
- demokratisk dannelse og deltagelse.

Udgangspunktet for drøftelserne var, hvordan de unge ville løse de forskellige udfordringer, hvis de styrede kommunen. Hver workshop munder ud i, at de unge producerer en raptekst med deres refleksioner. Hvis nogle af de unge har lyst, kan de gå i studiet med én af Ung Egedals musikmedarbejdere og indspille en sang med udgangspunkt i teksterne fra workshoppen. De unges anbefalinger opsamles og gives videre til byrådet.

## Konkrete ord på det bedste ungeklima i Egedal

Rebecca Ørum, som er formand for elevrådet på Lærkeskolen, fortæller om formålet med elevrådsdagen:

Vi har forsøgt at formulere, hvordan vi får det bedste ungeklima i Egedal Kommune. Vi lægger meget tid i fælleselevrådet. Derfor håber vi også, at politikerne vil lytte til vores ønsker.

                Rebecca Ørum, formand for elevrådet på Lærkeskolen

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/5fa3fdb3-4b4d-486b-f16f-08de79e3aa38?width=800)

^*Fra venstre ses Stine Williams, Rebecca Ørum og Oliver Nordentoft Velsboe, der alle deltog i elevrådsdagen. Foto: Egedal Kommune.*^

Oliver Nordentoft Velsboe, som er formand for elevrådet på Søhøjskolen, peger på, at arrangementet også styrker fællesskabet på tværs af skolerne:

*”Dagen er med til at skabe et godt fællesskab imellem elevrådsmedlemmerne Man lærer mange at kende på tværs af skolerne. Jeg har talt med mange i dag, som ikke er en del af fælleselevrådet.”*

Stine Williams, som er næstformand for elevrådet på Stenløse Privatskole, nævner en række af de konkrete forslag og ønsker, som er fremsat på dagen:

Flere lærere eller mindre klasser. Det vil være godt for fællesskabet. Også kortere skoledage eller senere mødetid – det vil give mere energi til skolearbejdet. Flere af skolerne trænger også til renovering og et bedre indeklima.

                Stine Williams, næstformand for elevrådet på Stenløse Privatskole

Elevrådsrepræsentanterne peger også på ønsker som bedre busbetjening – og evt. flere svømmehaller.

## Workshop for elevrådslærere

Som noget nyt deltog også alle elevrådslærere fra Egedals skoler i en workshop om, hvordan skolen og særligt elevrådslærerne i praksis kan arbejde mere systematisk og meningsfuldt med elevinddragelse, elevrådsarbejde og udvikling af unges demokratiske kompetencer.

## Kontakt

### Ung Egedal

Hindbærvangen 224

                                    2765

                                    Smørum

### Ring til os

72599200

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/e8e7c5c5-0c10-4995-b852-4ab1f6529664/)

### Bemærk

                            Ung Egedals administrations åbningstider og aktiviteter følger i udgangspunktet skolernes feriekalender.

[Læs mere på Ung Egedals hjemmeside](https://ungegedal.dk/ "Læs mere på Ung Egedals hjemmeside")
