---
title: "Egedal Kommune styrker samarbejdet med Cykling uden alder"
description: "Omkring 30 deltagere var med til at markere Egedal Kommunes nye partnerskabsaftale med Cykling uden alder."
date: "2026-09-08"
created: "2026-09-08"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Egedal Kommune styrker samarbejdet med Cykling uden alder](https://egedalkommune.dk/nyheder/egedal-kommune-styrker-samarbejdet-med-cykling-uden-alder)

# Egedal Kommune styrker samarbejdet med Cykling uden alder

Omkring 30 deltagere var mandag med til at markere Egedal Kommunes nye partnerskabsaftale med Cykling uden alder. Dagen blev fejret med, at frivillige cyklede en tur i Egedal Kommunes rickshawcykler med beboere fra plejehjemmene.

Cykelturene i rickshaws er med til at give beboerne på alle Egedal Kommunes plejehjem livsglæde, modvirke ensomhed og styrke fællesskabet. Også for piloterne er der gode oplevelser i mødet med de ældre.

## Også for hjemmeboende ældre

Partnerskabsaftalen skal sikre, at endnu flere ældre borgere får mulighed for at komme ud på cykeltur, opleve lokalområdet og være en del af fællesskabet. Målet er, at Cykling uden alder i Egedal fremover også vil omfatte hjemmeboende ældre borgere.

Cykling uden alder arbejder for at give flere ældre mulighed for at komme på cykeltur. Der er 1.195 tilknyttede rickshaws i Danmark og 3.837 cykelpiloter. Over halvdelen af landets kommuner er med i fællesskabet, herunder Egedal, som har været med i en årrække.

## Ældre skal have et aktivt og meningsfuldt liv

Formand for Ældre- og sundhedsudvalget i Egedal Kommune, Christine Søjbjerg, siger:

”Cykling uden alder er et fantastisk projekt. En cykeltur kan lyde som en lille ting, men for den enkelte borger kan det være dagens højdepunkt. I Egedal ønsker vi, at ældre borgere skal have et godt, aktivt og meningsfuldt liv. Derfor håber jeg, at endnu flere vil være cykelpiloter og styrke livskvaliteten for de ældre.”

Partnerskabet med Cykling uden alder er blevet muligt, fordi byrådet i Egedal de seneste år har afsat ekstra midler til øgede aktiviteter, både for beboere på plejehjemmene og borgere, som bor hjemme.

## Har du lyst til at være cykelpilot?

I dag er der 23 engagerede cykelpiloter og otte rickshawcykler i Egedal Kommune. Allerede i september får vi yderligere to cykler som et led i partnerskabet med Cykling uden alder.

Hvis du har lyst til at være cykelpilot på et af Egedal Kommunes plejecentre, eller bare gerne vil høre mere, så kontakt fællesskabskonsulent Amalie Reenberg på amalie.reenberg@egekom.dk

## Links til yderligere information

[Læs mere om cykelpiloter i Egedal](https://egedalkommune.dk/MOLIRIPAGE/76cd3c8f-9862-41e2-8fa0-29a16efa38d7 "Læs mere om cykelpiloter i Egedal")

[Læs mere om Cykling uden alder](https://cyklingudenalder.dk/ "Læs mere om Cykling uden alder")

![Der var opl&#xE6;g fra Ole Kassow, stifter og direkt&#xF8;r for Cykling uden alder, inden partnerskabsaftalen blev fejret med en f&#xE6;lles cykeltur i nogle af kommunens rickshawcykler. Foto: Egedal Kommune.](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/8c51e188-1466-483d-82a0-66d40664deb9?width=800)Der var oplæg fra Ole Kassow, stifter og direktør for Cykling uden alder, inden partnerskabsaftalen blev fejret med en fælles cykeltur i nogle af kommunens rickshawcykler. Foto: Egedal Kommune.

![Omkring 30 deltagere var mandag med til at markere Egedal Kommunes nye partnerskabsaftale med Cykling uden Alder.  Foto: Egedal Kommune.](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/15f39be3-8cb7-415e-83c6-f7e9989f8560?width=800)Omkring 30 deltagere var mandag med til at markere Egedal Kommunes nye partnerskabsaftale med Cykling uden Alder.  Foto: Egedal Kommune.

## Kontakt

### Sundhed og omsorg

Dronning Dagmars Vej 200

                                3650 Ølstykke

### Skriv til os

[Skriv til os via digital post (borger)](https://post.borger.dk/send/16d885c7-5ceb-43d4-ab10-5fb5ccfa9dab/6e5bb6a8-8b8a-41b0-bcbf-174657d16b3f/)
