Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Egedalborgere fik indblik i ny grøn bydel

Egedalborgere fik indblik i ny grøn bydel

Om aftenen den 11. juni var omkring 80 Egedalborgere samlet til en rundvisning på området for den kommende nye bydel, Landskabsbyen. Her blev planerne for den bæredygtige bydel præsenteret, og borgerne fik muligheden for at stille spørgsmål og give input. Du kan også stadig nå at give dine input frem til den 25. juni 2024.

I tirsdags mødte ca. 80 interesserede Egedalborgere op til en rundvisning på en rapsmark umiddelbart nord for Egedal By. Ifølge dét forslag til lokalplan- og kommuneplantillæg, der pt. er i offentlig høring, skal rapsmarken i de kommende år vige pladsen for en ny, stor bydel i Egedal By – Landskabsbyen. 

Rundvisning skabte større forståelse for den fremtidige udformning af Landskabsbyen 

Det kan være vanskeligt at forestille sig midt på en mark. Derfor havde kommunens medarbejdere og Landskabsbyens bygherre på rundvisningen placeret skilte i de dele af Landskabsbyen, som fra 2025-2028 skal bebygges med ca. 280 boliger. Skiltene markerede placeringen af boliger, en ny daginstitution, fælleshuse, veje og andre centrale funktioner i den nye bydel.    

Ny grøn, bæredygtig bydel på vej 

Efter rundvisningen fortsatte borgermødet på rådhuset, hvor formand for Plan- og Byudviklingsvalget, Ulrik John Nielsen (L), bød de mange mødedeltagere velkommen.

Egedal By har på få år udviklet sig med hastige skridt. Med Landskabsbyen tager vi et næste stort skridt med en grøn, bæredygtig bydel med spændende og varieret arkitektur, som er flot indplaceret i Landskabet – deraf navnet Landskabsbyen. Jeg er rigtig glad for det store fremmøde her i aften og ser frem til at høre jeres spørgsmål og gode forslag.

Formand for Plan- og Byudviklingsvalget, Ulrik John Nielsen (L)

Efter denne velkomst gennemgik medarbejdere fra Egedal Kommunes administration forslagene til et kommuneplantillæg og lokalplan for landskabsbyen. Til sammen fastlægger disse planforslag bl.a., hvor der kan bygges i Landskabsbyen, at bydelen skal have store grønne områder, og at der bygges bygninger i 1-4 etagers højde. 

  

Spørgelystne borgere greb chancen 

Efter gennemgangen af planforslagene var det tid til spørgsmål fra de mange fremmødte borgere. De spurgte bl.a. ind til byggeriets arkitektur, etableringen af et bakket landskab med overskudsjord fra byggeriet, håndteringen af regnvand, mulighederne for at opsætte solceller på Landskabsbyens tage og muligheden for at etablere en kirke i området.   

Der var desuden mange af borgerne, der kom med positive tilkendegivelser om Landskabsbyen. Borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) noterede i den sammenhæng, at ”Landskabsbyen ikke alene bliver en grøn bydel, men også en bydel med forskellige boligtyper til hele livet – boliger til både de yngre familier og seniorerne, og boliger til både lejere og dem der hellere vil eje deres bolig. Jeg tror, at Landskabsbyen bliver en bydel, som vi bliver glade for og stolte af.”  

 

Du kan stadig nå at give dit input med  

Forslagene til kommuneplantillæg og lokalplan for Landskabsbyen er pt. i 8 ugers offentlig høring.   

Alle er meget velkomne til at indsende bemærkninger eller input til kommunen indenfor høringsperioden, der slutter den 25. juni 2024. Du kan sende via lokalplanportalen eller via post til Egedal Kommune, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke. Att. Byplan og Byggesag. 

Høringssvarene og de endelige planforslag bliver efter planen behandlet af byrådet til september.

Kontakt

Byplan

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke
byplan@egekom.dk

Åbningstider

Brug send sikkert hvis du skriver noget der er personfølsomt.

Hold dig opdateret og giv os feedback

Tilmeld nyhedsbrev Giv os feedback

Find os

Dronning Dagmars Vej 200
3650 Ølstykke

CVR-nr.: 29188386
Kommunenummer: 240

Akut hjælp

Telefon: 7259 6000

Åbningstider i Borgerservice

Ugedag Tidspunkt
Mandag  8 - 14
Tirsdag 10 - 14
Onsdag Lukket
Torsdag 10 - 17.30
Fredag 10 - 12

 

Åbningstider i Egedal Sundhedscenter

Ugedag Tidspunkt
Mandag - Torsdag  8 - 16
Fredag 8 - 15

Følg os på de sociale medier