Børn på vej
Egedal Kommune ønsker alle nye skolebørn tillykke med deres første skoledag og sætter samtidig fokus på øget trafiksikkerhed i ugerne 32-35.
Klar parat til skolestart og sikker trafik
Første skoledag er en milepæl i børnenes liv, og det markerer overgangen til en ny fase fyldt med læring og udvikling. Det er en spændende tid - men med afslutningen på en sommerferie følger også morgentrafik og faste mødetidspunkter. Det kan være med til at skabe stress og jag i trafikken og særligt omkring skolevejene. For nogle børn er det allerførste gang i morgentrafikken, hvilket betyder, at de er ekstra sårbare og har brug for støtte og opbakning. Derfor vil borgere i Egedal kunne spotte skilte omkring skolerne med teksten ”Børn på vej”. Skiltene skal minde trafikanter i skoleområderne om vigtigheden af at udvise hensyn i trafikken og finde lidt ekstra tålmodighed frem, så alle kommer godt fra start.
Hvert år ved skolestart stopper politiet desværre alt for mange bilister på skolevejene, der kører for stærkt, har glemt selen på dem selv og deres barn, eller som er uopmærksomme.
Derfor bakker Egedal Kommune op om kampagnen ”Børn på vej”, som er et samarbejde med Rådet for Sikker Trafik. Budskaberne står klart; sænk farten, vær opmærksomme og vis ekstra hensyn til skolebørnene, skolepatruljerne og ikke mindst hinanden. Sammen skaber vi en tryg og sikker skolevej for alle.
Tal og øv trafik med jeres børn
'Børn på vej'- kampagnen henvender sig også til forældre, som spiller en afgørende rolle i at lære deres børn om trafiksikkerhed. Derfor opfordrer Egedal Kommune forældre til at træne og tale trafik med deres børn. Ved at inddrage trafikken som en naturlig del af hverdagen kan forældre bidrage til at udvikle deres børns forståelse for sikre valg i trafikken. Og så skal der lyde en opfordring til, at forældre i stedet for at køre bil benytter de mange stisystemer i Egedal til at gå eller cykle med deres børn i skole. Det vil også lette morgentrafikkaosset foran skolerne.
Skilt af kampagnen "Børn på vej"- i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik
Kontakt
Klima, natur og miljø
Dronning Dagmars Vej 2003650 Ølstykke
Skriv til os
Dette område kan kontaktes gennem kommunens hovednummer 7259 6000.