Egedal Kommune informerer om persondatabrud
I forbindelse med borgeres brug af ”Mit Affald” kan navn, adresse og telefonnummer og e-mailadresse utilsigtet være blevet gjort tilgængeligt for andre.
”Mit Affald” (Renoweb) benyttes af mange af landets kommuner og er tilgængelig som app og selvbetjeningsløsning fra links. ”Mit Affald” bruges til orientering om tømmedage for forskellige typer affald.
Persondatabruddet berører kun borgere, der har fået nyt telefonnummer, og ikke har fjernet det gamle telefonnummer fra SMS-tjenesten. Hvis en ny ejer af telefonnummeret har tilmeldt sig SMS-tjenesten på Mit Affald med dette nummer, har vedkommende potentielt kunnet se navn, e-mail og adresse på tidligere ejer af telefonnummeret ved kvittering for tilmelding til tjenesten.
Oplysningerne har kun været tilgængelige, hvis den tidligere ejer selv har opgivet dem i forbindelse med tilmelding til appen. Fejlen er alene relateret til selvbetjeningssiden på egedalkommune.dk, ikke appen.
Det er Egedal Kommune, der er dataansvarlig for ”Mit Affald” i Egedal Kommune, men fejlen ligger hos leverandøren af ”Renoweb”. Leverandøren konstaterede bruddet på persondatasikkerheden den 22. januar 2024 og rettede fejlen samme dag. Leverandøren har midlertidigt lukket for beskedservice i forbindelse med fejlrettelse og nye tiltag til forbedring af sikkerheden.
Op til 8.563 telefonnumre kan være berørt af persondatabruddet. Antallet af telefonnumre kan være højere end antallet af borgere. Mange ejere af telefonnumre har dog ikke opgivet e-mail eller adresse ved tilmelding til SMS-tjenesten, som har været stillet til rådighed i Egedal Kommune siden 2010.
Egedal Kommune vurderer, at sandsynligheden for svindelforsøg mod borgere eller uønsket kontakt som følge af persondatabruddet er meget lille.
Hvis man vil vide, om ens navn, e-mail eller adresse er omfattet af bruddet, eller har spørgsmål, kan man kontakte Egedal Kommunes informationssikkerhedskoordinator på isikkerhedskoordinator@egekom.dk eller tlf. 7259 6314.
Som borger har man klageadgang til kommunens databeskyttelsesrådgiver på databeskyttelsesradgiver@egekom.dk eller via e-boks/borger.dk
Kontakt
Databeskyttelsesrådgiver (DPO)
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke