---
title: "Egedal Kommune indgår budgetaftale for 2026"
description: "Et samlet byråd i Egedal Kommune har onsdag den 17. september indgået budgetaftale for 2026. I aftalen indgår bl.a. flere midler til voksne i børnehuse, en ny cykelsti og øgede investeringer i vedligehold af kommunens bygninger."
date: "2025-09-18"
created: "2025-09-18"
---

[Hjem](https://egedalkommune.dk/)

                    [Nyheder](https://egedalkommune.dk/nyheder)

                [Egedal Kommune indgår budgetaftale for 2026](https://egedalkommune.dk/nyheder/egedal-kommune-indgaar-budgetaftale-for-2026)

# Egedal Kommune indgår budgetaftale for 2026

Et samlet byråd i Egedal Kommune har onsdag den 17. september indgået budgetaftale for 2026. I aftalen indgår bl.a. flere midler til voksne i børnehuse, en ny cykelsti og øgede investeringer i vedligehold af kommunens bygninger.

![](https://egedalkommune.dk/i/MOLIRIMEDIA/b45e6577-17e1-4a85-d553-08ddeae98d1d?width=800)

*Samtlige partier og lister står bag budgetaftalen for 2026.*

## Glæde over samlet aftale

Egedal Kommunes budget for 2026 faldt onsdag aften på plads, da et samlet byråd indgik budgetaftale. Det glæder borgmester Vicky Holst Rasmussen:

Jeg glæder mig meget over, hele byrådet er med i en aftale om budgettet med mange rigtig gode og vigtige beslutninger til gavn for borgerne i Egedal Kommune. Jeg glæder mig over, at vi har en robust økonomi, der gør det muligt at prioritere nye initiativer til gavn for vores borgere.

                Vicky Holst Rasmussen, borgmester

## Serviceudvidelser for 20 mio. kr.

Den solide økonomi gør, at behovet for reduktioner i dette
års budget har været begrænset. Der gennemføres kun effektiviseringer, som ikke
rammer kernevelfærden. Samtidig udvides servicen til borgere for 20 mio. kr. De
ekstra penge går bl.a. til at forbedre normeringerne i daginstitutionerne og til at løfte
skole- og ældreområderne:

- Der afsættes 5,3 mio. kr., der går direkte til
ansættelse af mere pædagogisk personale i Egedals børnehuse.
- Der afsættes 2 mio. kr. til skolerne. Ledelse
og skolebestyrelse kan selv udmønte midlerne til de initiativer, der lokalt
understøtter god trivsel for eleverne.
- Ældreområdet styrkes med samlet 1,5 mio. kr.,
som går til flere aktivitetstilbud for ældre borgere og en styrket indsats for
borgere, der har behov for omfattende hjælp til rengøring.

Idræts- og fritidsområdet i hele Egedal Kommune styrkes
bl.a. med:

- Der afsættes 1,3 mio. kr. til lys på
fodboldopvisningsbanen i Smørum.
- Der sættes desuden 1 mio. kr. af til det videre
arbejde med udvikling af Egedal Kommunes idrætsanlæg med særligt fokus på
Smørum.
- Der afsættes 1 mio. kr. til medfinansiering af
en aktivitetsbane i Slagslunde.
- Endelig afsættes 4,5 mio. kr. til en renovering
af tennisbanerne i Smørum.

Også på området klima, teknik og miljø sker en række udvidelser, bl.a.:

- Der afsættes i alt 22,4 mio. kr. frem til 2028
til etablering af ny cykelsti mellem Stenløse og Slagslunde, som i dag er kendt
som en farlig skolevej.
- Fra 2026 afsættes permanent 2 mio. kr. årligt
til vedligehold af eksisterende cykelstier.
- Der afsættes ekstra 1 mio. kr. til
understøttelse af arbejdet i Grøn Trepart for at sikre de nødvendige ressourcer
til den massive indsats de kommende år.
- Der afsættes i alt 1,6 mio. kr. i 2026 og 2027
til projektering af en cykelsti mellem Kildedal og Knardrup.

Der skrues yderligere op for anlægsinvesteringer, og den nødvendige,
løbende vedligeholdelse af kommunens bygninger styrkes:

- Med budgetaftalen foretages øgede
energiinvesteringer for 4 mio. kr. for at mindske Egedal Kommunes klimaaftryk
og for at spare på energiregningen.
- Egedal Kommune har udarbejdet en grundig
tilstandsvurdering af alle de kommunale bygninger. Den har vist et stort behov for
renoveringer. Vedligeholdelsesbudgettet til anlæg tilføres derfor 20 mio. kr. i
2026, 2027 og 2028 og øges med 40 mio. kr. i 2029. Allerede i 2026 påbegyndes
en række større renoveringsprojekter på Balsmoseskolen, Ung Egedals bygning og Børnehuset
Langekær.

## Kvalificeret af borgerinput

Egedal Kommune
har modtaget 70 høringssvar i forbindelse med budgettet. Borgernes input har
været vigtige bidrag til budgettet. Borgmester Vicky Holst Rasmussen siger:

*"Borgernei Egedal er meget engagerede i deres lokalsamfund, hvilket også afspejles i demange høringssvar. Det er i høj grad med til at kvalificere budgettet.”*

Formelt skal
budgettet vedtages endeligt ved 2. behandling i byrådet den 8. oktober 2025. Hele
aftalen kan læses via linket nedenfor.

                            [Download Budgetaftale 2026 i PDF-format](https://egedalkommune.dk/p/MOLIRIMEDIA/f7c0a172-42b3-4014-d540-08ddeae98d1d)

                            [Download Budgetaftale 2026 i Word-format](https://egedalkommune.dk/p/MOLIRIMEDIA/710d7416-ff69-4ab4-d560-08ddeae98d1d)

## Kontakt

### Sekretariat for Politik og Ledelse

Dronning Dagmars Vej 200

                                    3650

                                    Ølstykke

politikogledelse@egekom.dk

Denne afdeling kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.
