Bedre rammer for kultur og fritidsaktiviteter i Egedal på vej
På onsdag drøfter Byrådet en udviklingsplan for kultur- og fritidsfaciliteter i Egedal Kommune. I fremtidens foreningslandskab skal der være faciliteter, fællesskaber og aktiviteter i mangfoldige magneter, levende lokalområder, og i naturen. Alt sammen til gavn for de mange forskellige foreninger og for kulturlivet i kommunen.
Udviklingsplanen er blevet til sammen med Egedal Kommunes kultur-og fritidsforeninger, interesserede borgere og kommunale brugere af faciliteterne. Arbejdet med planen startede i april 2019, hvor Kultur- og Erhvervsudvalget besluttede at der skulle udarbejdes en samlet plan for området. Alle foreninger og øvrige aktører på kultur- og fritidsområdet har haft mulighed for at bidrage undervejs i processen – og det er derfor en godt og bredt funderet plan, som byrådet nu skal behandle.
- Jeg vil gerne allerede nu sige tak til de mange kultur- og idrætsforeninger, aftenskoler, spejdere, og kommunale brugere af faciliteterne, som har deltaget i brugerinddragelsen. Vi er i fællesskab gennem, analyser, interviews og drøftelser nået frem til en udviklingsplan, som jeg er sikker på bliver et godt afsæt for den videre udvikling af vores kultur- og fritidsfaciliteter. Derfor glæder jeg mig også til drøftelsen i Byrådet på onsdag, siger Borgmester Karsten Søndergaard.
Naturen og multihuse som fokus for kultur- og fritidsaktiviteter
I Udviklingsplanen taler man både om indendørs- og udendørsanlæg, og om steder hvor man kan mødes om kultur og være aktiv.
- Jeg håber Byrådet vil være med til at udvikle tidssvarende, let tilgængelige og fleksible kultur-, og fritidsfaciliteter for alle borgere. Vi ønsker at skabe gode mødesteder og steder, hvor man kan få aktivitetsniveauet op. Det kan ske i vores kulturhuse og idrætsanlæg, men som noget nyt peger planen også på, at det kan ske mere frit og selvorganiseret f.eks. udenfor i naturen på stier og ruter, eller i nye multihuse på skolerne, siger Karsten Søndergaard.
Flere midler til foreningslivet
Når Byrådet har godkendt udviklingsplanen, skal der sættes gang i at forbedre faciliteterne for mange af kommunens foreninger.
Der er afsat knap 8 mio. kr. til opgradering af Stenløs kulturhus og mindre forbedringer i Veksø og Ganløse. Udviklingen af de mangfoldige magneter starter i Ølstykke, hvor arbejdet med opførelse af en ny hal i Ølstykke allerede er sat i gang.
Der afsættes også 1,2 mio. kr. til etablering af en udendørs forhindringsbane, og til et nyt naturcenter. I Stenløse er man også allerede i gang med at opgradere stadionanlægget med en samlet bevilling på 6,5 mio.kr fordelt over 2020 og 2021. Endelig er den nye kunstgræsbane med nyt lysanlæg i Smørum taget i brug.
- Det er vigtigt for mig, at vi prioriterer vores midler til foreningsområdet på en måde, så det kommer flest mulige til gavn. Vi har mange forskellige foreninger, og rigtig mange af vores borgere dyrker en eller flere fritidsinteresser i en forening. Med udviklingsplanen får vi nu på onsdag et grundlag for at sikre at der bliver plads til alle, siger Karsten Søndergaard.
- Jeg er klar over at en enkelt forening, der skal flytte fra den tidligere Toftehøjskole er utilfredse med at skulle flytte. Men som jeg og mine byrådskollegaer har lovet hele tiden, så genplaceres de naturligvis i passende faciliteter. Foreningen har selv peget på en løsning til knap 8 mio. kroner hvoraf de godt 6 mio. kroner skal komme fra kommunen. Men hertil kommer også forberedende arbejder som beløber sig til over to mio. kr. Det må jeg naturligvis afvise. Vi har et fælles ansvar for alle foreninger i hele Egedal og derfor kan vi ikke prioritere, at en enkelt forening i forbindelse med flytningen får vilkår, der er markant bedre end, hvad vi kan tilbyde alle de andre, slutter borgmesteren.
Kontakt
Egedal Kommunes kommunikationsafdeling kan kontaktes gennem kommunens hovednummer på tlf. 7259 6000