Det har virkelig været værd at vente på!
Mandag den 4. september fejrede vi, at Børnehuset Regnbuen i Smørum er flyttet ind i en ny 500 kvadratmeter stor tilbygning, og at legepladsen er blevet gjort færdig.
Borgmester Vicky Holst Rasmussen strålede om kap med solen, da hun holdt tale i anledning af, at udvidelsen af Børnehuset Regnbuen og den nye legeplads endelig er færdig. Byggeriet af tilbygningen gik i gang sidst i 2021, og byggeperioden har krævet praktisk fleksibilitet af både forældre og pædagoger, og det takkede borgmesteren for.
Også sidst i talen kom borgmesteren ind på en fælles god vilje: – I dag fejrer vi mere end bare en bygning. Vi fejrer vores fællesskab og vores engagement. Lad os sammen skabe et sted, hvor vores børn kan være sig selv, udforske verden og drømme store drømme.
Og det lod virkelig til, at det sted allerede ER skabt, for helt naturligt drønede børnene rundt før, under og efter borgmesterens tale, mens de udforskede de mange muligheder på den store legeplads.
Strengt taget var der blevet tyvstartet lidt, for allerede sidste sommer stod tilbygningen, der har gjort Regnbuen cirka dobbelt så stor som tidligere, klar. Og med en række nye tiltag blev legepladsen gjort færdig i løbet af denne sommer, så børnene har allerede brugt den et stykke tid.
Og sådan som de hujede, hvinede og grinede, mens de susede rundt på diverse køretøjer og gåben, er der ingen tvivl om, at de har taget supergodt imod alt det nye.
Det bekræftede forælder Anders Sommer under en teltdug, hvor børnene kunne finde skygge for solen og få alt det saftevand, de kunne skylle ned: – Børnene er rigtig glade for de nye forhold, og min søn, Johannes, synes, at det er en fed legeplads.
– I det hele taget har tilbygningen og legepladsen virkelig været værd at vente på. Det hele er betragteligt bedre end det gamle, slog Anders Sommer fast, mens han tankede mere saftevand på Johannes.
Kontakt
Dagtilbud
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke